Menu
Forrige artikel

Tings Tale 05

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 879

 

Af Henrik Gjøde Nielsen, direktør, forskningschef, ph.d., Nordjyllands Kystmuseum

Tings Tale er et godt projekt. I redaktionen af nærværende Tings Tale 05 2023 findes repræsentanter for historie, arkæologi, konservering, museumsledere- og chefer og en kulturarvschef, som kommer fra Museerne i Fredericia, Vejlemuseerne, Konserveringscenter Vejle, Museum Kolding, Horsens Museum og Museums Vestfyn. Det institutionelle og dermed i nogen grad geografiske felt udgør i nærværende nummer konserveringscenter Vejle, Struer Museum, Museum Østjylland, Vendsyssel Historiske Museum, Museum Horsens, Moesgaard Museum og Ringkøbing Fjord Museer.

Tings Tale vil, jf. det der vel kan betegnes som tidsskriftets programskrift på Museumsforum Syddanmarks hjemmeside, med et tværfagligt fokus på materialitet i kultur-, kunst- og naturhistorien, behandle menneskets historie fra forhistorien til nutiden, og videre: ”Det er målet at bringe nye perspektiver og indsigter ved at tage udgangspunkt i den udsagnskraft, der er i genstande og samlinger.” Tidskriftets tværfaglighed omfatter historie, arkæologi, antropologi, etnologi, kunsthistorie og konservering mv. Der indkaldes såvel empiriske som teoretisk funderede artikler, og alle artikler fagfællebedømmes. Der er fokus på materialitet i alle afskygninger i studierne af, hvorledes materiel kultur er en del af sociale og kulturelle sammenhænge.

Bemærk: Den udsagnskraft, der er i genstande og samlinger. Der er på den ene side tale om en meget kompliceret sag. På den anden side er det meget enkelt: Træd et skridt tilbage, betragt genstande, og overvej hvad det egentligt er for et forhold, der er tale om. Så bliver det kompliceret igen, og Tings Tale er et godt projekt, fordi tidsskriftet ikke blot giver rum til sådanne redegørelser, men også ansporer til undersøgelserne som sådan, hvad enten disse nu tager udgangspunkt i en genstand eller en samling, eller har et teoretisk udgangspunkt. Ting er i centrum. Og med Tings Tale 05 2023 må man konstatere, at tidsskriftet nu med dets femte årgang er fuldt flyvende.

Styrken i tværfagligt arbejde demonstreres overbevisende i den første artikel i Tings Tale 05 2023, ”Kom drømme blå – Om de intense blå vægfarver i Buchholz´ hus og relationen til klassicisme og modernisme”. Forfatteren Johannes Buchholtz´ hus i Struer rummer et meget velbevaret interiør fra 1920´erne og 1930´erne, og er en del af Struer Museum. Karakteristisk for huset er de blå vægfarver, og det er disse farver, deres kultur- og kunsthistoriske baggrund og farverne på væggene som sådan, der undersøges i artiklen, fra meget forskellige faglige indfaldsvinkler. Forfatterne er Clara Brat Lauridsen, malerikonservator, cand.scient.cons., Konserveringscenter Vejle, Karin Elkjær, registrator og arkivmedarbejder ved Struer Museum, Michael Højlund Rasmussen, konservator, Konserveringscenter Vejle, og Jesper Bækgaard, museumschef, Museum Østjylland. Artiklen inkluderer bl.a. en farvearkæologisk undersøgelse og godtgør, at blåt ikke bare er blåt. Det tjener desuden forfatterne til ære at gøre det klart, at den association med totalitære regimer, først og fremmest Hitlers Tyskland eksemplificeret ved en henvisning til Oluf Larsson om Albert Speers arbejde, har betydet, at nyklassicismens store betydning for moderne kunst er blevet mere eller mindre fortrængt, sat lidt på spidsen med udsagnet om, at modernisme og klassicisme for alvor blev opfattet som hinandens modsætninger.

