Menu
Forrige artikel

Woodworking in Estonia

Kategori: Bøger
Visninger: 794

 

Af Per Ole Schovsbo

Det er ikke sædvanligt at anmelde en bog fire år efter dens udgivelse, og slet ikke når det viser sig, at den første udgave kom i 1960 - ganske vist på estisk. Det er Ants Viires’ doktordisputats, der blev forsvaret i 1955 ved universitetet i Tartu.

Årsagen til at den alligevel anmeldes i Historie-Online så mange år efter er, at bogen bør kendes af alle, der arbejder med historiske og forhistoriske håndværk i Skandinavien. Den beskriver traditionel træteknik i Estlands skovområder, der er utroligt tæt beslægtet med skandinaviske metoder, som blev anvendt i jernalderen, vikingetiden og i ældre middelalder. Anmelderen, der har undersøgt arkæologiske træsager siden 1971, kan genkende både forarbejdningsspor og værktøjer. Den skandinaviske skibsarkæologi formuleret af Ole Crumlin-Pedersen henviser til træteknologiske metoder fra jernalder og vikingetid, der op mod vor tid var udbredt i et bælte fra Finland til Sibirien, der er identiske med de metoder, som Ants Viires beskriver.

Ants Viires forfatterskab og forskning er præget af Estlands turbulente historie. Efter Ruslands oktoberrevolution i 1918 blev landet selvstændigt men 1940 indlemmet i Sovjetunionen som Estisk SSR. Allerede 1941 blev Estland besat af Tyskland og blev atter en del af Sovjetunionen i 1944 indtil Sovjetunionens sammenbrud i 1991, hvorefter Estland genvandt sin frihed.

Det er en af årsagerne til at den unge Ants Viires (1918-2015) interesserede sig så glødende for estisk sprog og kultur, at han påbegyndte sprogstudier ved universitetet i Tartu i 1937. I løbet af 1940’erne skiftede han imidlertid til etnografi (egl. etnologi) og påbegyndte sit arbejde på Estlands Nationalmuseum i Tartu. Han tog sin afgangseksamen i 1945 samtidigt med, at alle institutioner i Estland blev russificerede. Flere forskere flygtede til andre lande, og de, der blev tilbage, blev enten udrenset eller genopdraget i russisk kultur. Viires forlod derfor Nationalmuseet i 1946 for at fortsætte sine etnologiske studier, men i årene 1949-56 måtte han opgive, fordi hans tvungne arbejde for den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig blev brugt imod ham. Han påtog sig i stedet forskellige jobs i Elva og underviste i engelsk og tysk på en lille skole i Saku. I sin fritid fortsatte han dog sine studier og skrev disputatsen, der som nævnt blev forsvaret i 1955.

Takket være tøbruddet i Sovjetunionen under Nikita Khrusjtjov fik Viires mulighed for at fortsætte sin forskning på Tallins Historiske Institut i 1956 og udgav sin disputats i 1960. Det amerikanske Congres bibliotek, der udvekslede litteratur med sovjetiske biblioteker, blev opmærksom på Viires bog. Den blev oversat til engelsk bla. ved hjælp af flersprogede videnskabsfolk i Israel og kom i handelen i USA i 1969. Viires modtog fire eksemplarer af den oversatte bog, men kunne som borger i et Sovjet-kontrolleret område ikke påvirke udgivelsen eller modtage royalties. En oversættelse, der således manglede forfatterens godkendelse, kunne selvsagt ikke anvendes af forskningen i Europa, og bogen fik ringe udbredelse. I Danmark var der kun eet eksemplar, som ikke kunne udlånes. Det stod i Nationalmuseets bibliotek i København. Anmelderen blev først opmærksom på bogen i 2014 og kunne via Det Kgl. Bibliotek hjemlåne et eksemplar, der befandt sig i universitetsbiblioteket i Lund. Læsningen resulterede i en bagsideartikel i tidsskriftet Skalk i 2015 (om varmebøjning af hjulfælge) – og erhvervelsen af den autoriserede 2. udgave.

Ants Viires inddrager i sine undersøgelser både sprogligt (især estisk og lettisk), historisk, etnologisk og arkæologisk kildemateriale – og opdeler materialet i et antal kronologiske perioder. Herefter tager han fat på at beskriver de anvendte træsorters oparbejdning og anvendelse og fortæller bl.a., at veddets egenskaber ifølge de lokale overleveringer ikke kun afhænger af træart, klima og jordbund men også af årstiden for fældningen, månefasen, vindretningen og vejrliget. Det var derfor vigtigt, at man på forhånd vidste, hvad gavntræet skulle bruges til. Træ til brænde stillede ikke tilsvarende krav.

