Menu

Massakren i Damaskus

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 262

 

Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik.

I dag er Damaskus hovedstad i Syrien og en af de store byer i den arabiske verden. Vi fik i Vesten og i Danmark for alvor kendskab til Syrien og Damaskus, da Det Arabiske Forår udspillede sig i en række arabiske lande i 2010 og førte til regimeskifte i forskellige lande som Tunesien, Libyen, Egypten og Yemen og udløste en blodig borgerkrig i Syrien. Den medførte, at 6,6 millioner syrere flygtede ud af landet, og at yderligere 6,7 millioner levede som internt fordrevne. Det samlede antal fordrevne udgjorde over halvdelen af Syriens befolkning før konfliktens start. 8.604 personer i 2015 søgte asyl i Danmark. Det store antal syriske flygtninge blev kendt i Danmark pga. ikoniske pressefotos, der viste syrere, der gik på motorvejene. Det fik store konsekvenser for flygtningepolitikken i Danmark.

Eugene Rogan, der er professor i moderne mellemøstlig historie ved Oxford Universitet, har skrevet to standardværker om Mellemøstens historie, Osmannerrigets fald (dansk 2016) og Arabernes historie (dansk 2017). I denne bog har han behandlet den katastrofe, der udspillede sig i 1860 - altså for 164 år siden i Libanonbjergene og i Damaskus. Det var en uhørt blodig og makaber massakre, hvor kristne blev jagtet og myrdet, og byens kristne huse blev plyndret og brændt ned. Det lykkedes heldigvis for nogle kristne at finde beskyttelse, bl.a. fordi der var nogle modige muslimer, der hjalp de heldige med at finde beskyttelse på byens citadel. Byens guvernør Ahmad Pasha forlod ikke sit kontor og gjorde intet for at genvinde myndighedernes kontrol over byen. Rogan citerer fra en arabisk dagbog: ”Jeg sværger på, at ingen pen eller tunge er i stand til at give en dækkende beskrivelse af de ulykkelige kristne i Damaskus, deres situation, angst og smerte. Man kan ikke engang forestille sig det uden selv at have overværet det. Vi så mænd løbe barfodede og nøgne rundt og desperat prøve at slippe væk uden at kunne finde ly, mens de græd og jamrede som børn” (s. 140).

Det er dette tragiske mareridt, som Rogan fortæller om i sin bog. I indledningen får vi en kort oversigt over, hvordan bogen er disponeret. ”Bogens første fire kapitler gennemgår de forandringer, der fra 1830'erne til 1850'erne forvandlede Damaskus og medførte livsfarlige spændinger mellem byens muslimer og kristne. Kapitel fem gennemgår begivenhederne i Damaskus dag for dag fra voldshandlingernes udbrud den 9. juli 1860 til massakrens afslutning den 17. juli. De sidste fire kapitler følger de osmanniske forholdsregler for at genoprette retstilstanden og få domfældt de ansvarlige for massakren, imødekomme de forarmede kristne overlevendes behov, finansiere genopbygningen af kristen ejendom og reintegrere de kristne i samfundslivet i Damaskus. Herigennem undersøger bogen både en storbys bevægelse nedad mod randen af folkedrab og de osmanniske myndigheders metoder til at bringe byen tilbage fra en sådan rand” (s. 25).

Det er kort og præcist, men alligevel burde Rogan have tilføjet, at kapitel 4 hedder ”Blodet flyder i Libanonbjergene”, fordi det er væsentligt at forstå, hvad der skete i tre byer i Libanonbjergene i juni måned, hvor i alt 11.000 kristne blev dræbt og næsten 100.000 blev hjemløse. Det var ikke så underligt, at disse massakrer blev kombineret med rygter og frygt i Damaskus med det resultat, at selv den mindste provokation ville være nok til at udløse den mest primitive vold.

