BogFeature
Da spaniolerne kom

- Krig og kulturmøde 1808

Af Erik Ingemann Sørensen

”Det hører med til min barndoms mytologi, at vi nedstammer fra spaniolerne på Koldinghus. Det var min mormor, som med sine godnathistorier i sin tid indførte soldaten i vores slægt.”
Sådan skriver forfatteren Ib Michael i indledningen til denne antologi om de spanske troppers kortvarige ophold i Danmark 1808. Som Napoleons hjælpetropper i krigen mod England. Og Ib Michael er ikke den eneste, der kan berette om myter: mørkhåret og med sorte øjne – så har du nok spansk blod i årerne fra dengang. En myte, der berettes i talrige familier. Eksotisk – ja – men bogen igennem manes denne samt talrige andre myter godt og grundigt i jorden.

11 forskellige forfattere giver i 12 kapitler et særdeles grundigt indblik i denne ganske finurlige side af Danmarkshistorien. Den er udgivet i forbindelse med 200 års udstillingerne, men udkommer først nu. Da det imidlertid ikke er nogen form for udstillingskatalog, men en antologi, har det ikke nogen større betydning.

Museumschef Lene Floris, Nationalmuseet, skriver i kapitlet ”Kulturmøder” fremragende om mødet mellem danskerne og spaniolerne på det lokale niveau. Defineret ud fra en etnologisk fagtradition – ”som et møde mellem 2 eller flere kulturer, der kan finde sted på forskellige niveauer. Og i forskellige sammenhænge, defineret af særlige vilkår som f.eks. en krig”. Dette møde følger hun så rundt om i landet. Og for begge parter har det været forbløffende. ”De spiste stegte Snegle med Sauce og Olje, Peber, Eddike og Løg. De skal have sat megen Pris på ”Voldsneglene” ved Koldinghus, ja, selv stegte Frøer og Snoge smagte dem…” Læseren kan så undre sig over, hvor disse er kommet fra i marts måned. (Den citerede kilde er faktisk temmelig utroværdig!) Men der er mange klip fra de positive og for alle forbløffende møder rundt om i landet. En herlig rundtur.

Professor Emeritus, Magnus Mörner, Göteborg, leverer en god redegørelse for den politiske/militære situation. Slaget ved Trafalgar, 1805, havde sat den fransk-spanske flåde ud af spillet, hvorfor Napoleon besluttede sig for fastlandsspærringen. Ranet af den danske flåde i 1807, sendte definitivt danskerne i armene på Napoleon og dannede således baggrund for, at den spanske ”División del Norte” under ledelse af Marqués de la Romana kom til Danmark.

I kapitlet ”Spaniolerne kommer” gennemgår Eric Lerdrup Bourgois, Forsvarsministeriet, blandt andet de spanske troppers forberedelse til ankomsten. Redegørelsen for det logistiske arbejde i denne sammenhæng viser virkelig noget om de store byrder, danskerne måtte bære under den korte tid, de fremmede tropper – ca. 34.000 mand – var i landet. Planerne om en fælles invasion af Skåne måtte opgives – men for marskal Bernadotte tegnede der sig andre muligheder. Han blev som bekendt svensk kronprins i 1810. Ikke som anført i kronologioversigten bag i bogen 1811.

Museumsinspektør Vivi Jensen, Koldinghus, leverer et af bogens mest spændende og velskrevne kapitler: ”Da Koldinghus brændte”. En historie man virkelig troede, man kendte. Men også her viser det sig, at myternes spind er tæt. Den 22. marts rykkede 2 spanske regimenter ind i Kolding med 2.479 mand og 540 heste. Det blev til en fordobling af indbyggertallet – og ikke så lidt af en forsyningsopgave for byens indbyggere. Da tropperne 22 dage senere forlader byen, er slottet brændt. Men. De spanske soldater havde ikke boet på selve slottet, som myterne beretter. Det blev derimod 2 gange besøgt af Jean-Baptiste Bernadotte. Under det andet besøg blev der fyret op i det gamle slot. Men det var i vagtstuen, ilden opstod. Utæthed eller overophedning? Det vides ikke. Men branden bredte sig opad – og det dårligt vedligeholdte slot stod ikke til at redde. Og igen et opgør med myterne: skattede klenodier rundt om i mange danske hjem skulle efter sigende være reddet ud af det brændende slot. Det passer heller ikke, noterer Vivi Jensen. Og maner så myten om, at sort hår og mørke øjne – ja, det skyldes en lystig affære med en af spanierne på Koldinghus – grundigt i jorden med en helt vidunderlig formulering: ”… hvis der skulle være realiteter blandt de mange myter, må byens piger og koner nærmest have stået i kø ved slotsporten.” Herligt. Og så udmærker det fine kapitel sig ved at forfatteren åbner vinduet ind til historikerens vanskelige arbejdsopgaver. Det er fornemt gået.