Viires går videre og beskriver håndværktøjet, som siden jernalderen stort set kun omfattede økser, knive og bor. Økser var ret-, tvær- og specialøkser til det grove arbejde med formgivning af træemnerne. Andre typer kom til senere. Asymmetriske typer som bredbilen fulgte jernbanens udbredelse i anden halvdel af det 19. årh., fordi øksen blev brugt til fremstilling af jernbanesveller.  Knivene fx til udskæring af skeer, båndknive og krumknive i forskellige udgaver, profiljern og huggeknive. Hertil kommer bor som fx buedrevet drill-bor, skebor med brystplade. Borsvinget med skebor (kopbor) og sneglebor var noget yngre på landet i Estland, mens nav-boret var vidt udbredt siden middelalderen.   Save kom ret sent til Nordeuropa, selvom den tidligt blev brugt i højkulturerne i Ægypten, Grækenland og Rom. I de russiske områder brugte man saven allerede i middelalderen til mindre arbejder, mens byerne ofte havde deres egen savmølle. Tohåndsaven (afkortersaven) og tømmersaven kom først i brug på landet i Estland i det 19. årh., fordi behovet for savskårne planker og brædder steg med den nye byggeskik.  Høvle kommer til de estiske byer i løbet af middelalderen fra tyske områder, men først i løbet af 18. århundrede blev de udbredt på landet, hvor den ældste type er en lang høvl, der blev anvendt til tilpasning af stave i bødkerede kar. En lidt kortere type, den såkaldte rubank, blev anvendte af snedkere i det vestlige Estland. Den ældste høvltype på landet var den korte skrubhøvl med buet sål og den tilhørende slethøvl. Tohåndshøvlen (okshøvlen) blev anvendt til større arbejder som gulvbrædder. Profilhøvle, nothøvle, grundhøvle og mange andre specialhøvle kom til landsbyerne i anden halvdel af det 19. årh.  Med høvlene fulgte også behovet for en arbejdsbænk, hvor træemnet kunne fastspændes under arbejdet. De ældste lignede en lav snittebænk på fire ben uden klo men med huller til fastkiling af træemnet. De har været i brug på landet frem til 19. årh.  I løbet af 18. årh. udvikledes den moderne høvlebænk med faste tænger, og de kom til landsbyerne i slutningen af det 19. årh.  Stemmejern og huljern kan følges tilbage til jernalderen, mens stregmål, passer og andre måleinstrumenter kom sent, fordi man længe arbejdede på øjemål og brugte kroppens mål (fod, kvarter (fingerspænd), tomme). Viires afrunder kapitlet med at omtale huggeblokke, slibestene og arbejdspladsen i huggehuset.

Derefter beskriver Viires fremstillingsprocesserne og begynder med fremstillingen af redskaber af rødder og krumvoksede grene med økse og kniv uden samlinger. Denne type blev fremstillet på landet fra oldtiden frem til begyndelsen af 20. årh. I løbet af middelalderen udhulede man fx skeer, kopper og trug af træ ved hjælp af særlige økser og knive. Særlige opmærksomhed giver Viires stammebådene, der blev udhulet af asp eller poppel. Herefter blev den udhulede stamme opvarmet med kogende vand og udspændt. Formen blev fastholdt med bundstokke udhugget af krumvoksede grene, der blev lagt i båden. Siden beskriver Viires fremstillingen af beholdere fremstillet ved udhuling af stammer, bødkerede kar og tønder, stavbægre, beholdere (tejner) fremstillet af bøjede træspåner, sigter, vognhjul med sammensatte eller bøjede fælge, slæder, spånkurve, tagspån, piber og væveskeder. Viires beskriver afslutningsvis trædrejning, drejebænke, redskaber og produkter – især spinderokke. Han afslutter med beskrivelsen af fremstillingen af møbler, som stole, borde, skrin og opbevaringskister og runder af med et længere afsnit om landsbyens håndværkere og hjemmeindustri, der også omfatter kirkeorgler!  

Viires konkluderer, at den estiske landbefolkning i 10.-12. årh. selv bearbejdede træ til husgeråd og redskaber samtidigt med, at et antal specialister fx byggede skibe eller fremstillede vogne. De almindelige arbejdsmetoder og redskabsinventar (øksen, kniven og boret) fortsatte ret uændret på landet frem til det 19. årh., mens saven og høvlen kom noget senere. Etnografiske (etnologiske), arkæologiske og sproglige kilder viser en tæt sammenhæng med traditioner og redskaber i det nordlige slaviske område, det østlige Finland, en stor del af Letland. I Estland ses også indflydelse fra sydvestlige Finland og Skandinavien. Tyske håndværkere påvirkede i middelalderen byernes håndværk, men ikke landområdernes arbejdsmetoder, og det kan skyldes, at de tyske immigranter var ret isolerede fra den lokale befolkning. Ikke desto mindre blev de tyske betegnelser og værktøjer som sav og høvl vidt udbredt også på landet i Estland. På landet udvikledes en hjemmeindustri i løbet af det 17. årh., der afsatte sine produkter på markeder også udenfor Estland. Men i løbet af 2. halvdel af det 19. årh. og begyndelsen af det 20. årh. veg de gamle metoder på landet til fordel for de industrielle, der anvendte maskiner og moderne samlingsmetoder som søm, skruer og beslag. Med den sovjetiske besættelse i 1940 reduceredes den lokale træbearbejdning yderligere og blev kun taget i brug til reparationer af industrielt fremstillede redskaber og husgeråd.

Bogen er fornemt indbundet og rigt illustreret med tegninger og fotos der knytter sig til den letlæste teksts meget detaljerede beskrivelser af værktøjer, fremstillingsmetoder og færdige produkter. Selvom det er en videnskabelig afhandling, appellerer den til de samme husflidsgener som fx N C Rom: Haandgerningsbog eller Fritz Spannagel:  Das Drechslerwerk fra 1948. Men anmelderen kan godt savne en ajourført litteraturoversigt og beskrivelse af Ants Viires store betydning for europæisk etnologi. En del af hans omfattende forfatterskab fandt jo vej også under Den kolde Krig til den anden side af Jerntæppet – med undtagelse af hovedværket som først nu er tilgængeligt i vesten året efter forfatterens død.   

[Historie-online.dk, den 7. april 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Dansk industrihistorie i særklasse
Uld
De bornholmske husmænd