Menu
Forrige artikel Næste artikel

Oplev smukke og sjældne smykker fra vikingetiden

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1192

De seneste fund fra vikingeskatten i Fæsted udstilles nu på Museet på Sønderskov, men kun i en kort periode.

Det vakte stor opsigt, da sommerens fund af guldringe ved Fæsted i Vejen Kommune pludselig viste sig at være meget større.

Ved en opfølgende udgravning på pladsen fandt arkæologer fra Museet på Sønderskov en stor samling af unikke guldsmykker fra vikingetiden. Skatten er ikke blot større end forventet men består også af en række af helt unikke smykker, der hører det til mest pragtfulde, som kendes fra vikingetiden i Skandinavien.

Smykkerne skal afleveres til Nationalmuseet, hvor de vil indgå i årets Danefæudstilling.

Men inden de sendes væk fra Jylland, er det lykkedes Museet på Sønderskov at komme til at udstille smykkerne i en kort periode. Derfor vil de blive vist frem på museet i perioden 19.-22. januar 2017.

For at sikre, at så mange som muligt kan komme til at se de unikke fund, arrangerer museets personale en ekstraordinær åbning, sådan at museet er åbent hver dag kl. 10.00-20.00 i de fire udstillingsdage.

-Vi ville naturligvis gerne haft smykkerne længere, men vi er glade for, at det er lykkedes at få en udstilling på plads, sådan at vi kan udstille i lokalområdet, fortæller museumsleder Bo Ejstrud fra Museet på Sønderskov.

Sidste gang i Jylland
Bo Ejstrud forudser, at det vil være sidste chance i meget lang tid for at se fundene nær fundstedet, der ligger cirka otte kilometer vest for Rødding.

-Vi har en arbejdsdeling i museumsvæsenet, hvor det er Nationalmuseet, der håndterer og udstiller fund af denne karakter. Der er slet ikke tvivl om, at disse fund hører til i landets nationale fortælling, og derfor hører de til blandt de fund, man skal udstille på et Nationalmuseum. 

Museet på Sønderskov har planlagt yderligere undersøgelser på lokaliteten, hvor foreløbige udgravninger har vist spor efter en boplads fra vikingetiden. Arbejdet med pladsen fortsætter derfor lokalt, og museet forventer yderligere fund fra pladsen, dog næppe helt så spektakulære som den unikke guldskat.

Fakta

Udstillingen af vikingeskatten kan ses 19.-22. januar 2017 kl. 10.00-20.00 på Museet på Sønderskov, Sønderskovgårdvej 2, 6650 Brørup.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Udstilling om slaveri
Danmarks ældste grænsekontrol
Vandreudstillingen ”For dit eget bedste”