BogFeature
En kvinde i Berlin

Dagbogsoptegnelser fra den 20. april til den 22. juni 1945.

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden, Esbjerg

Fra den 20. april til den 22. juni 1945 skrev en anonym kvinde i Berlin dagbogsnotitser. Disse notitser omarbejdedes i efterkrigssommeren til egentlig prosa. År senere blev kvinden overtalt til en udgivelse af dagbogen. I 1954 blev den publiceret i USA, i 1955 i Danmark og i 1959 kom så en tysk udgave, alt sammen uden at vække særlig opmærksomhed. Tiden var ikke moden til at kapere, hvad hun kunne fortælle. I 2003 blev bogen genudgivet på tysk og blev nu en bestseller. Man kan spørge hvorfor? Svaret ligger i de mange kvaliteter, bogen indeholder, i forbindelse med at den har ramt et behov i ”tidsånden”, og måske i særlig grad i den tyske ”tidsånd”. En smagsprøve fra bogen kan her være på sin plads. Fredag d. 27. april nåede de sovjetiske styrker Anonymas kvarter. Det første møde afkastede følgende indtryk: ”Udenfor kørte et endeløst tros forbi. Fyldige hopper, føl mellem benene. En ko, som brølede dumpt efter malkeren. De er allerede ved at indrette deres feltkøkken i gangen overfor. For første gang kan vi få øje på typer, ansigter: Fyldige, brede kranier, kortklippede, velnærede, ubekymrede. Ikke en civilist i miles omkreds. Endnu har russerne gaden helt for sig selv. Men under alle husene bliver der hvisket og bævet. Hvem der engang kunne gengive dette, denne storbyens ængsteligt gemte underverden. Det sammenkrøbne liv i dybet, opspaltet i de mindste små celler, som ikke længere ved noget om hinanden.”(s. 54 f.)

  Som det ses, besad Anonyma en formidabel iagttagelsesevne med sans for på én gang detaljen, kontrasten og overblikket, formidlet på et litterært niveau. Hendes dannelse, analytiske intelligens og sprogfornemmelse gav hende redskaberne i forbindelse med hendes vilje til at iagttage og føre vidnesbyrd. Hertil kom, at hendes personlighed lagde en smule ”afstand” til omgivelserne. Hun var civilist som de fleste andre, kvinde – og en del af ”folket”, og så alligevel ikke. Som (ud)dannet, berejst, ugift og selverhvervende havnede hun til dels i en iagttagerposition, hvor ”afstanden” indbød til analyser og refleksioner.

  Med den sovjetiske besættelse af Berlin startede jagten på kvinderne, der for soldaterne figurerede som krigsbytte på linje med de eftertragtede armbåndsure. Anonyma selv undgik ikke denne skæbne. Efter adskillige overgreb besluttede hun sig for at ”alliere” sig med en russisk officer. Hun blev hans, og dermed ”tabu” for lavere rangerende officerer og menige. Dette blev efterhånden mønsteret. ”Faste forhold” opstod. De sovjetiske officerer og menige betalte med mad og beskyttelse (mod deres egne). 

  Hvad der i øvrigt adskilte Anonyma fra de fleste berlinere, var hendes russiskkundskaber, tilegnet under rejser i hendes tidlige ungdom (i 1945 er hun i begyndelsen af trediverne). I forhold til besættelsesmagten evnede hun derfor at komme tættere på end de fleste. Hun kunne kommunikere med soldater og befalingsmænd og kunne også på den baggrund levere skarpe portrætter af enkeltpersoner samt iagttage og reflektere over omgangsformer og forhold i den sovjetiske hær og det sovjetiske samfund. Og sammenligne tyske og russiske mænd. En sammenligning, der ikke altid faldt ud til de tyske mænds fordel. Hun fandt bl.a., at kvindelig dannelse, som normalt ikke var i høj kurs hos tyske mænd, vakte anerkendelse hos sovjetiske mænd, hvor (ud)dannelse var en mangelvare hos begge køn.

  En anden kvalitet ved Anonymas dagbogsoptegnelser var hendes evne til, trods ”afstanden”, at indlæse og indskrive den ”almindelige” tilstand, en verden af lave, i hendes egen personlige gøren og laden. Et eksempel. I en lånt taglejlighed roder hun rundt i ejerens efterladenskaber og finder en bog: ”Engelsk adelsmiljø, og sådan cirka følgende sætning:”…kastede et flygtigt blik på sit urørte måltid, rejste sig og gik…” Jeg var allerede nået ti sætninger længere frem, da jeg som ved magnetisk tiltrækningskraft vendte tilbage til ovennævnte sætning. Jeg læste den nok et dusin gange og tog mig selv i at kradse i bogstaverne med neglene, som om jeg kunne kradse det urørte måltid (…) ud af murstensromanen. Det er jo det rene vanvid.” (s. 12). Citatet handler om Anonyma, men temaet er den sult, som hun delte med de fleste, og som optog eller snarere besatte de fleste.     Bemærk også humoren og selvironien i citatet. Trods al elendigheden, kampen for mad og vand, angsten for bomber og de sovjetiske tropper, er dagbogsindføringerne alligevel skrevet på baggrund af en portion mentalt overskud og viljestyrke. Et vidnesbyrd om menneskelig ukuelighed trods alt. Dette overskud præger dagbogen i stort og småt og giver sågar rum til overordnede betragtninger: ”Mærkværdig tid. Man oplever historie på første hånd, ting, der senere vil blive sunget og berettet om. Men tæt på opløser de sig i byrder og bekymringer. Historie er meget ubehagelig.” (s. 26)

  De ovennævnte kvaliteter ved bogen er den ene side af forklaringen på, at den tyske genudgivelse har været en succes. Den anden side af forklaringen kan være, at den tyske offentlighed med Anonyma har fået et bud på de tyske civile lidelser i slutfasen af 2. Verdenskrig, som er sobert, usentimentalt og afbalanceret :”I store lejre mod øst skulle millioner af mennesker efter sigende være blevet brændt, de fleste jøder (…) Alt dette er åbenbart blevet noteret omhyggeligt i store tykke bøger, et dødens bogholderi. Vi er nu engang et ordentligt folk” (27. maj 1945, s. 238).    Bogen tilfredsstiller dermed et behov for at give den i mange år tabuiserede tyske offerbevidsthed mæle. På samme måde som vi i fiktionsform så det med Günther Grass’ ”Im Krebsgang”.

  At det tyske offer får mæle, er i sig selv tilfredsstillende. Det skete, og hører med i et samlet billede af historien. Samtidig kan det i den tyske offentlighed åbne op for en yderligere bearbejdning og bevidsthedsmæssig integration af de indtil nu halvt fordøjede tyske krigsforbrydelser og folkemord.

  Den manglende anerkendelse af de tyske ofre har i et eller andet omfang blokeret for at se Tyskland og tyskere i bøddelens rolle. Med Anonymas ”En kvinde i Berlin” og andre nyere udgivelser kan et samlet billede, der både indoptager offer – og bøddelrollen, forhåbentlig bundfælde sig.