BogFeature
Dommedag Als

– 29. juni 1864

Af Erik Ingemann Sørensen

” – Men – véd De hvad, sagde han og rejste sig, jeg tror egentlig, at alle vi, som var med den Gang, vi mistede alle et eller andet usynligt Bén eller en Arm… og hemmeligt gaar vi vanføre omkring og har aldrig forvundet blodtabet…”

Sætningen stammer fra Herman Bangs roman ”Stuk” (1887) – 2 år før han med med rystende hånd skriver den store roman om ”Tine” om ”Saarfeberen fra Dybbøl”. Nederlagets smerte sad så dybt i præstesønnen fra Adserballig på Als, at han i realiteten har den liggende bag hver en tekst i sit store forfatterskab. Måske er der ikke mange, der længere læser Bang. Måske har de fleste glemt ”Saarfeberen”. Eller fortrængt den. Men med Tom Buk-Swientys nye bog, ”Dommedag Als”, vælter den frem igen. I al sin skrigende modbydelighed. Og lad det være sagt med det samme: man skulle ikke tro, det var muligt, men med denne bog overgår forfatteren sin første om skæbneåret 1864: ”Slagtebænk Dybbøl”. Det er rystende, gribende, hjerteskærende, fortvivlende – men fremragende historiefortælling, vi her får. En fortælling man ikke uden videre kan ryste af sig.

”Slagtebænk Dybbøl” kunne have været stelen, der blev sat endeligt over det håbløse land. Det lå i kortene, da den udkom. Men forfatteren tager os med hele vejen – til det endegyldige nederlag – den endegyldige fornedrelse takket være inkompetente politikere, en vægelsindet konge, en oppisket folkestemning – og de udhungrede, udmattede og dog afsindigt kæmpende danske soldater, der betalte den højeste pris. Enten da de faldt – eller da de vendte hjem. Til folkets foragt.

Og så starter det hele – aldeles absurd - med en officersaspirant på 17, der om morgenen den blodige og frygtelige 29. juni febrilsk leder efter ladestokken til sit gevær. Aftenen før havde han brugt den til at røre i punchen. Nu var den væk. Vi møder ham igen i 1887, da han genbesøger det nu tyske Als. ”Og derfor ser … det hele for sig igen”.

Tom Buk-Swienty har delt sin bog op i fem akter – som en græsk tragedie er det.

Første del foregår på Als, hvor vi dag for dag, time for time og til sidst minut for minut føres frem mod angrebet den 29. juni.

Anden del rykker tiden tilbage til tiden umiddelbart efter stormen på Dybbøl 18. april.

Tredje del går tæt på fredsforhandlingerne i London, hvor Danmark blev tilbudt ”endog yderst generøse fredsbetingelser”.

Fjerde del er beretningen om de blodige kampe på Als den 29. juni.

Femte og sidste del går tæt på de efterfølgende ”højst surrealistiske måneder og en nærdødsoplevelse for den danske stat.”

Læseren føres således frem og tilbage i tid og rum fra en forsvunden ladestok til Christian den 9. den 12. november underskrev fredstraktaten. ”Hermed var sagen afgjort. Amputeret og reduceret fik Danmark fred”. Højdramatisk afsluttes teksten med et billede af 4 danske krigsveteraner. Alle med amputerede ben.

Den 22. juni er vi med i Downing Street 10. Her kunne den danske chefdelegerede, George Joachim Quade, meddele, at den danske regering ikke kunne gå ind på det engelske forslag om, at man med en folkeafstemning i Slesvig en gang for alle skulle fastlægge den fremtidige danske grænse mod syd. Et sidste møde blev fastsat til den 25. juni klokken 13. Her skulle de 13 samles – til deres 13. møde.  Dét kunne kun ende galt. Hvad det som bekendt også gjorde. 2 dage senere er scenen sat i Karlsbad. Her enedes Otto von Bismarck, kong Wilhelm den 1., kejser Franz Joseph den 1. (staves med ph!) og hans udenrigsminister, grev Johann von Rechberg [und Rothenlöwen] blandt andet om følgende:

- at man ikke længere ville anerkende Slesvigs deling – det kompromis, man ellers stillede i udsigt fra prøjsisk side under forhandlingerne

samt

- at man som krigens målsætning helt vil frigøre Slesvig-Holsten fra Danmark.

