|
- En kavalkade om Danmark
1880-1900
Af Poul Ulrich Jensen
Begrebet klunketiden vækker
normalt associationer til hyggelige bedsteborgerlige
hjems indretning, men i Dorthe Sondrup Andersens
skildring af kærlighedens vilkår i de sidste årtier
af 1800-tallet er emnet ikke den hjemlige hygge men de
mange problemer med kønsroller, samliv, ægteskab og
utroskab, der ofte forvandlede den borgerlige idyl til
en slagmark. I hvert fald for bogens hovedpersoner, de
skandinaviske kunstnere hvis værker prægede tidens kønsrolledebat.
Det farverige persongalleri, der var frontfigurer i
tidens åndsliv, havde det ofte svært med at etablere
et velfungerende privatliv, der kunne leve op til tidens
moralske fordringer.
I sommeren 1889 flød
aviserne over med dramatiske reportager om fundet af
cirkusprinsessen Elvira Madigan og den adelige svenske
dragonløjtnant Sixten Sparre, der havde begået
selvmord på det idylliske Tåsinge. Den tragiske
afslutning på en håbløs kærlighedsaffære kom til at
fylde meget i offentligheden, fordi der blev rørt ved
noget centralt i tiden - det hellige ukrænkelige ægteskab
og den sociale rangorden, som man ikke kunne bryde uden
at forspilde alle fremtidsmuligheder. Og det var ikke
kun sensationspressen, der beskæftigede sig med sagen.
Forfatteren Henrik Pontoppidan var i Københavns Børstidende
ude med en løftet pegefinger mod tidens dyriske
drifter, der kunne forlede en ægtemand til at forlade
kone og børn, medens Illustreret Tidende bragte et længere
digt af Holger Drachmann, der hyldede dramaets
hovedpersoner som en slags frihedskæmpere.
Selv om både medfølelse
og fordømmelse således kom til udtryk, var der ingen
tvivl om, at Elvira Madigan og Sixten Sparre havde
overskredet enhver norm for social acceptabel adfærd i
de skandinaviske landes skarpt opdelte klassesamfund og
bragt sig i en situation, hvor selvmord var eneste
acceptable udvej. Og døden for egen hånd var ikke
nogen ualmindelig foreteelse i klunketiden. Adskillige
af åndslivets velbegavede og efter deres offentlige
fremtræden at dømme ressourcestærke personer døde
for egen hånd. Den ene af brødrene Brandes, Ernst, der
var redaktør for Børstidende, tog cyankalium, den
svenske forfatter Victoria Benedictsson, der havde
indlogeret sig på et københavnsk hotel for at lave
research om moderne parforhold, skar halsen over med en
barberkniv, og Ingeborg Stuckenberg
skød sig efter at være udvandret til New
Zealand.
Selvmord optrådte også jævnligt
i romaner og skuespil. Det kunne ligne en tendens i
tiden, hvor fiktionen kom tættere på virkeligheden.
Georg Brandes havde allerede i begyndelsen af
1870’erne slået til lyd for kunstnernes forpligtelse
til at spille en aktiv rolle i samfundsdebatten, og det
var en opfordring, der vakte genklang blandt adskillige
af de toneangivende kulturpersonligheder, der efterhånden
skiftede eksotiske steder og historiske tableauer ud med
mere realistiske gengivelser af samtidens problemer. Og
ofte kunne de øse af egne erfaringer - deres turbulente
privatliv stod ikke tilbage for de kunstneriske
frembringelser.
