Menu
Forrige artikel

Bag forsiden

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1012

 

Siden 1897 har denne sætning stået på forsiden af ’The New York Times’ – som målsætning for avisens journalistik. Man kan så spekulere på, om den samme sætning kunne stå på boulevardpressens flagskib: Ekstra Bladet. Næppe vil mange sikkert sige. Men ikke den tidligere chefredaktør Poul Madsen. Der synes ifølge hans ny udkomne bog: ”Bag forsiden. Medier, magt og Messershit” ikke at være nogen ”Fit to Print” overvejelse i bladhuset. Ej heller nogen skæppe han kan sætte sit lys under.

Af Erik Ingemann Sørensen

I midten af 1980’erne rejste jeg med lyntoget ”Sølvpilen” til Middelfart for at lede en konference i nordisk regi. Ombord var et medlem af Folketinget, der havde indtaget absolut mere end rimeligt af de våde varer. Han steg af i Odense, forsøgte at finde en gangrytme – og lå så og trillede rundt på perronen. Det var egentlig en ganske ubehagelig oplevelse. Nedværdigende. En af medpassagerne udbrød: ”Det er da vist hans held, at der ikke er en journalist fra Ekstra Bladet med. Så havde forsiden været klar til i morgen”.

Det var der rørende enighed om. Og så alligevel en nyfigenhed, der antydede, at man havde nyt med til aftenkaffen derhjemme. Et ikke helt ligegyldigt dilemma.

Det er ikke erindringer, Poul Madsen har skrevet. ””Bag forsiden” handler om medier, magt og nogle af de mest vilde og spektakulære sager, der har været på mediernes, politikernes og danskernes dagsorden de seneste 25 år…” (s.1). Poul Madsen, der ellers var sendt i eksil af Hans Engel, var i 2007 blevet manden, der skulle erstatte Hans Engel. Skiftet kom som en stor overraskelse, for Hans Engel var en afholdt chef: ” På Ekstra Bladet var klapsalverne efter Engells tale usædvanligt lange. Op til flere minutter”, vurderer tillidsmandssuppleant Lars Werge. (Politiken 7. september 2007).

Nu blev det den erfarne journalist, Poul Madsen, 45 år, der indtog den berømte chefredaktørstol. Om han så til sidst blev fyret eller selv gik, svæver sådan lidt gedulgt. Selv skriver han: ”Det var svært at slippe Ekstra Bladet, og derfor skulle jeg også hjælpes på vej…” (s.10). Efterfølgeren i chefredaktørstolen, Henrik Qvortrup, slap heller ikke for en lignende skæbne. Flyverskjul og mystiske forklaringen fra flere sider mere end antydede, at han forlod stolen mere eller mindre frivilligt.

Poul Madsen nævner selv, at han var Ekstra Bladet. Det fremgik blandt andet af hans til tider noget arrogante føren sig frem i ”Presselogen”. Graciøst var det ikke – og vederhæftigheden var ofte fraværende. Det er den også flere gange i denne bog. Som når han hælder galde ud over Cavling-komiteen: ”… der mest består af pæne journalister med hang til nydelige fortællinger i Information, Politiken og DR, har altid vendt det blinde øje til Ekstra Bladets afsløringer. Ekstra Bladet klæder åbenbart ikke de bonede gulve…” (s.113).

Pinligt er det. Når man ser på Cavling-Prisen, er Poul Madsen helt galt afmarcheret. For journalister på EB fik den i 1965, 1977, 1981, 1989, 2003 og senest i 2021. Men det giver jo ikke afsæt for at sende en sviner af sted mod Cavling-komiteen.

Anders-Peter Mathiasen og Jeppe Juhl fra Ekstra Bladet fik i 1989 Cavlingprisen for afdækningen af misforhold i Stadsarkitektens Direktorat (København). I midten borgmester Gunna Starck (VS). (Privatfoto).

Efter Qvortrups noget dramatiske farvel skrev efterfølgeren Knud Brix en karakteristik af bladet, hvori det blandt andet hedder: ”

”Det er at sikre, at vi altid sparker opad. For det er de velbjergede bureaukrater, lusede finansielle svindlere og til tider hykleriske politikere, vi billedligt talt skal sparke i genitalierne…”

Man må så konstatere, at sandhedsbarren er sat pænt lavt, med genitalsparkende journalister klar ved deres evigt hungrende Pc’er. Eller rettere: man kan ikke helt lægge mistanken bag sig.

Én af de 25 ganske interessante historier

Når Poul Madsen folder sig ud som den skrivende journalist, der refererer begivenhederne/ historierne, så er han tilsyneladende i sit es. Det mærkes tydeligt i de 25 historier, han har valgt at sætte fokus på. Selv om man kan blive en smule træt af igen og igen at få fortalt, hvor fremragende han er. I egen optik.

En af fortællingerne har overskriften ”Brølet fra dybet”. Her var han i februar 2017 rejst til Kolding for at overvære teatret ”Mungo Parks” stykke om ”Nationen!”, der var ’Ekstra Bladets forkætrede debatunivers’. Han fandt stykket ganske morsomt. Alt der blev sagt i stykket, var direkte citater fra avisen. Poul Madsen supplerer med, at han flere gange om ugen skulle forholde sig til en kommentar, der havde stødt nogen. Og så fulgte han Twitter ”… på nærmeste hold som fanatisk Twitter-bruger, og jeg faldt også indimellem i fælden og forvekslede Twitter med den danske befolkning…”(s.216).

Så kommer opstødet: ”Twitter er #dkpol, det politiske parnas og deres hangarounds med alle de rigtige meninger. Det sociale medie er primært domineret af den bedrevidende, kreative klasse, der i egen selvforståelse gør alt rigtigt. De bor de rigtige steder, spiser den rigtige mad, omgås de rigtige mennesker og opdrager deres børn på den rigtige måde…(s.216). Han kan ikke nære sig. Vi andre må så stilfærdigt spørge, hvad ordet rigtig egentlig dækker over – hvad er den rigtige børneopdragelse?

Et eller andet sted kan man ikke lade være med at spekulere bare en lille smule på, om forfatteren i sådanne kommentarer slås med et mindreværdskompleks. Midt i opfattelsen af hans egen storhed.

Poul Madsen har givet kapitlet overskriften ”Brølet fra dybet”. Det er jo ganske voldsomt. Men når man erindrer, hvad det var, folk skrev i ”Nationen” af hadefulde, nedværdigende og lumre kommentarer, ja, så dækker overskriften godt nok. Det var ubehagelig læsning. Da Madsen var ude af døren, gik der kun 1 uge, så lukkede Qvortrup og de andre ”Nationen!”. Madsen kalder det et ”knæfald for det bornerte borgerskab…”. Og lidt senere: ”Nationen! Var pisseirriterende, men vigtig…”(s.223). Man kan så i den sammenhæng nævne Poul Henningsens digt: ”Den offentlige mening”. Han læser det selv her: https://www.youtube.com/watch?v=Qwrd3ePkzCo

Selv et kapitel, der ellers kunne være interessant nok skæmmes af forfatterens mærkværdige skyggeboksning.

Men vurdér det selv. Jeg er – i modsætning til mange andre – ikke synderlig betaget af Poul Madsens skriblerier. Der er alt for megen ”Flush-Journalism” – et udtryk fra ’Washington Post’.

Derfor stopper anmeldelsen også her.

[Historie-online.dk, den 20. april 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Bygninger med sjæl
Che Guevara
Eva Smith