Her underskrev man i realiteten dødsdommen over Danmark. Tom Buk-Swienty har fra samme dag fundet et brev fra Johanne Louise Heiberg, hvor hun til sjælevennen Andreas Frederik Krieger, der var en af de tre danske delegerede i London, skriver: ”Ak hvilke udsigter for vores stakkels lille land”. Hun kunne ikke have mere ret. Det er i øvrigt endnu et eminent eksempel på, hvordan forfatteren er i stand til at lægge de titusindvis af små brikker på den helt rigtige måde. Fornemt.

Den 25. juni er vi i København. På Christiansborg, hvor ”en fedladen, midaldrende mand med tykt, gråt hår og dybt indsunkne øjne…” stiger op på Folketingets talerstol. Det var statsminister P.G. Monrad, der holdt trontalen. Ikke som vanligt kongen. Han udeblev grundet manglende tillid til sit ministerium, fastslår forfatteren. Monrad, som han karakteriserer som en blændende taler, såede i stedet ”kimen til den nederlagsmyte, til myten om uskyldige og retskafne Danmark, der var blevet grumme forrådt af det store, ondsindede udland og derfor måtte kæmpe med alle til rådighed stående midler…”

På havet var danskerne – om ikke herre – så dog stadig faretruende. Tom Buk-Swienty beretter da også om et af vores mest faretruende våben, panserskibet ”Rolf Krake”, der desværre kun er gengivet med et dårligt billede. Han føler gennem logbogen skibets mærkværdige færden op mod katastrofen. Men flådens svigt beskrives igen i al sin absurditet. En patruljebåd misser ved et tilfælde preussernes gøren sig klar ved landgangsbådene. Det får forfatteren til et lille – og spændende – kontrafaktisk ridt: ”Dette tilfældige natlige møde på Alssund får vidtrækkende konsekvenser for dansk – og europæisk historie. Mødet ude på vandet frarøver danskerne en enestående chance for at opdage det prøjsiske forehavende, mens tid endnu er…” Og klokken 02.00 gives så ordren til fjenden: ”I Guds navn. Af sted!”

Hvorefter forfatteren sender læseren tilbage til den 18. april. For at forstå, ”hvorfor tusinder af prøjsiske tropper en smuk nat i slutningen af juni 1864 sætter over Alssund – ja for at forstå, hvorfor krigen overhovedet startede igen efter en to måneder lang våbenhvile og intense internationale fredsforhandlinger i London…” Prins Friedrich Karl ærgrer sig over, at han ikke havde givet danskerne dødsstødet. Men Bismarck meddelte, at der ikke var grund til at indtage Als. 21. april er den preussiske konge, Wilhelm d.1. til kæmpemæssig troppeparade på Dybbøl med 40.00 mand. (Andre kilder siger 20.000). Sammen med sin krigsminister, Albrecht von Roon og general von Manteuffel. (Forfatteren kalder ham Friedrich von M. Rettelig er det faktisk Edwin Freiherr von Manteuffel! ) Dagen efter ankommer selveste Otto von Bismarck. Det må have været et smerteligt skue for danskerne – prægtigt for preusserne.

Denne samling af magteliten nær det sønderskudte Dybbøl er ganske symbolsk.  Skuende mod nord og øst kan de se en del af det, der inden længe skulle blive tysk i mere end 55 år. (Paraden finder i øvrigt ikke sted på selve Dybbøl, men mellem Gråsten og Adsbøl)

Og så er vi pludselig i Fredericia. Stedet for et af danmarkshistoriens mest berømte slag – udfaldet den 6. juli 1849, hvor man knækkede ryggen på de slesvig-holstenske oprørere. Men. Det var 15 år tidligere. Både Dybbøl og Fredericia var blevet godt og grundigt udsultet i forsvarsbudgetterne. Der var 800 mand og nogle hundreder artillerister i byen. ”Stillingen var således nærmest forsvarsløs”, konstateres det. Men det vidste fjenden ikke. For ham var det en frygtindgydende fæstning.