År 8 er i spansk historie betegnelsen for det oprør, der i 1808 fandt sted mod Napoleons herredømme. Måske ukendt – men alligevel ikke. De fleste kender givet Francisco Goyas rystende grafiske arbejder af krigens grusomheder. De beskriver netop denne periode 1808-1814. Blandt de spanske soldater i Danmark brød uroen ud i lys lue, da de skulle aflægge troskabsed til Napoleons bror, der var blevet indsat som spansk konge. Soldaterne nægtede – og der opstod talrige kritiske situationer. Da la Romana erfarer, at der er hjælp at hente hos englænderne, går han i gang med at samle sine tropper på Langeland med henblik på evakuering til hjemlandet. Henning Petersen giver i dette kapitel en særdeles grundig redegørelse for krigsførelsen i Spanien. Men at påstå, at det er her, man første gang udvikler guerillakrigen, det ganske enkelt ikke rigtigt. Denne form for krigsførelse kendes – velbeskrevet – helt tilbage til zeloternes oprør mod romerne i Palæstina på Jesu tid. Og snaphanernes taktik var den samme.

31. juli 1808 bryder oprøret ud i lys lue i Roskilde. Herom beretter museumsinspektør på Roskilde Museum, Mette Høj, levende i et særdeles veloplagt og velskrevet kapitel. Som nævnt tidligere var det gået galt, da de spanske soldater skulle aflægge ed til Napoleons bror. ”Det er umuligt at forklare den udbredte ophidselse, som den ordre skabte, og den vrede, der bemægtigede sig disse spanieres sind, og som spredte sig med en elektrisk hurtighed…”, skrev spanieren Santiago Miquel, de var øjenvidne. Kulminationen nås, da spanierne myrder en fransk officer. Palæet – den nuværende bispegård – angribes med skydevåben – og alting eskalerer – fint belyst gennem udvalgte kildecitater. De franske soldater måtte smugles ud af byen. Først 9./10. august blev de forflyttede spanske tropper, der nu lå i Slagelse/Ringsted tvunget til at udlevere de såkaldte mytterister. Og i øvrigt afvæbnet. Det er fin og medrivende ”storytelling”, der her leveres. På sikkert kildegrundlag.

”Det var en kompakt masse af mennesker, der bevægede sig fremad gennem det fynske landskab. Farverne sort, hvidt og gråt dominerede billedet af dette mærkelige sceneri…”, skriver Ole Mortensøn, Langelands Museum i kapitlet ”A Espana”. Det er de spanske troppers march over Fyn, der her beskrives. Første mødested var Nyborg – herfra gik det mod Langeland, hvorfra spanierne skulle hentes af den engelske flåde. I alt blev – ifølge Romanas optegnelser – 9.312 spaniolere hentet af englænderne, der stort set beherskede de indre danske farvande. Væsentligt står Ole Mortensøns konklusion: ”Det franske armékorps indsats i 1808, herunder de spanske troppers ophold, var stærkt medvirkende til den efterfølgende økonomiske katastrofe, som ramte Danmark. Korpset kostede den danske stat 600.000 rdl. om måneden… det endte med statsbankerot i 1813.” Og så har Ole Mortensøn – naturligvis - fundet frem til de engelske skibe, der udgjorde transportflåden. Herligt for dem, der vil arbejde videre. Blot synd, at redaktøren ikke har sørget for billeder af skibene. For de findes skam.

