Med lov skal vi vort land bygge
Af Jytte Kjær Schou
Islændingesagaernes verden var ikke for sarte sjæle, men lovløs var den ikke, som Peter Garde dokumenterer med talrige eksempler.
Peter Garde er ikke bare en estimeret jurist og tidligere kriminaldommer, men derudover en yderst belæst herre, velbevandret i verdenslitteraturen. Han har skrevet flere bøger, bl.a. om jura i verdenslitteraturen og i operaens verden. Bogens titel er taget fra Njals Saga og lyder i sin helhed: ” Med lov skal vi vort land bygge, men med lovløshed skal vi øde det”. Det er en meget smukt layoutet bog med mange prægnante illustrationer af billedkunstneren Lisbeth Nielsen.
Ifølge Garde har jura og litteratur meget til fælles, og det vrimler med spørgsmål om skyld, straf og moral i litteraturen. Således også i de islandske sagaer, som først og fremmest er fremragende litteratur, der ikke uden videre kan betragtes som historiske kilder. Sagatiden strækker sig fra ca. 930-1030, men sagaerne er nedskrevet langt senere. De er overleveret gennem flere generationer, så Garde vurderer, at de rummer en kulturhistorisk sandhed.
Peter Garde har botaniseret i den samlede danske udgave af alle 40 sagaer og 49 totter (småfortællinger) og kommer med et utal af eksempler til belysning af juraen. Bogen er skrevet som en slags juridisk lærebog, hvor de enkelte kapitler belyser forskellige juridiske pointer. Når man læser sagaerne, kan man især blive overvældet af de mange drab, undertiden udløst af en bagatel. En anerkendt måde at løse konflikter på mellem to slægter. Æren forpligtede slægten, så man undertiden ser en hel kædereaktion af drab, indtil der indgåes forlig og gives en passende erstatning, eller begge parter anerkender, at der er opnået ligevægt mellem de to slægters forbrydelser. Ikke overraskende er det næsten altid mænd, der begår drab, men der er flere eksempler på krigeriske kvinder, der er gode til at ægge mændene til drab.
Forbrydere kunne stævnes og sagen forelægges en domstol. Altinget havde den dømmende og lovgivende magt, men der var ingen udøvende magt og centralmagt. Der fandtes en lovsigemand, der skulle kunne fremsige hele den gældende lov, og hans indflydelse på Islands retlige udvikling var stor. Da der ikke fandtes fængsler, kunne man skaffe sig af med forbryderen for evigt eller for en afgrænset periode ved at idømme ham fredløshed eller landsforvise ham. Hvis man ikke foretrak den fredelige proces ved domstolen, var holmgang også et led i retsplejen.
Man kunne godt få det indtryk, at sagaerne udelukkende er befolket af krigeriske, brutale mænd, lette at tirre, men der er også eksempler på gode, fredelige og retfærdige mænd, der maner til besindighed og ofte optræder som mæglere eller voldgiftsdommere, men æren stillede sig ofte i vejen for, at en konflikt kunne løses ved en bøde. Selv om de gamle nordboere var glade for penge, betød æren mere, og hævn var en værdigere reaktion efter drab. I tilfælde af bøde kunne det betale sig at være pragmatisk og først overveje, hvor mange drab, man havde råd til.
Der omtales flere sider af samfundet reguleret af juraen, som f.eks. ægteskab og skilsmisse, arv, fattigret og forsørgelsespligt og endelig den morsomme og indviklede sædvane med gengave, når man havde modtaget en gave, noget der paradoksalt nok kunne ruinere en mand. Endelig er der et eksempel på en ægte krimigåde i sagaerne.
Ganske vist var sagatidens samfund reguleret af jura, men som Garde pointerer, kunne de mægtigste slippe med mildere straffe. Så meget for retfærdigheden!
Garde fører læseren på en imponerende (og overvældende) rundtur i sagaernes jura. For at få det fulde udbytte af bogen, er et en stor fordel (for ikke at sige en betingelse) at være velbevandret i sagaerne og tillige have et vist kendskab til juraen. Til gengæld bliver man rigt belønnet.
[Historie-online.dk, den 24. juni 2025]