Næste nedslagssted er hovedstaden, hvor den engelske korrespondent fra The Daily Telegraph, Edward Dicey, søgte hen. Det var ham, der leverede de talrige artikler om krigen til de engelske læsere – et fornemt kildemateriale. Også hovedstaden var præget af kampene. ”Man ser næsten ikke andet end kister her”, skriver han. Hvorefter vi præsenteres for 4 personers reaktioner i de nervøse dage. H.C.Andersen farer som vanligt rundt i fortvivlet selvsving, mangler sikre efterretninger om sin gode bekendte, Viggo Drewsen (”Viggo, vil du ride ranke”) – Eleonore Christine Tscherning, gift med den tidligere krigsminister, raser over Monrads arrogance, den store – selviscenesættende – Johanne Louise Heiberg kan ikke klare de sørgendes hulken: ”Der må i sorgen være blufærdighed, ellers gør den hos mig et råt indtryk” [sic!] – og Carl Ploug, redaktøren på Fædrelandet tordner løs for et Danmark til Ejderen.

Tilbage i Fredericia oplever vi, hvordan der – til alles forundring – kommer besked fra krigsminister Lundbye om, at fæstningen skal rømmes. Et voldsomt chok for alle – men sådan var ordren. Og den skulle efterkommes. Den blev det til punkt og prikke. Rømningen af Dannevirke var forståelig. Men at overgive Fredericia uden kamp – efterladt med hundredvis af kanoner – det forekommer den dag i dag adskillige historikere at være mere end gådefuldt. Og preusserne var ikke mindre overraskede.
”Retrætens mestre” kalder forfatterne danskerne. Og deri har han mere end ret.

Bogens tredje del hedder slet og ret ”London”. Danskernes anden kampplads. Undervejs i denne del havner vi mange steder – men den danske vanvidstænkning udstilles i al sin forfærdende mangel på realitetssans under de mange forhandlinger i London. Hvor de tre udsendte delegerede fra Danmark, ambassadør Torben Bille, udenrigsminister Quaade samt rigsrådsmedlemmet Andreas Frederik Krieger, med speciale i slesvigske spørgsmål, forsøgte at redde stumperne. Men. De var bundet på hænderne af den kurs, henholdsvis Monrad og Christian IX udstak. Og her i telegrafens tid kunne instrukserne hurtigt regne ned over forhandlerne. Ikke underligt at Tom Buk-Swienty må konkludere: ”Allerede før forhandlingerne gik i gang, følte de danske delegerede sig således fastlåst...”

Spændingen vokser dramatisk i denne del, da læserne præsenteres for Otto von Bismarcks skjulte dagsorden. Han fandt i realiteten Nordslesvig uinteressant – men spillede med fordækte kort. Lod blandt andet en mulig personalunion hænge i luften. Midt under de intense forhandlinger foregår krigens eneste søslag – det berømte ved Helgoland. Danmarkshistoriens sidste. Fregatterne Jylland og Niels Juel samt korvetten Hejmdal tvinger den østrigske flådes 2 store fregatter Schwarzenberg og Radetsky til at søge neutralt farvand efter flere timers voldsom kamp. Danskerne vandt – men som forfatteren rigtigt skriver: ”ad Helgoland til” – for kampen betød i realiteten intet – hvorfor han – desværre – også kun giver en summarisk redegørelse herfor. (Havde gerne set billede af besætningen – eller f.eks. af løjtnant Henrik Jørgen Marcher i kampantræk - de var jo trods alt også en del af historiens vidner).

I London gik forhandlingerne ind i en afgørende fase. Meget lå i kortene – primært at en nøgtern og resolut handling kunne have sikret Danmark den grænselinie, vi kender i dag. Faktisk havde Danmark til Dannevirke også været i spil. På formidabel vis skildrer Tom Buk-Swienty de vanvittige forhandlinger – og de endnu mere rystende forhandlingerne i den danske hovedstad. Monrad gik stort set – ikke overraskende -  igen ned med flaget. Til gengæld rørte Christian IX nu i gryderne. Det hele så abnormt, at det er svært at tro sine egne øjne. Alene det at kongen tænkte mere på at bevare sit barndomshjem, Louisenlund, ved Sliens sydbred end på Danmarks skæbne – hvor surrealistisk kunne det overhovedet blive? ”A kingdom for a house”. Alt endte galt. ”Forgæves havde diplomaterne talt og talt. Nu var det igen våbnenes tur”, skriver forfatteren.  124 sider efter signalet ”I Guds navn Af sted!” havde lydt ved Alssund. 124 sider der i den grad – spændende og velfortalt – berettiger forfatterens ord: ”det [er] nødvendigt at forlade prøjserne ved Alssund, netop som de sidder i bådene, og at foretage det mentale spring det er, først at spole tiden tilbage.” Nu forstår læseren til fulde bogens titel i dens næsten tvetydige ordlyd: Dommedag – dommens dag!

