Menu
Forrige artikel

Rued Langgaards flygel

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1668

 

Rued Langgaard (1893-1952) regnes for en af Danmarks største komponister. Han var en særling og et geni og både forud og bagud for sin samtid. Tidligt begyndte han at komponere, og det blev til i alt over 400 værker. Det foregik ved et Bechstein-flygel, som hans far købte til ham i Berlin i slutningen af 1800-tallet.

Det er nu lykkedes Sydvestjyske Museer at erhverve flyglet, og det har fået en varig plads i Borgersalen på Det Gamle Rådhus i Ribe.

- Vi er ved at lave en udstilling om Rued Langgaard på 1. sal i Det Gamle Rådhus, så det er fantastisk, at vi nu har fået hans flygel, fortæller en begejstret museumsdirektør, Flemming Just.
Rued Langgaard var domorganist i Ribe fra 1940 til sin død. Hans enke, Constance, flyttede tilbage til København og solgte i 1960’erne flyglet til operasanger Bonna Søndberg.

- For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af hendes datter i forbindelse med, at moderen skulle flytte i en mindre lejlighed. De mente, at flyglet burde være i Ribe, hvor der er den årlige Langgaard festival og snart også et udstillingssted, fortæller Flemming Just.
- Vi er selvsagt utroligt glade for donationen, og flyglet er som skabt til den plads i Borgersalen.

Tidligere P2-redaktør, Esben Tange, som er leder af Langgaard festivalen, og som også har skrevet en bog om komponisten, kan ikke få armene ned:

- Det flygel er et kæmpe scoop, og det er en juvel for både byen og for os, der hylder Rued Langgaard. Flygelet er i så god en stand, at det helt sikkert kan og skal bruges, og vi er allerede klar til at bruge det i den kommende festival. Flygelet er absolut spilbart. Det er et meget fint instrument med en poetisk klang, og det er vores drøm, at det på sigt skal restaureres med respekt for fortiden.

Birgitte Ebert og Esben Tange er nogle af drivkræfterne bag den årlige Rued Langgaard Festival og er derfor naturligvis meget glade for den gave, Sydvestjyske Museer har fået i form af komponistens flygel.  

 

[Historie-online.dk, den 25. maj 2022]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Mad - mere end et måltid
Nat på museet
Hvidstengruppens henrettelse