Det er et omfattende
persongalleri der bliver taget under behandling i bogens
kavalkade over klunketidens åndsliv, bl.a. brødrene
Brandes, Holger Drachmann, ægteparrene Krøyer og
Stuckenberg, Gustav Wied, Herman Bang, nordmændene Bjørnstjerne
Bjørnson, Henrik Ibsen og Knut Hamsun og svenske August
Strindberg og Victoria Benedictsson. Også enkelte
mindre ånder er sluppet med, som fx journalisten,
forfatteren og teaterdramatikeren Gustav Esmann –
”Lille Es” – en moralsk anløben fremtoning, men
med en produktion af farcer som ”Den kære familie”,
der gjorde ham populær hos det københavnske
teaterpublikum og til en central figur på kunstnernes
foretrukne mødested, café Bernina. I det hele taget er
det ikke noget flatterende billede, Dorthe Sondrup
Andersen tegner af det kunstneriske miljø og dets
persongalleri. Der bliver ikke lagt fingre imellem,
heller ikke, når det gælder en mindre heldig fysisk
fremtræden. Holger Drachman præsenteres
som en ”opløben, smalskuldret og trangbrystet
personage med en skaldet plet på issen og en hage af
den slags, der med et pænt ord kaldes for vigende”,
og Henrik Ibsen som ”den firskårne og mut udseende
mandsling med de store engelske kindskæg”.
Både Henrik Ibsens
skuespil ”Et dukkehjem”, ”Hedda Gabler” og
”Rosmersholm” og landsmanden Bjørnstjerne Bjørnsons
”En handske” havde den ægteskabelige magtkamp som
omdrejningspunkt, et tema, der nåede endnu mere
dramatiske højdepunkter i August Strindbergs stykker.
Det kunne således se ud som om samfundets største
problem lå i ægteskabsinstitutionen, og at det var
dybt utilfredsstillende, at der ikke eksisterede et
alternativ til det af kirken og staten sanktionerede ægteskab.
Det var dog fortrædeligheder, der kunne forekomme en
stor del af befolkningen som rene luksusproblemer i
forhold til kampen for det daglige brød. Forskellige
forfattere og kunstmalere, som fx den norske Christian
Krohg, hentede da også nogle af deres personer fra
samfundets bund, de prostituerede, men det kom de ofte i
bogstavelig forstand til at bøde for. Alt for
realistiske skildringer af den slags eksistenser kunne
nemt bringe kunstneren i konflikt med
pornografiparagraffen. Kunstmalerkolonien på Skagen
kunne dog holde balancen med billeder af de lokale
fiskeres barske tilværelse og motiver fra deres eget
idylliske liv med fester og strandliv. Men heller ikke
her var der nogen harmoni under overfladen, bedst
illustreret med P. S. Krøyers mislykkede ægteskab med
den smukke Marie Triepcke.
Dorthe Sondrup Andersen
giver levende skildringer af både tidens kunstnere og
de miljøer, de færdedes i. Det gælder ikke mindst
klunketidens København, hvor man trods tidens strenge
moral tog lidt lempeligere på tingene. Byen var sidst i
1800-tallet inde i en eksplosiv udvikling, der sugede
folk fra hele landet til sig, og dannede ramme om
spektakulære begivenheder som Den Nordiske
Industriudstilling i 1888. Tidens skuespil blev opført
på adskillige nye scener foruden det kongelige Teater,
og forlystelseslivet havde tilbud for enhver smag og
socialklasse. For de skandinaviske kunstnere var der
adskillige stamcaféer som Stephan à Porta, Rydbergs Kælder
og Bernina. Men først og fremmest var hovedstaden
befolket af ganske almindelige travle mennesker, og det
myldrende liv på gader og pladser er gengivet i de
knivskarpe fotos fra 1880’erne og 1890’erne, der får
lov at komme til deres ret som helsides illustrationer.
I det hele taget er bogens billedside fremragende
og supplerer den veloplagte tekst med portrætter af de
kunstnere, der havde det så svært med kærligheden og
ægteskabet i klunketidens København.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Dorthe Sondrup
Andersen:
Kærlighed i
Klunketiden - En kavalkade om Danmark 1880-1900
Udg. af Gyldendal
272 sider, ill., 349
kr.
Gyldendal >
|
|
|
|
|
|