|
Af Henning Lyngsbo
”Joachim Fest måtte opgive kampen
mod en alvorlig sygdom og døde den 11.september 2006.
Han havde under sygdommen brugt sine efterhånden
svigtende kræfter på at få gjort sit sidste litterære
værk: ”ICH
NICHT – Erinnerungen an eine Kindheit und Jugend” færdigt.
Bogen blev udgivet få dage efter hans død.
I Tyskland fik bogen særdeles fine
anmeldelser. Et mesterværk var et af ordene. Et
partsindlæg i den lange debat i det offentlige rum om Günther
Grass og hans indmeldelse i Waffen SS i krigens sidste måneder
var et andet.
Joachim Fest fødtes den 8. december
1926 og var således 6 år gammel ved Hitlers
magtovertagelse i 1933. Samme år begyndte Joachim Fest
sin skolegang. Han var ud af en borgerlig og katolsk
familie. Faderen, Johannes Fest, var skoleleder, men
blev allerede i 1933 afskediget på grund af sin vægring
ved at melde sig ind i DNSAP. I første omgang var det
en suspension med besked om, at den kunne ophæves, såfremt
hans holdning overfor nazismen ændredes. Det er her, at
faderens urokkelige modstand mod Hitler, og hvad han
stod for, kom til udtryk. Om så alle tyskere blev
nazister, ville han være undtagelsen. ”Ikke jeg”,
sagde han igen og igen. Holdningen fik konsekvenser for
hele familien. Omgangs- og vennekreds indskrænkedes.
Chikanerier øgedes. Den økonomisk sorgløse tilværelse
afløstes af armod. For moderen var det en uophørlig
deroute. Hun stod for husholdningen og kunne ikke få
den til at hænge sammen. På et tidspunkt – og efter
mange overvejelser – lagde hun da også op til, at
faderen skulle melde sig ind i DNSAP. Det ville jo ikke
gøre den store forskel, bortset fra økonomien. Men
faderen stod fast. Det ville netop gøre den store
forskel. Det ville ændre alting.
På et tidspunkt(1939) kom to ledere
fra Hitler Jugend på uanmeldt besøg og bebrejdede
faderen, at ingen af hans tre sønner var medlem. Alle
tyskere havde pligter, og at undlade en indmeldelse i
Hitler Jugend var det samme som at nasse på samfundet.
Men igen havde faderen tilstrækkelig styrke. Han gav de
to repræsentanter en verbal overhaling og smed dem ud.
Ja, han kaldte dem endog for kujoner. Underligt nok fik
episoden ingen umiddelbare følger. Men sidenhen øgedes
dog antallet af uanmeldte besøg, nu også af Gestapo.
Familien holdt imidlertid sammen. Ingen røbede noget,
der kunne få konsekvenser.
I gymnasiet kom Joachim Fest i 1941
virkelig i klemme, idet han blev grebet i at have ridset
en karikatur af Hitler på sin skolepult. Det medførte
en udvisning, men Fest var heldig. Han blev optaget i en
katolsk ledet skole i Freiburg. Ej heller denne gang fik
det følger for familien, der naturligt nok frygtede det
værste.
Mod krigens slutning tog Joachim Fest
den beslutning at melde sig frivilligt til hæren. Det
gjorde faderen vred. ”Ingen meldte sig frivilligt for
at deltage i Hitlers kriminelle krig, uanset det skete
for at undgå indkaldelse til SS.” Men Joachim stod
fast. Han som ellers altid havde set op til sin far og
fulgt dennes råd og vejledning.
Paradoksalt nok blev hans far senere
indkaldt for at gøre tjeneste i Værnemagten. Han var
da 60 år! Efter kort tid blev han taget til fange af
russerne og kom i fangelejr. Først efter mange års
nedslidende ophold blev han sendt tilbage til Tyskland.
Han var en da en knækket mand.
