Menu
Forrige artikel Næste artikel

Sløjfen i Stalins skæg

Kategori: Bøger
Visninger: 830

Af Thomas Petersen

Tillad mig, ganske upassende måske, at indlede anmeldelsen med en vits fra år nul – fra 1945. Spørgsmål: - Hvorfor kan man ikke købe Stalin-spæk? - Det er, fordi svinet stadig lever. Det fik veninden Maria 25 års strafarbejde for at sige. Erika, der fortæller historien i nærværende bog, fik imidlertid ”kun” 10 år for med sin mors røde læbestift at tegne en sløjfe i Stalins overskæg – angiveligt, fordi hun syntes, han så så ked ud af det på det billede, der havde erstattet et andet med Hitler på.

Tiden var sommeren 1945. Stedet byen Mühlhausen i Thüringen, der var blevet befriet af de amerikanske tropper, men umiddelbart efter i en praktisk grænseregulering overdraget til Den røde Hær. Det var den 14-årige tyske skolepige Erika Grab (senere gift Riemann), der begik ovennævnte ”forbrydelse”. Selv fortæller hun: ”Du ser så trist ud. Med de ord gik jeg hen til billedet og malede en munter sløjfe om overskægget. Min heltedåd var en begrænset succes. De modigste af mine venner lo, men andre tav usikre eller kiggede ned i gulvet”.

En af tilskuerne stak Erika, og hun blev anholdt. Nerverne hang uden på tøjet i de dage. Kapitulationen havde været total og betingelsesløs. Russerne havde i øjeblikket kun et ønske - at hævne sig maksimalt på de besejrede tyskere. Straffene blev uddelt i runde mål. Erika blev efter arrestationen ført til Ludwiglust Slot – uden, at forældrene overhovedet fik besked. Her kom hun under særdeles skarpt forhør i dagevis.

Nærværende bog er Erika Riemanns (født 1930) erindringer, nedskrevet over 50 år senere og oprindelig publiceret som bog i Tyskland 2002. I det følgende citat fortæller hun om domsafsigelsen, men det illustrerer også udmærket de kildemæssige problemer, der knytter sig til sådanne sent nedskrevne og reflekterende erindringer. Problemer, der generelt karakteriserer hele bogen:

”Mødet begynder. Jeg er ganske vist hovedpersonen, men jeg forstår meget lidt af det, der foregår. Der bliver kun snakket russisk, og dermed er jeg overladt til mine egne iagttagelser. Min optimisme har det svært ansigt til ansigt med de alvorlige næsten fjendtlige ansigter ved dommerbordet. Igen og igen bladrer de raslende i mine papirer. Sagsmappen har i tidens løb fået et betydeligt omfang. Gad vide, hvad der står i papirerne, siger jeg bekymret til mig selv. Nogle af mine tilståelser dukker op med flammeskrift nu. ”Nå ja, så siger vi, jeg er med i Varulvene”, lyder en af de sætninger. Mens min skæbne bliver diskuteret foran mig, begynder jeg bittert at fortryde. Jeg klamrer mig til sidst til den kendsgerning, at jeg jo ikke har skrevet under på noget”, (side 39).

Riemann anede med andre ord ikke, hvad der foregik. Havde aldrig hørt om nazistiske varulve og deres aktiviteter. Alligevel blev hun dømt for fornærmelse af Den røde Hær samt varulve-aktiviteter. Vidste endog ikke, hvad varulve var – men skrev i den givne tilstand og de givne vilkår under på hvad som helst, blot for at slippe for flere afhøringer. De idømte 10 år blev i virkelighedens verden reduceret til 8 år og 16 dage. Løsladt blev hun den 18. januar 1954 – men berøvet sin ungdom. Og fremtid, skulle det vise sig. Men Sibirien, som dommen truede med, blev det trods alt ikke til.

Fragtet i kreaturvogne oplevede Riemann efterfølgende ophold i en række lejre og fængsler – Torgau i det nordvestlige Sachsen, Bautzen i Øvre Sorbien, Hoheneck i Sachsen og Sachsenhausen nord for Berlin. Alt sammen steder, der tidligere havde været benyttet af nazisterne til samme formål.

Erika blev flyttet til kvindefængslet Bautzen. Undervejs til dette kvindefængsel blev fangerne gennet ind i kreaturvognene ved hjælp af råb, geværkolber og knipler. Ankommet lægger hun straks mærke til kæmpemæssige kaninbure.

”Sådan kalder vi hønsetrådsburene midt i fællescellen ---. Hvert aflukke rummer en briks. --- To kvinder skal deles om den smule plads der er. Vi bliver gennet ind i dem af vagterne om aftenen. Så skal man tage tøjet af og lægge det på en taburet foran døren, og derefter bliver døren låst for natten”, (side 75).