Henning Petersen skriver i kapitlet ”Fra krigsfange til Zarens spion” om de oprørske spanske soldater og deres skæbne. Flere kom til felttoget i Rusland. Vægten lægges specielt på Rafael Llanza, der i 1812 flygtede over til den russiske zar. Det er lidt svært at se den egentlige mening med dette kapitel – med mindre det skal anvendes som en slags perspektivering af den samlede fortælling. Det samme må egentlig siges om det efterfølgende kapitel: ”La Division del Norte”, skrevet af José Manuel Guerrero Acosta. Også her er der talrige gentagelser. Men man erfarer dog, at der eksisterer en spansk orden ”Nordstjernen”, der – som forfatteren skriver – ”ærer de soldater, der efterlod sig så stærkt et minde i H.C.Andersens fædreland og som gjorde deres pligt i så svær en tid af Spaniens historie.” Gentagelser er der også i José Pardo de Santanayas kapitel ”Guerillakrigens danske forspil”, hvor der sættes fokus på den tidligere omtalte guerillakrig. Her berettes om Romanas krigsindsats mod franskmændene, hvor han fik tilnavnet – den spanske Fabius – efter den romerske konsul, der i krigen mod Hannibal benyttede sig af udmattelsesmetoden og undgik direkte konfrontation. Men den endelige blodige konfrontation fandt sted ved Cannae. Hvorfor så skrive Cannas?

Familiemyterne beskrives af Lene Floris og Eskild Vagn Olsen, museumsleder i Holbæk, i det glimrende kapitel: ”Den levende kulturarv”, hvor begrebet ”spansk blod i årerne” vendes på en fin måde endnu engang. Uffe Ellemanns koketterier med sit spanske blod sendes til tælling – og det konkluderes – befriende – at de fremmede gener kan komme fra mange andre sider. Både natmænd og romaer kan – sammen med talrige andre - have bidraget.

Bogen afsluttes med kapitlet ”Spaniolerne som litterære figurer”, skrevet af Henning Petersen. Her hedder det: ”Erindringerne om de spanske soldater var som romanstof sendt fra himlen. 1800-tallets danske forfattere fortsatte, hvor de forskellige anekdoter slap op”, hedder det indledningsvis. Det stemmer jo sindet til forventning. Og så spises læseren blot af med to eksempler. H.C.Andersens syngespil ”Skilles og mødes” fra 1836. Og Steen Steensen Blichers novelle ”Spanioler og franskmænd” fra 1898. Charlotte Biehls oversættelse af ”Don Quixote” fra 1777 omtales. Men det her er ganske enkelt ikke godt nok. Og da slet ikke, når selv samme forfatter i indledningen til bogen skriver: ”De gav næring til en rig litteratur fra 1800-tallets Blicher og H.C.Andersen over bl.a. Morten Korch til vore dages Ib Michael.” Hvor er de – og hvem er de? J.Bech Nygaard? Vitterligen synd at bogen fuser ud på den måde.

Det er en spændende historie, der her er udgivet. Med meget nyt stof. Den er prægtigt illustreret med talrige billeder af de farvestrålende, spanske soldater hentet fra et tysk pragtværk. Dog undrer det lidt, når det nu drejer sig om kulturmødet, at der ikke er flere billeder fra den danske hverdag. For de findes jo fra den periode.

Desværre er der intet register – og mangelen på anvendelige kort er udtalt. Det er lidt pudsigt, at der bringes et nytegnet kort over Europa i begyndelsen af bogen. Der er et lille x ud for Middelhavet. Så står der Trafalgar. Ja, men hvorfor i alverden har man ikke angivet centrale slagmarker på landjorden? Lidt sjusket må man sige. Og så burde redaktøren – med hård hånd – have renset ud i de talrige gentagelser. Det bliver faktisk for meget.

Men lad nu ikke disse negative kommentarer skygge over, at der faktisk er kommet et centralt og informativt værk om denne farverige side af vores historie.