Sønnen Joachim var mere heldig. Han
blev taget til fange af amerikanerne og sad i fangelejr
et par år. Det var for ham lidt af et kulturchok. Han
var vokset op i et strengt prøjsisk miljø med kæft,
trit og retning. Bureaukrati og rangordener, der ville
noget. Hos amerikanerne så han de menige og officererne
- uanset rang - sidde og more sig sammen. Ja selv sammen
med fangerne.
Alligevel prøvede han at flygte fra
fangelejren. Han ville videre med sine studier og kunne
ikke overskue, hvor længe han skulle forblive i lejren.
Hans brillante begavelse og behov for højlitterær føde
– helst hver dag - kunne på ingen måde tilgodeses
med den nærmest apatiske og indolente holdning, der var
så dominerende i lejren. Flugtforsøget var egentlig
godt tilrettelagt og meget dramatisk, men
begivenhedernes forløb ikke som forventet.
Joachim Fest er en tro kopi af faderen.
Åndshovmodet popper op engang imellem, især når han
remser alle de musikalske og litterære værker, han
havde tilegnet sig i sin ungdom. Måske var det i
erkendelse af sygdommens dystre udsigter, at det blev
ham magtpåliggende at vise eftertiden, hvilken enorm
kulturel ballast han besad, inden det blev for sent. Og
han nåede det. Igen kan jeg ikke fri mig for tanken om,
at formålet også var at distancere sig fra Günther
Grass, som bestemt ikke var en forfatter, som Fest kunne
se op til. Grass havde haft lig i lasten. Fest ville
vise, at ikke alene han selv, men også resten af
familien Fest havde haft rent bord uden fingeraftryk fra
nazismen. Fest fandt Grass så utroværdig, at ”Jeg
ikke turde købe en brugt bil af ham!” som han
udtrykte det.
Der var også tale om en symbolsk kamp
for Fest. Han mente, at mange tyskere kom for nemt over
deres nazistiske fortid.
Selvransagelsen var for ringe. Folket havde løjet for
sig selv og andre under Hitler. Efter Hitler fortsatte løgnen,
men nu med omvendt fortegn.
Også de venstreorienterede tiltag i 60´erne
fik Fest til at fare i blækhuset. Han ville have det
tyske folk til at forstå, at kommunismens formål var
af samme karat som nazismen. Og det ærgrede ham, at de
venstreorienterede i den grad var i stand til bringe løgnen
tilbage i folket.
Hele Joachim Fests liv vil af nogen nok
blive betegnet som et korstog mod de totalitære
regimer. Han ville egentlig have været jurist, men
fandt at journalistik var en bedre platform. Han
startede ved RIAS. Derefter fra 1961 ved NDR som
medarbejder ved såvel drama- som nyhedsafdelingen.
Gennem sine dokumentarprogrammer om tiden under Hitler
blev grunden lagt til hans historiske viden. Det var
her, han i 1963 fik udgivet sit første større værk om
”Det tredje riges ansigt”. I
1973 udgav han en meget rost Hitlerbiografi. Det fik
Frankfurter Allgemeine Zeitung til at invitere ham til
at være ledende skribent på avisen. Det var her på
den prestigefyldte avis, han fik adgang til sine verbale
felttog mod den tiltagende venstreorientering i
Tyskland. Det var lykke for ham, da Berlinmuren faldt og
den efterfølgende oplevelse af Sovjetunionens
sammenbrud og kommunismens fald .
I 1994 udgav han en studie i
bombeattentatet mod Hitler i 1944. Som opfølgning herpå
udgav han i 2002 bogen ”Inside Hitler´s Bunker. The
Last Days of the Third Reich.” Dette værk kom til at
danne basis for filmen ”Der Untergang”.
På den baggrund er bogen ”Ikke
jeg” interessant. Den er meget læsevenlig – og ikke
mindst læseværdig. Ikke alene af historiske årsager.
Men også fordi den pirrer ens nysgerrighed. Hvorfor
skrev han denne bog? Der er mange svar i vinden.” |