4 del – ”Slaget” – er den intense beretning om preussernes overrumplende angreb klokken 02.00 den 29. juni. Stort set uhindret kunne de som ”en stor, sort slange bugte sig hen over vandet”. 11 minutter senere plantes det første preussiske flag på stranden.  Den første angrebsbølge bestod af 2.500 mand i deres både. Mere end 5 gange så mange, som de danske soldater, der stod langs stranden. Symbolsk for den frygtelige dag, der hurtigt præges af total dansk forvirring. ”Hvor – og undskyld udtrykket – helvede er panserbatteriet Rolf Krake henne”, spørger Tom Buk-Swienty. Retorisk. Og beskriver dets kortvarige indsats – uden hæder – præget både af de vanskelige farvandsforhold. Og af ordrerne hjemmefra. Ved en efterfølgende krigsret blev chefen Rothe da også frikendt. Det var jo heller ikke ham, der var synderen.

Kampene på Als, der ”i sin grusomhed og nådesløshed hører til de voldsomste i Danmarkshistorien”, beskriver Tom Buk-Swienty fra en lang række vinkler – tolkende, citerende og med svidende kommentarer. Det er grusom læsning – rystende. En af de omrejsende feltkøbmænd, den 43 årige Axel Theodor Zimmermann, citeres for følgende: ”ligesom jeg flere gange har set disse oppassere eller sygevogtere komme slæbende med trug fulde af ben- og armstumper, som de skulle nedgrave i haven foran stuehuset…” Smertehelvedet må have været forfærdeligt – skrigene ubærlige. Danskerne mister 3.100 mand. Næsten hver anden soldat gik tabt. Et tab der var 8 gange større end angribernes. Et katastrofalt nederlag.

Midt i det sorte henter forfatteren så mirakelhistorierne frem, hvorved vi vender tilbage til Erik Skram. Den 17 årige officersaspirant, der gik rundt og ledte efter sin ladestok. Nu ligger han hårdt såret i halmen.

Forfatteren gjorde det stort i ”Slagtebænk Dybbøl” – det at gå helt tæt ind på den almindelige soldat og hans skæbne. På begge sider. Her gør han det igen – rystende og stærkt fortalt. Krigen i al sin beskidte gru. Stærkere kan den dårligt fortælles. Den vellykkede evakuering af de danske tropper til Fyn kommer næsten som en forløsning. For læseren.

Den skæbnesvangre 29. juni er der møde i folketingssalen. Her ønskede krigsminister Christian Emilius Reich ”at gøre Tinget en meddelelse”. Det var hans tunge opgave at orientere om begivenhederne på Als i de tidlige morgentimer. Han afsluttede sit indlæg med ordene: ”Jeg tilføjer, at det er min fulde og faste overbevisning, at Als´ forsvar har ligget og – jeg håber til Gud – endnu i dette øjeblik ligger i hænderne på en så dygtig, behjertet og årvågen fører, som man kunne ønske sig…” Uroen spredte sig i folketingssalen – og snart svirrede hovedstaden med allehånde rygter. ”Fantasibilleder af prøjserne som overmenneskelige krigere med supervåben tog hold i borgerne…” Kunne preusserne pludselig stå uden for hovedstaden?

Og så - endnu et spring i tid og sted. Frem til en af de mest uhyggelige begivenheder i krigens historie: Massakren ved Lundby [lidt syd for Ålborg] den 3. juli hvor oberstløjtnant Hans Charles Beck, der led under skammen over at have stukket halen mellem benene ved Sankelmark, lod sine mænd regulært nedslagte. For at genoprette egen ære. Han ville overraske fjenden, forpassede tiden, og sendte sine soldater ud i et bajonetangreb, hvor de var direkte blottede for fjendens hurtige bagladegeværer. I løbet af ingen tid lå 76 af hans mænd døde og sårede. 38 faldt i prøjsisk fangenskab. Denne massakre står næsten som symbol på hele det vanvittige og selvdestruerende 1864. I al sin gru.