Adolf Hitler og Albert Speer spiller også en implicit men afgørende rolle i udgangspunktet for den næste artikel i Tings Tal 05 2023, Hitler som bygherre og arkitekt, Speer som udførende kraft, men dog i en fjern fortid i forhold til artiklens tema. Det drejer sig om museumsinspektør ved Vendsyssel Historiske Museum, ph.d. Chrestina Dahls artikel ”Stemmerne fra krigens kulturarv – Udviklingen af bunkerne i kunsten og kunsten i bunkerne fra 1970 til 2019.” En central pointe i artiklen er, at det, der var en karakteristisk opfattelse af Atlantvoldens bunkere, af bunkerne i kunsten og kunsten i bunkerne i starten af 1970´erne, var en helt anden opfattelse op mod undersøgelsens slutår i 2019. For at få greb om denne udvikling anvender Chrestina Dahl overbevisende Bruno Latours aktør-netværksteori, og påviser, at aktører i denne sammenhæng, som følge af idéen om agency, ikke bare er mennesket, men også naturen, havet, vinden og bunkerne. Det gør Chrestina Dahl så effektfuldt, at det er lige før læseren kan høre bunkerne tale til én: ”Selvom bunkernes tale er i konstant udvikling med skiftende fortællinger og betydningslag, er det alligevel tydeligt, at den historiske kontekst, som bunkerne oprindeligt skrev sig ind i, aldrig har sluppet taget i bunkernes tale. Således er der gennem hele perioden indlejret en grundtanke, der forholder sig til krig og konflikt kontra fred og frihed i størsteparten af kunstværkerne. […] Det bliver interessant at følge, hvordan bunkernes materielle tale fortsat vil udvikle sig, og hvilke sproglige aktiviteter de vil indbyde til fra menneskenes side.” De genstande, dvs. bunkerne, som Chrestina Dahl beskæftiger sig med, er store og bastante, og samtidig (også) udtryk for det vel nok mest modbydelige regime i verdenshistorien. Med den eminente sammenkobling af bunkerne og kunsten og aktør-netværksteorien og i særdeleshed med analysens vedholdende indkredsning af forholdene såvel med hensyn til tingen som med hensyn til teorien, demonstreres overbevisende, hvorledes en dybest set ren teoretisk indgang til problemfeltet både kan forklare forholdet og udviklingen, og forlene de dystre rester af verdens største fæstningsværk med et håb for fremtiden. Selv i disse tider.

Ned på Jorden, ud til vandet og tilbage igen kommer vi med museumsinspektør og arkæolog ved Museum Horsens Per Borups artikel ”Tales from a Stone – Mesolithic Art on a Pebble found in Horsens Fjord, eastern Jutland, Denmark.” Udgangspunktet er fundet af en rund kalksten på stranden ved Brakør i Horsens Fjord. På stenen er indridset en mand, der på begge sider er omgivet af fisk. Manden er forsynet med en fallos, deraf kønsbestemmelsen, men ansigtet er blot streger. Den slags motiver er sjældne fra dansk stenalder, og giver forfatteren anledning til såvel at forsøge at datere stenen, men også til at forsøge sig med en forståelse af selve motivet i en komparativ undersøgelse. I den forbindelse er det interessant, at mens andre tilsvarende fund primært viser en symbiose mellem mand og dyr, er der i tilfældet med fundet fra Brakør tale om symbiose mellem mand og fisk; det passer jo fint med fundstedet. Her er konklusionen, at frem for at forstå disse billedsten som tilfældige streger i de simple motiver, skal billederne måske nærmere betragtes som en væsentlig symbolik, og stenene har muligvis været anvendt ved kultiske handlinger, og, som forfatteren foreslår, ”[…] on special occasions […] represented by the local shaman.” En forjættende tanke, og et glimrende eksempel på netop tings tale, om end genstanden og dens fjerne fortid maner forfatteren til fornøden forsigtighed.

En helt anderledes behandling af tingene udføres antropolog, ph.d., museumsinspektør ved Moesgaard Museum Ulrik Høj Johnsen i artiklen ”Guddommelige og andre samtaler – Dialoger og vidensskabelse gennem museumsgenstande.” Udgangspunktet er to træskulpturer af den buddhistiske gudinde Tara. Den ene er gammel og har været anvendt i et buddhistisk tempel, før den i 1950´erne endte som genstand på Moesgaard Museum, mens den anden er ganske ny, fremstillet på forfatterens foranledning. Begge indgik i indgangspartiet til udstillingen Forfængelighedens Museum, vist på Moesgaard Museum i foråret 2019. De to figurer giver afsæt for en diskussion af henholdsvis de etnografiske museer som udtryk for en kontinuerlig historisk, politisk og moralsk relation, snarere end en institution der formidler andre kulturers kulturarv, med udgangspunkt i James Cliffords essay Museums as Contact Zones, 1997, og en diskussion af det man meget kort kan benævne moderniseringens konsekvenser for bl.a. og især den håndværksmæssige, nedarvede tradition der faktisk gjorde det muligt, om end ikke uden moderniseringens konsekvenser, at få fremstillet den nye udgave af Tara-figuren. Den nye udgave vises i artiklen som fig. 4, hvorimod den gamle fotografisk glimrer ved sit fravær; det havde været interessant også at se et fotografi af den, men det får være. Ved at placere de to figurer over for hinanden i udstillingens indgangsparti, blev det åbne gulv imellem dem ”[…] en stående invitation til publikum til at træde ind i et rum, hvor en kontinuerlig samtale udfolder sig.” I samtalen berøres kontinuitet og forandring i religiøs og rituel praksis i Katmandu. Det bliver (naturligvis) også til en samtale om det såkaldte ”globale nord” og diskussionen om repatriering. Det hele munder ud i, at artiklen ikke så meget har fokus på genstandes tale, men på den tale, som genstandene muliggør, hvilket jo føjer et nyt lag til netop tingenes tale.

