Julens blomster

Det er først fra slutningen af 1800-tallet, at man har kunnet købe særlige ”juleblomster” i forretningerne

Julestjernen (euphobia pulcherrima) er sandsynligvis den bedst kendte juleblomst i dag. Oprindeligt fandtes planten kun i den ”klassiske” form med højrøde blade, men er de senere år, ned gennem 1990, blevet udviklet i en lang række nuancer: laksefarvet, pink, cremehvid og bordeaux.  Planten har også været at finde på julemærker, første gang i 1950.

Julerosen (helleborus niger) blomstrer i december med hvide eller svagt bordeauxfarvede blade og har oprindeligt været anvendt medicinsk. Planten, som også kaldes nyserod, er giftig, den påvirker hjertet og virker afførende. Lægen Simon Paulli advarede bartskærere og andre ikke-uddannede helbredere mod at bruge den, idet den i de forkerte hænder kunne gøre stor skade. En del af sin popularitet i juletiden skylder planten nok Selma Lagerlöfs version af  legenden som Julerosen, hvori det fortælles hvordan skoven på julenat forvandles til en blomstrende have for at fejre Jesu fødsel.

Hyacinten (Hyacinthus orientalis)  fås også i dag i et væld af nye farver;  fx orange og ceriserød. Meget kan tyde på, at den fra at være en forårsplante, også er ved at blive juleplante. I så fald kan inspirationen herfra komme fra Sverige, hvor man lange har anvendt den stærkt duftende blomst på denne facon.

Alpeviolen (Cyclamen persicum) bruges også som juleblomst, og fås i dag i en lang række nuancer af rød, hvid, cerise m.m. samt ”blandet” med røde og hvide blade.  En plante, som derimod har været gået noget af mode som juleplante er den såkaldte ”Juletop” (Veltheimia capenses)  som har rødlige blomster med gule støvdragere.

Begonien er den første egentlige juleblomst, og blev introduceret af en fransk gartner i 1890´erne.