Menu
Forrige artikel Næste artikel

Opfindere og pionerer fra Gutenberg til Bill Gates

Kategori: Bøger
Visninger: 486

Af Michael F. Wagner, Historiestudiet, Aalborg Universitet

Tilbage i tresserne udkom et væld af biografier om ‘Da de store var små’, ‘Berømte mænd gennem tiderne’, ‘De store opfindere i historien’, og lignende titler, der skulle appellere til fantasien og være eksempel til efterfølgelse for opvoksende generationer. Det var især koncernen Readers Digest, som i månedsbladet ‘Det Bedste’ kanibaliserede verdenslittera­turen og de gamle biografier over berømte mænd, som ikke mindst victoriatiden havde dyrket som dannelseslitteratur. Ingeniørbiografiens ‘fader’ er således den engelske læge, Samuel Smiles, som begyndte denne tradition med trebindsværket ‘The Lives Of the Engineers’ 1861-62. Hundrede år efter gentog historien sig i forkortet udgave, og bedagede værker, som havde mellem et halvt og et helt århundrede på bagen, kom atter til en slags ære og værdighed.

Siden har tiderne ændret sig meget. Den opvoksende ungdom kikker i dag helt andre steder hen for at få inspiration i hverdagen og dannelse i opvæksten. Opfinderbiografien siger dem næppe ret meget, hvorimod nye hi-tech opfindelser, multinationale firmanavne og produktbrands samt en udbredt hang til at surfe på internettet og på kabel-tv, siger dem en hel del. Så meget desto mere kan det undre, at Det historiske Hus i Odense nu forsøger at genopfinde den victorianske tradition for opfinderbiografier med udgivelsen ‘Opfindere og pionerer fra Gutenberg til Gates’. Nu blot i endnu mere skrabet skikkelse, der mest af alt  minder om en ‘Readers Digest Light’: Hvem gavner mon dette teknikkens genfærd?

Redaktørens bud, for sådan en er der nemlig i stedet for en rigtig forfatter - hvilket understreger projektets karakter af drøvtyggeri, slår i forordet straks den victorianske tone an: “Vi møder ... mennesker, der med ihærdig foretagsomhed er gået forrest, hvorved de markere­de sig som forbilleder til efterfølgelse”(s.7). Fint nok, men bedre bliver det ikke af, at den til lejligheden indbudte ekstra forordsforfatter, videnskabsjournalisten Anja Phillip, piller forbilledet ned fra piedestalen igen ved at fastslå, at “i dag ville vi nok kalde mange af fortidens genier for nørder!” Deri kan hun have evigt ret, men hvem pokker finder sit  forbillede i en nørd? Eller som hun selv konstaterer det lakonisk: “Hvem og hvor satser man i dag på ‘nørdernes’ tanker og ideer?”(s.10). Dermed ryger legitimeringen af hele det victorian­ske forehavende i gulvet med et brag, man aner snart komikken.

I øvrigt er Phillips forord det mest interessante og reflekterede ved bogen. Det former sig som et opgør med den ekstreme faglige disciplinering og instrumentalisering af videnska­ben, som nutidens opfinderi er underlagt gennem forskningspolitikken. Meget sympatisk plæderer hun for, efter at have læst portrætterne i bogen, at “faggrænserne bør blødes op”; netop fordi et af de indtryk bogen efterlader, er den brede faglige og vidensmæssige indsigt, mange af fortidens opfindere besad. Et andet væsentligt og aktuelt spørgsmål angår graden af styring i forskningen, skal “forskningen på landets universiteter være fri og ustyret eller anvendt og målrettet?” Selv svarer hun på spørgsmålet med henvisning til Benjamin Franklin, som blev bebrejdet at han puslede med noget så unyttigt som luftballoner, hans svar skal have været: “Til hvilken gavn er et nyfødt barn?”. 
Se her var jo et par gode og aktuelle spørgsmål, man passende kunne tematisere genfortællingen af opfinderbiografien med, så den havde haft noget nyt at sige i samfundsde­batten, men det sker ikke. Redaktøren er mere optaget af klassiske spørgsmål, som hvem der kom først frem med en ny opfindelse, hvordan andre har bidraget til teknikkens udvikling, og hvordan man har afgjort disse disputter. Således får vi at vide, at dampskibets ‘opfinder’ Robert Fulton, langtfra opfandt kombinationen af dampmaskine og skib, han var ikke engang den første der drev en fast dampskibsrute, til gengæld var han den første til at drive en rute med økonomisk overskud af skidtet - og det er som bekendt noget helt andet. Vi hører om Graham Bell, der måtte kæmpe meget længe mod Elisha Grey om retten til patentet på telefonen. De bedste jurister afgjorde sagen, ikke den tekniske sagkundskab.