Tilbage til den konkrete genstand kommer vi med konservator ved Konserveringscenter Vejle Michael Højlund Rasmussen og ph.d. og museumsinspektør ved Ringkøbing Fjord Museer Christian Ringskov og artiklen ”Hvad vinden bragte – Historien om en vindfløj, strandinger, kobber og købmænd i 1800-tallets Ringkøbing.” Udgangspunktet er her en vindfløj, som sad på en af de gamle købmandsgårde i Ringkøbing, og som nu befinder sig i Ringkøbing Fjord Museums samling. Vindfløjen er traditionelt, men uden dokumentation, blevet angivet som udført af kobber fra det britiske orlogsskib HMS Defence, som forliste på vestkysten juleaften 1811. På baggrund af naturvidenskabelige undersøgelser og litteraturstudier om kobberforhudning på krigsskibe og historien om HMS Defences forlis, bekræftes vindfløjens direkte forbindelse til orlogsfartøjets stranding. Det var i kort form historien om den centrale ting, den genstand, der er artiklens udgangspunkt. Men det lader forfatternes sig ikke nøje med. Vindfløjen er samtidig udgangspunkt for mere omfattende lokalhistoriske studier om den gamle købmandsgård, om handel og vandel i 1800-tallets Ringkøbing, med stadige blik til vindfløjen som sådan, f.eks. hvem der kunne se vindfløjen hvorfra osv., til tekniske undersøgelser af vindfløjen som jo leder til den centrale konklusion, og til udførlig redegørelse for de store strandinger, der omfattede de to orlogsfartøjer Defence og St. George, videre til redegørelse for kobberforhudning, herunder fremstilling af de nødvendige dele, montering, korrosion, og den store betydning kobberforhudning fik, dvs. en mere omfattende teknologihistorisk fremstilling. Og alt det fordi forfatterne satte sig for at undersøge en vindfløjs historie. Imponerende, hvad en enkelt genstand kan føre til.

En farve, nogle bunkere, en forarbejdet sten, to træskulpturer og en vindfløj. Det er hvad de 122 sider i Tings Tale 05 2023 drejer sig om. Og det er godt. For museumsfolk, som tidsskriftet jo først og fremmest henvender sig til, og som tidsskriftet er skrevet af og for, og dermed også for nærværende anmelder, sidder i hvert fald jeg efter endt læsning tilbage med en fornemmelse af både at have fået en pause fra dagligdagens mange opgaver, og være blevet beriget netop i forhold til disse mange opgaver; man har fået både pause og fordybelse på én og samme tid. Pause og fordybelse fører faktisk til, at man bliver klogere. Det er muligt, når man tager fat på tidsskriftet, at man forlods har besluttet at nogle artikler interesserer mere end andre. For mit vedkommende overtrumfede bunkere og kunst i udgangspunktet sten og skulpturer, men den overtrumfning blev gjort til skamme. Alle artiklerne indeholder nemlig elementer, metodiske eller teoretiske, der kan komme til nytte i andre sammenhænge end f.eks. lige i forbindelse med en vindfløj. Derfor et Tings Tale et godt projekt.

Tings Tale bringer artikler, som man ikke vidste, at man gerne ville læse. Og det er netop, eller burde være, kernen i museumsarbejde. Museerne skal turde fortælle publikum det, som man ikke vidste at man gerne ville vide.

[Historie-online.dk, den 25. oktober 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Havnen – hvor verden ender og begynder
Kulturarvsmasterplan for Nyborg
Museer for folk