Slaget om Kursk
Menu
Forrige artikel

Slaget om Kursk

Kategori: Bøger
Visninger: 1973

Af stud. mag. Kristian Hansen, Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm

Det skulle have været det afgørende slag mod Sovjetunionen. Det var i krigens tredje sommer, hvor verdens fokus igen var rettet mod de vindblæste rullende græssletter i det centrale Ukraine. Hitler og hans generaler på den ene side, og Stalin med sin stab på den anden. De to stærkeste magter og samtidigt de to mest totalitære styrer stod overfor det der er gået hen og blevet historiens største kampvognsslag. Det var et inferno af stål, ild og blod, hvor mænd og kvinder blev kastet ud i en dødbringende brydekamp.

2 år forinden havde Tyskland invaderet Sovjetunionen under kodenavnet ”Barbarossa”. Det første år var det foran Moskva, at tyskerne blev bremset. Året efter var det ved floden Volga i byen med det berygtede navn Stalingrad, hvor tyskerne blev besejret. Begge gange fulgte bitre vinterkampe, hvor tyskerne mod alle odds klarede at genvinde initiativet. Nu i sommeren 1943 efter måneders forberedelser var begge sider klar. Operation ”Zitadelle” var navnet for den kommende tyske offensiv, der havde til mål at ’bide’ den bule af fronten, der havde udviklet sig langs den centrale del af østfronten. I midten af denne bule lå en lille by, der - var det ikke for dette slag - sikkert ville være endnu en anonym by på kortet – med sådan skulle det ikke blive. Byen hedder Kursk.

Tidligt om morgenen den 5. juli 1943 indledte tyskerne offensiven, som russerne gennem deres spioner havde nys om. De havde forstærket forsvaret i hele sektoren, og var i den grad klar til at ”tage imod” den kommende offensiv. Allerede fra starten af begyndte der at tegne sig et billede i den tyske kommando over, at dette ikke var en offensiv som tidligere. Den russiske modstand var bitter og omfattende. Der var ikke tale om den klassiske ”Blitzkrieg”, til trods for at tyskerne implementerede deres sædvanlige taktikker. Dette ses også af de noget begrænsede fremrykninger, tyskerne magtede. Planen var at to grupper – en fra nord og en fra syd – skulle ”bide” bulen af, hvorefter de indespærrede russere skulle nedkæmpes. Det var geniet Eric von Manstein, der havde udarbejdet planen. Over de følgende dage kastede den russiske overkommando under ledelse af Georgij Zjukov alle kræfter ind i at inddæmme den tyske offensiv. Kulminationen blev et enormt panserslag, hvor mere end 1500 kampvogne over et par dage lå i tæt nærkamp, deraf navnet panserslaget ved Kursk. Tyskerne var meget tæt på at nå deres mål, men det lykkedes ikke.

Offensiven udviklede sig til lige netop det, tyskeren ikke ønskede – en opslidelseskrig. Her var det ikke den enkelte soldats snilde eller taktiske evner, der blev belønnet. Tværtom var det ganske simpelt et spørgsmål om, hvem der kunne kaste flest tropper ind i slaget. Med den sædvanlige russiske nådesløshed fodrede russerne slagmarken med mænd og maskiner i et tempo, som tyskerne slet ikke magtede.

Få dage efter Zitadelle var påbegyndt, åbnede russerne selv en offensiv syd for Kurskfremspringet. Resultatet var, at tyskerne måtte afblæse Zitadelle. Dette skal også ses i lyset af, at de allierede netop var gået i land på Sicilien. Den tyske sommeroffensiv var endt i et reelt nederlag, og selvom at krigen skulle vare to år mere var slaget ved Kursk en vigtig faktor i nedkæmpelsen af den tyske invasion af Sovjet.

Andreas Frankson og Niklas Zetterling har med deres nye bog ”Slaget om Kursk” kastet nyt lys over dette afgørende slag. Bogen er delt ind i tre hovedafsnit, hvor der ses på henholdsvis tiden op til slaget, selve slaget og de efterfølgende år. Fornuftig og godt for den overordnede struktur efter min opfattelse. Der er også tale om en imponerende oversigt over de to hære, deres ledere og udstyr. Forfatterne har også nogle meget gode pointer om de egentlige styrkeforhold, og tabene på begge sider. Med hjælp af et omfattende statistik materiale må vi nok sande, at den version, der før har eksisteret af slaget til dels skal laves om. Billedet, der tegnes, viser rigtigt nok, at tyskerne angreb i undertal, men at de stadig var i stand til at påføre russerne grusomme tab, uden selv at tage nær så mange. Konklusionen er, at tyskerne ganske enkelt var mere professionelle soldater, og kunne føre krig meget mere effektivt end deres modstander. Dette billede ser man samtidigt under stort set hele kampagnen i Øst. Noget jeg kun kan være enig i. Myten om, at to lige stærke magter stod over for hinanden, og at russerne var i stand til at knække den tyske kampvilje og besejre dem i en ”lige” kamp bliver derfor manet i jorden. Dette er der skrevet om før, men ikke i et så omfattende historisk værk.

Jeg må dog fortælle, at man til tider skal holde tungen meget lige i munden, hvis man skal bevare et overblik. Det er hovedsagelig i kapitlerne om selve slaget, hvor der opstår problemer. I denne del er der meget lidt struktur over værket. Forfatterne hopper til tider rundt mellem emner, uden at det er klart, hvilken sammenhæng der har for selve teksten på et givet tidspunkt. Det samme må desværre siges om forfatternes glæde ved at have samtlige detaljer, om de forskellige hærformationer med. Dette er for mig, der elsker den slags, en glæde, men jeg er bange for, at det gør den uegnet til det bredere publikum. Man går simpelthen død i teksten, hvis man ikke har interesse for den slags detaljer. Et alternativ kunne være at supplere værket med gode appendikser og bilag. Ikke at der ikke er bilag, men jeg så gerne flere. Så kan folk som mig bladre os igennem de mange detaljer, uden at dette er afgørende for selve hovedteksten. Nu skal jeg heller ikke misforstås. Bogen er god og skrevet i et letlæseligt sprog – som jo også er afgørende i formidlingen af historien.

En sidste ting bør nævnes, og det oven i købet en ret afgørende detalje. Bogen beskrives, som et værk der bygger på ny forskning. Jeg savner en lille diskussion af denne nye forskning. Det er jo afgørende, hvad der er tale om, og hvor disse nye oplysninger kommer fra. Skal værket ses med mere videnskabelige øjne er dette vigtigt.

Overordnet kan det siges, at jeg nød at læse bogen. Det til trods for de ”huller” jeg har omtalt ovenfor. Det er svært at balancere mellem militærhistoriens utallige detaljer og en breder ebeskrivelse.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Krystalnatten
Djævlens dagbog
Nu skal du høre, hvordan en dag går her ...