Af og til bliver biografien ret intim, som i historien om Allan Turings triste bøsse­skæbne, der betød, at han aldrig fik den indflydelse i den akademiske verden, som hans epokegørende udvikling af den programmérbare computer tilskrev ham efter krigen. Hans knækning af de tophemmelige tyske enigmakoder under krigen, som fik stor indflydelse for de allieredes krigsførelse, havde forinden forlenet ham med heltestatus. Og kun en langvarig løbeskade forhindrede ham i at blive udtaget til Englands olympiske atletikhold i 1948. Det hele endte i et tragisk selvmord, om hvis årsag man kun kan gisne. Men det gør redaktøren efterfølgende, fordi han i Turings tilfælde har fået fingrene i en interessant og  reflekteret biografi af nyere dato, som han kan øse lidt videre af. Historien om den enkelte opfinderskæb­ne bliver dog aldrig bedre end de informationer, forlægget dikterer redaktøren, men blind høne finder som bekendt også et korn. 

Til gengæld savner bogen selvrefleksivitet, relevansbetragtning og kritisk sans i sin genfortælling. Således får vi noget umotiveret at vide om samme Turing, at “Alan var sandsynligvis undfanget i Chatrapur, men han kom til verden i Paddington i London”(s.201); noget videre perspektiv i fortællingen har det dog ikke. Eller oplysningen om, at Thomas Alva Edisons trods stor travlhed indgik giftermål i 1873 med en ansat, som dog allerede døde i 1884. “To år senere giftede hans sig på ny, og denne gang hed hans udkårne Mina Miller” (s.149). Skal man græde over den patetiske sprogbrug, eller skal man le over de for sagen temmelig uvedkommende oplysninger.

Sproglig afsmitning hedder det i fagsproget, når forlæggets terminologi i den grad løber skribenten i pennen, at sproget rent ændrer karakter i takt med kilden. Dén slags advarer man normalt stærkt imod på de fleste højere uddannelsesinstitutioner, men det har altså ikke virket her. Om Ferdinand Graf von Zeppelin hedder det, at en observatørrejse til den ameri­kanske borgerkrig “må betragtes som begyndelsen på hans besættelse med luftskibet” (s.138). Senere gjorde han sig under den fransk-tyske krig “bemærket på en vovemodig spejderpatrulje bag fjendens linier”(s.139) og “på trods af sin naturlige begavelse var Zeppelin som nævnt ikke ingeniør”. Logikken fejler, men hvorfor overhovedet nævne det igen? Jo, for som fortsættelsen lyder “i 1892 forelagde han sine nødtørftige ideer for en, der var” (s.140). Eller hvad med opfinderen af batteriets kranke skæbne: “Volta fandt sig snart opslugt af skolens omfattende bibliotek”(s. 64). Så gik det vist bedre for Benjamin Franklin til slut: “De sidste år af sit liv hyggede han sig i familiens skød med fire børnebørn til at lytte til bedstefaderens livlige beretninger”(s.36).

Her er stof nok til at beskæftige både tekst- og kildekritikere, men lad det nu ligge med flere opbyggelige eksempler på nørdet sprogføring. Mest besynderlig af alt er, at der overhovedet ikke er nogen illustrationer i denne bog om et emne, som ellers er nemt at illustrere. I den historiske tekniks samtid var man særdeles bevidste om, at ny teknik solgte langt bedre, når den blev præsenteret for offentligheden gennem dragende billeder, ved æggende udstillinger og i spektakulære optrin, men det er nu glemt igen. Meget klogere forlader man ikke bogen, end man som læser kom til. Er vi mon tjent med teknikkens genfærd? Kommer der noget ud af dette noble dannelsesprojekt fra Det historiske Hus?

Selv hvis formålet kun er at sælge bøger for at tjene penge, kan jeg være stærkt i tvivl om værdien af dette produkt. For til slut igen at citere fra bogen: “Den går ikke, Granberg!

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Heste i Danmark
Det faderløse samfund
Rejser i Danmark. Nr. 1, december 2016