I kapitlet ”Stakkels kong Christian” viser Tom Buk-Swienty, hvorledes rigets ledere rammes ”af en ejendommelig blanding af afmagt og groteske indfald, som var de undfanget af febervildelser…” Det er her, vi erfarer, at Christian IX – uden om regeringen – sender en føler ud til preusserne.  Kunne Danmark med hele sit monarki indtræde i Det Tyske Forbund? Det er denne problemstilling, aviserne har kastet sig over. Helt op i Sverige. Faktisk er den noget mere nuanceret hos forfatteren, der påpeger, at ”som sådan var ideen heller ikke udtryk for det rene vanvid…” Kongen, der var fyrste over Holsten, var allerede repræsenteret i forbundsdagen i Frankfurt – de kongetro, helstatsorienterede borgere kunne ”let se det praktiske i tanken…” – og ideen havde faktisk været oppe at runde på Londonkonferencen.  For de nationalliberale var tanken heller ikke fremmed. Man skal heller ikke glemme, at udenrigspolitikken var et kongeligt prærogativ!

Monrad kommer på konfrontationskurs med kongen, da statsministeren ville søge hjælp hos franskmændene. Kongen fyrer regeringen – får stablet en gammelmands ditto på benene. Og fik så via den belgiske konge preussernes svar: Danmark kunne ikke blive medlem af forbundet. I stedet måtte danskerne indstille sig på en hård, hård fred. Og den kunne Bismarck stort set diktere. Jylland var nu besat helt op til Skagens spids.

Læseren præsenteres så for de fortvivlede og fortvivlende danske krumspring for at redde, hvad reddes kunne. Det blev den 45 årige oberst, Heinrich Kaufmann, en af hærens dygtigste officerer, og en mand, som preusserne havde stor respekt for, der blev udset til opgaven. ”Kaufmann repræsenterede et besejret land, hvis eksistens stod på spil…” I første omgang resulterer hans indsats i, at der kommer en våbenhvile. Men over for Bismarck kunne han intet stille op. Såvel hos kongen som hos ministrene rumsterede tanken om en indlemmelse i Det Tyske Forbund stadig. Men nej. Løbet var definitivt kørt. Det besejrede, ydmygede og knuste Danmark måtte underskrive fredstraktaten, hvor det i artikel 3 hed: ”Hans Majestæt Kongen af Danmark giver afkald på alle sine rettigheder til Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.”

Den 12. november underskrev Christian IX traktaten. På 6 dage nær et år efter, at han skrevet under på den skæbnesvangre Novemberforfatning, der sendte landet ud på nederlagets dødsmarch.

Tom Buk-Swienty slutter med sætningerne: ”Hermed var sagen afgjort. Amputeret og reduceret fik Danmark fred.” Nu var det sårfeberens tur til at tage over. Hvilket den i sandhed gjorde – og til tider stadig gør.

Det er et aldeles monumentalt værk, Tom Buk-Swienty endnu engang har givet os. ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Dommedag Als” udgør tilsammen noget nær den endelige historie om vores selvpåførte nederlag – beskrevet på en måde, der må få anmelderen til at juble over, at den narrative historie er så fornemt repræsenteret.

Det kan ikke undgås, at der på 474 sider forekommer mere eller mindre graverende fejl. Desværre er registeret ikke fulgt helt til dørs – kildeangivelserne til de talrige billeder mangler. Men hvad værre er: der mangler et præcist oversigtskort over Als. Der er flere mindre – men det store er en katastrofal mangel. Nu skal skrivebordet i stedet fyldes med generalstabskort, amtskort og topografisk atlas. Jeg fremførte samme indsigelse over kortmateriale i ”Slagtebænk Dybbøl”. Forlaget, der vist roligt kan se frem mod et fornemt salg, bør være forpligtet på at udbedre dette. Intet mindre.

Som Tom Buk-Swienty må være det i forbindelse med treårskrigen. Den kan kun han fortælle om.