BogFeature
Dagbog fra Østfronten

En dansker i Waffen-SS 1941-44

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden

”Fra i dag er jeg indtrådt i Waffen SS.” Således indleder Harald (et fiktivt navn) sin dagbog den 30. juni 1941. Sidste nedfældning er den 17. januar 1944: ”Men nu er det altså overstået, og jeg er atter fri mand, igen. Og de 2 ½ år, jeg har været i SS, fortryder jeg ikke, jeg har set og oplevet en del i den tid, og først og fremmest, sluppet godt fra det, indtil dato.” Imellem disse to citater ligger beskrivelsen af Haralds oplevelser i Frikorps Danmark og, fra sommeren 1943, i regiment Danmark under SS Division Nordland, som han så det, og som han nedfældede det i sin dagbog.

Dagbogen blev taget af modstandsfolk ved Haralds arrestation i maj 1945 og endte på det kommunistiske dagblad Land og Folks redaktion. Her lå den i årtier, indtil den i begyndelsen af 1990’erne blev overdraget til Frihedsmuseet. Med nærværende udgivelse er det første gang at dagbogen offentliggøres. Helt ubenyttet har den nu ikke været. Den kommunistiske og satiriske forfatter Hans Scherfig anvendte den i sin roman Frydenholm, idet han lod citater fra dagbogen flyde fra pennen af en af romanens bipersoner, der skriver hjem fra østfronten.

  Harald var en af de ca. 6000 danskere, der kom af sted til tjeneste på østfronten ud af de ca. 12.000, der meldte sig som frivillige. Med hans dagbog får vi et tæt indblik i Frikorps Danmarks historie set indefra og nedefra, og vi præsenteres for dagliglivet i korpset, både når det er kaserneret på øvelsesophold, og når det indsættes på fronten, som det bl.a. skete i Demjansk-kedlen maj-august 1942 og i Nevel området december 1942-marts 1943.

  Det daglige trummerum fylder i øvrigt meget i dagbogen, med pligterne, lediggangen, kedsommeligheden og kammeratskabet og det voksende islæt af alkohol for at slå tiden ihjel, dæmpe nerverne og drukne hjemveen. I lange stræk skrives der dagligt i dagbogen, kort eller længere. Og Harald var en god iagttager i en god iagttagerposition. Ikke blot var han som årgang 1903 ældre end de fleste frivillige og var på den konto muligvis mere iagttagende og reflekterende. Grundet alder blev han også fritaget fra direkte fronttjeneste og blev i stedet ”Kammerwart”, dvs. ansvarlig for enhedens materiel, hvilket gav ham en bred kontaktflade. I denne tilbagetrukne for ikke at sige tilbagelænede position var der god tid til at reflektere over småt og stort og, når kedsommeligheden blev for ubærlig, selv at gå på opdagelse.

  Samtidig er Haralds observationer og vurderinger også præget af en vis distance. Han var ganske vist nazist som så mange andre i korpset. Hans nazistiske idealisme slog imidlertid ikke over i forblindelse, når det gjaldt forholdene internt i korpset. Som en på gulvet var han udstyret med en klassisk vi-dem-holdning til tingene. ”Vi” var dem, der var udstyret med den ægte nationalsocialisme, den rette indstilling, de gode kammerater. ”Dem” var som regel højere rangerende officerer eller partispidser, hvis magtstræb, stjerneambitioner og materielle vellevned dementerede de nazistiske idealer. I disse Haralds vurderinger indgår der ganske almindelige moralske principper for ret og rimelighed, som enhver læser vil kunne identificere sig med. Harald fremstår således ikke som en dæmon. Han var nazist men ikke kun nazist. Dette mærkes også i Haralds møde med de nazistiske forbrydelser:

  Som andre i korpset stiftede Harald bekendtskab med den nazistiske raceideologis praksis. Et par eksempler: Da korpset blev kaserneret på en tidligere sindssygeanstalt i Treskau i Polen, skriver dagbogsforfatteren: ”Det fortælles, at da tyskerne kom til Treskau ( … ) forsynedes de sindssyge med knive og sendtes mod tyskerne. Men SS besatte kasernen her, og de ca. 1200 sindssyge, marcherede ud herfra under SS-kommando, og ingen har set noget til dem siden. Men det er jo også ligegyldigt, i morgen indtager ”Frikorps Danmark” kasernen.” (30. september 1941) Haralds ord fortrænger den kendsgerning, at SS myrdede ca. 900 af anstaltens 1000 patienter. Et andet eksempel var hans kommentar til tvangsarbejdende jøder: ”De bliver tilpas pryglet og slået med en kæp, og efter ordre møder de med bare ben til arbejde i haven, vi har 10 graders frost. Kan ikke sanktionere det, mener ikke at det er germansk ånd værdig. Selv om ikke jeg kan lide jøder, synes jeg ikke at de skal udsættes for mishandling af en skide Sturmman, selv om der fortælles, at hans forældre er blevet dræbt og mishandlet af jøder.” (28. november 1941). Hjemme på orlov i Danmark blev Harald udkommanderet til at deltage i den tyske jødeaktion 1.-2. oktober 1943, hvilket afkastede følgende kommentar: ”Det var ikke noget arbejde der interesserede mig, men en ordre skal jo adlydes, så længe man er i uniform.” (2. oktober 1943).

  Med citaterne aner man en vis portion distance, der dog hurtigt fortrænges ved at afskrive umenneskelighederne som afvigelser fra den rette ”germanske ånd”. At Harald ikke formåede at tage et opgør med den nazistiske ideologi ses i en dagbogsnotering, der falder sent i forløbet: Efter at have beskrevet fjendens grusomheder, kommenterer Harald d. 9. december 1943: ”Det ville blive en frygtelig tid, om de asiatiske horder, nogensinde skulle komme til at oversvømme Europa.” Fjendens grusomheder blev således definerende for fjenden, til forskel fra når Harald bedømte de nazistiske forbrydelser.

  Hvad Harald imidlertid ikke formåede på det bevidste plan, havde alligevel sat sig på det ubevidste i form af tvivl på sagen og en stigende oplevelse af meningsløshed. Harald insisterer mere og mere på at blive hjemsendt. Udgiverne har her en pointe i at påpege, at det bitre opgør med Frits Clausen, man kan opleve i dagbogen, træder ind som stedfortræder for et opgør med ideologien. Harald kunne ikke tage et opgør med nazismen som ideologi. Dette ville have betydet en undsigelse af hans politiske virke, hans tid i Waffen SS, hans tro og identitet. Når han afslutningsvis taler om tiden i SS som en tid han ikke fortryder, og hvor han har ”set og oplevet en del”, kan disse linjer kun opfattes som en efterrationaliserende motivforskydning, der skulle holde hans identitet intakt. For Harald handlede det jo oprindelig ikke om at se og opleve men om at kæmpe for en sag, han troede på.

  Udgiverne, der som bekendt er forfattere til standardværket om de danske østfrontvillige (Under Hagekors og Dannebrog), har forsynet dagbogen med en informativ indledning og et afsluttende perspektiverende essay. Dagbogsteksten er letlæst, og der hvor det kniber med forkortelser og slang, træder hjælpende noter til. Bogen skal kraftigt anbefales til enhver, som måtte have interesse i et kapitel af dansk besættelsestidshistorie, der indtil for få år siden var underbelyst. Samtidig er dagbogen et stykke væsentlig kildemateriale i forbindelse med den løbende diskussion af, hvilke motiver der drev trods alt ”almindelige” mennesker til at acceptere eller begå uhyrligheder på eller bag østfronten.