Vide vægge

Af Nina Damsgaard, mag.art., forhenværende leder af Vejle Kunstmuseum

De fleste kunstmuseums-udstillingsvægge er hvide, men de kan også være vide i betydningen brede og højt til loftet. Bogen handler om kunstmuseerne og om, hvordan de er blevet tænkt, oplevet og brugt. Kunsthistoriker Kristian Handberg sigter efter at samle en kulturhistorie for det moderne kunstmuseum i dansk sammenhæng. Det er ikke intentionen at skrive en museumspolitisk bog med henblik på at påvirke bestemte sagsforhold eller promovere et udtalt synspunkt. Forfatteren håber, at bogen vil bringe forståelse for, at der findes mange forskellige måder at være museum på. Bogen henvender sig især til dem, der beskæftiger sig professionelt med museer, men alle med interesse i det moderne kunstmuseums udformning og udvikling kan få ny viden og nye perspektiver i denne bog, hvis opsummering af stoffet, har været savnet længe. Ikke mindst forhistorien med den grundige gennemgang af de tidlige udenlandske kunstmuseer har manglet og har ikke tidligere kunnet læses på dansk.

Kristian Handberg har gennem syv år arbejdet på denne første samlede fremstilling af kunstmuseets udbredelse og udvikling i Danmark i det 20. og 21. århundrede. Han fortæller historien om de første museer og beskriver, hvordan de første nåede til Danmark i 1800-tallet. I bogens første tredjedel fortælles med overblik og relevant udsyn til Europa, hvordan kunstmuseer og udstillingsbygninger blev etableret i løbet af 1800-tallet og første halvdel af det 20.århundrede. 

Igennem bogens syv kapitler stiller forfatteren skarpt på mange af de kunstmuseer, der ligger spredt ud over det danske landskab: fra kunstmuseerne i Esbjerg, Faaborg, Holstebro, Randers og Herning til Arken, Aros, Louisiana, Kunsten, Trapholt og Thorvaldsens Museum.

Der er således ikke tale om en komplet kortlægning af danske kunstmuseer, idet forfatteren har lagt sit snit efter, hvad der tydeligt kan tegne historien. Han har desuden medtaget internationale forbindelser, ikke mindst samarbejde og inspiration fra Sverige og især Tyskland, da udvekslingen med de to nabolande har været af særlig betydning for de danske kunstmuseer.

Handberg beskriver desuden kunstmuseerne som institutioner og deres organisationer og fremlægger derved en viden, som sikkert en ny for mange museumsgæster og redegør dermed for mange bagvedliggende årsager til museernes virksomhed og handlemåder.

Mellem museernes hvide og vide vægge opstår der øjeblikke med kunsten, som museumsgæsten berøres af, idet kunsten samler, udfordrer, inddrager, provokerer og måske endda chokerer. Handberg vil med bogen afdække hvilke strømninger og tanker, der ligger til grund for de museer, som mange i dag betragter som en hel naturlig del af vores hverdag og kulturliv.

Brugernes museumshistorie berøres kun glimtvis, da det ikke har været forfatterens hovedærinde at favne publikumsudvikling, hvem der kommer på museum, og hvem der ikke gør. Han berører derfor også kun perifert det arbejde, museerne i dag gør med publikum som ikke én, men mange forskellige grupper.

Det moderne danske kunstmuseum begynder med Louisiana, der blev indviet i 1958.  Louisiana blev oprettet og drevet af en privatmand, og blev standarden for en museumsverden, der tog ved lære af Louisianas succes.  I fire kapitler beskrives kunstmuseumsbyggerier og museumsudvidelserne i 1960erne og 1970erne, bestræbelserne for at forny Statens Museum for Kunst og diskussionen om museet for samtidskunst. Gennemgangen af museumsbyggeriet siden 1960 viser, at en række diskussioner omkring det moderne kunstmuseum er gennemgående og ikke kun tilhører en kort periode. I det sidste kapitel omtales derfor ikke blot de realiserede byggerier, men også visioner og ikke-realiserede projekter. Et væsentligt og gentagent element er den gennemgående vekselvirkning mellem de skiftende udstillingers (og øvrige aktiviteters) samtidsrelaterede modus og institutionens rammer af mere blivende karakter. Handberg konkluderer, at disse bygninger ikke har fundet deres endelige form, og at der også fremover kan komme forandringer, som følger tidens ændrede behov, ideer og ønsker (s.236), og slutter: ”Det moderne kunstmuseum vil sikkert tegne sig som en historisk kategori, væsentlig og med klare karakteristika, sådan som det 19.århundredes første museer. Hermed bliver museerne selv også kulturarv, hvis særkende bliver vigtig at bevare – med den livlige ekspansionshistorie, de moderne kunstmuseer har haft, må det medføre diskussioner om udvælgelse af, hvilke dele der er mest autentiske. Dette bliver en opgave for det enkelte kunstmuseum, ved siden af hvad der ellers skal til for at være museum i dag.” (s.239)

Bogen giver en gennemgribende og omfattende indføring i kunstmuseets roller til forskellig tid og ikke mindst kunstmuseet som dannelses- og identitetsprojekt og som et samfundsopbyggende projekt, en slags kulturelt beredskab, der er væsentlig for den aktuelle kulturelle oprustning.

[Historie-online.dk, den 3. december 2025]