Prygl, chikane, voldtægter, psykisk tortur, sult og depression blev dagligdags-fænomener. I Sachsenhausen oplevede hun at få fjernet blindtarmen uden bedøvelse. Fastspændt og med et stykke træ mellem tænderne. Patienten får ordet: ”Når man er sytten år, er det trods alt det normale at overleve. At blive opereret uden narkose er imidlertid alt andet end normalt, ligesom hele det såkaldte liv er det”, (side 100).

Maria – en ældre medfange – blev en slags erstatningsmor for Erika. Som beskyttede hende, så godt hun kunne, mod såvel medfanger som vagter. I foråret 1948 blev Erika Riemann sammen med de andre kvinder sendt til den tidligere kz-lejr Sachsenhausen. Her blev de modtaget af vagter med ordene, at nu skulle de gasses, ligesom nazisterne havde gjort det med jøderne. Overvåget af de mandlige vagter, blev de nøgne kvinder sendt ind i brusebadet, hvorefter der gik en rum tid, inden der endelig ”blot” kom – heldigvis ”kun” koldt vand ud af brusehovedet.

Først i efteråret 1949, efter 4 års fangenskab, fik forfatteren lov til at modtage besøg samt skrive hjem. Nu befandt hun sig imidlertid i DDR. Tyskere var nu sat til at bevogte tyskere. En onkel kom på besøg – men blot for at fortælle, at moderen var rejst til Vesten, og at der endnu ikke var nyt fra faderen, der stadig befandt sig i russisk krigsfangenskab. I Mühlhausen befandt sig nu kun hendes bedstefar. Bittert konstaterer den unge kvinde:

”Mit hjem findes ikke mere. Det er en mærkelig følelse. Jeg plejede førhen sommetider om aftenen at forestille mig, at jeg sad ved vores køkkenbord. --- Et syn fyldt med tryghed, også selv om det var så uopnåeligt”, (side 111).

Efter løsladelsen, nu som 24-årig, ønskede Erika sig blot en birkealle, hvor hun kunne hænge alle sine genvordigheder op. Hun så sig selv som et monster, men det værste var, at hun på en eller anden måde også følte sig skyldig. Ingen interesserede sig alvorligt for, hvad hun havde gennem- og oplevet. Måske ville de ikke, måske kunne de heller ikke forstå, hvad hun i virkeligheden havde måttet tåle. Ganske vist fik hun en lille økonomisk erstatning, men det var ikke det, hun inderst inde søgte. Hun søgte først og fremmest  tilfredsstillelse eller satisfaktion (Genugtuung). Stykke for stykke voksede en mur inden i hende af skyldkomplekser, skam, raseri og galskab. Selv skriver hun:

”Jeg burde være lykkelig. --- Men uanset hvor intenst jeg lytter efter indeni, uanset hvor meget jeg anstrenger mig for at opspore nogle følelser, så finder jeg intet. Jeg kan mærke, jeg er rastløs; der er så meget, jeg gerne vil, som jeg har forestillet mig genem de lange nætter på den ene eller den anden briks. Jeg ved, at jeg har forsømt nogle ting, og det trækker i mig for at indhente det. Men jeg ved ikke rigtig, hvad det er. Det gør mig indimellem rasende. Alle omkring mig er som det selvfølgeligste i verden lykkelige, kede af det, overstadige eller keder sig. På mig virker det, som om de utålmodigt går og venter på at opleve, at jeg opfører mig på samme måde. Helt ligesom de vil, at jeg skal sige noget pænt om maden. Men jeg kan lige så lidt føle noget, som jeg kan smage noget. Det gør mig undertiden stiktosset” (side 172). I dag ville man formodentlig sige, at hun led af posttraumatisk stressyndrom.

Erika Riemann kunne med andre ord ikke få sin tilværelse til at hænge sammen. Den ene indespærring var blot blevet erstattet af en anden. Det ene mareridt var i virkeligheden ikke værre end det andet. Ægteskaber og moderrolle led ubodelig skade. Uddannelse og et rigtigt arbejde fik hun aldrig. I dag – som 85-årig – konkluderer hun bittert: ”To bortløbne ægtefæller, en forkrøblet seksualitet. Intet rigtigt arbejde, ingen uddannelse i bredeste forstand. Et uudholdeligt mareridt som min trofaste ledsager, og erfaringer, der siger, at mine selvmordsforsøg har bragt mig fra asken i ilden. Det må være debetsiden”, (side 202).

Forfatteren har skrevet en i høj grad læseværdig erindringsbog om sit livsvarige traume, erhvervet i en yderst følsom periode af sit liv. Det er en rå selvbiografisk skildring af et spoleret kvindeliv. Grusom og grum. Man skal lede meget længe for at finde håb. Antydninger er der dog i skiftende forelskelser og venskaber. Kan varmt anbefales til den tilstundende kolde tid.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Stalin. Den røde zar og hans hof
Vildfuglene
Hitler - En biografi