Indledningen til bogen er vigtig, fordi Rogan fortæller, at det lykkes ham ganske tilfældigt at finde tre små notesbøger i Natonal Archives i Washington D.C. Notesbøgerne var skrevet af Mikhayil (Michael på arabisk) Mishaqa, der var den første amerikanske vicekonsul på stedet. I 1859 var USA ikke en stormagt og havde kun et beskedent diplomatisk korps i udlandet. Det amerikanske udenrigsministerium valgte lokale kræfter til at varetage USA's interesser, og i Damaskus blev det Mikhayl Mishaqa, der var en af sin tids højst berømmede intellektuelle.

Fundet af de tre notesbøger var en næsten chokerende oplevelse ud over det sædvanlige. Han beskriver den således: ”Med de tre tynde notesbøger i hånden vendte jeg tilbage til arkivet. Jeg bogstavelig talt rystede af spænding, mens jeg bladrede gennem det første bind og som den første forsker i moderne tid så dokumenterne, siden de var blevet deponeret i National Archives. Det føles som et virtuelt håndtryk fra én tid til en anden. Jeg havde imidlertid aldrig før oplevet det helt særlige adrenalinsus ved at opdage nye håndskrevne dokumenter, som forskningen indtil da ikke havde haft kendskab til” (s. 16).

Det er helt forståeligt, at Rogan nærmest kommer i ekstase over dette fund, men det undrer mig, at han bruger udtrykket et virtuelt håndtryk, da virtuelt for mig associerer til IT teknologi.

Hvor fristende det end kan være, skal jeg ikke her fortælle mere om Mikhayl Mishaqas eventyrlige liv. Læs selv om ham i bogen. Det vil jeg stærkt anbefale. Det skal nævnes, at Mikhayl Mishaqa oplevede massakren og blev hårdt såret, men slap med livet i behold. Han er et uvurderligt vidne til begivenhederne, og han fremtræder bogen igennem som den person, der samler mange af de begivenheder og fortællinger, der knytter sig til perioden. ”I mange henseender modsvarer hans livsbane med kampe og overlevelse Damaskus, som han gjorde til sit hjem” (s. 283). Det sidste kapitel i bogen hedder meget sigende ”Dr. Mishaqa trækker sig tilbage for at skrive sine erindringer” (s. 265).

Fortællingen om provinshovedstaden Damaskus og byens store betydning bliver fortalt i kapitlet ”Velduftende Damaskus i midten af 1800-tallet”. Byen var en af de ældste kontinuerligt beboede byer i verden. ”Det allestedsnærværende vand og de frodige haver var så meget desto mere forbløffende, fordi man befandt sig i en by i udkanten af ørkenen” (s. 50). Damaskus var også en multikulturel by, der omfattede ”arabiske, tyrkiske, kurdiske og persiske muslimer, kristne fra hele ni forskellige trossamfund og et betragteligt jødisk samfund” (s. 52). Byen var endvidere et af de vigtigste handelscentre i det osmanniske Arabien, og den årlige pilgrimsfærd var en indbringende indkomstkilde for markederne i Damaskus og et prestigefyldt religiøst ritual. Forholdet mellem det muslimske flertal og de ikke-muslimske samfund før forandringerne i 1830'erne var sådan, at muslimerne respekterede de kristne og jødiske indbyggere, men regnede dem for andenklasses borgere, der måtte underkaste sig strenge regler for adfærd og påklædning.

Da Egypten i 1830'erne besatte Syrien, udløste det spændinger mellem muslimerne og mindretallene. Endvidere åbnede de europæiske lande diplomatiske missioner, og herefter var vejen banet for, at europæiske varer fandt vej til Damaskus. Det gjaldt fx billige bomulds- og uldstoffer, hvilket satte lokale vævere under pres. De lokale producenter var underlagt afgifter, som de europæiske lande var fritaget for. De nye dampskibsforbindelser betød lavere fragtskibsafgifter, og blev mere attraktive for muslimernes årlige pilgrimsfærd end de traditionelle karavaner,

I kapitel 3 beskriver Rogan de reformer, som osmanniske statsmænd indførte, fordi de indså, at deres rige ikke kunne overleve, uden at reformer blev indført på en lang række områder for at forøge skatteindtægterne. Reformerne blev kaldt for tanzimat (1839-76) og skulle fremme ligestillingen mellem muslimer og ikke-muslimer. De blev også indført for at forhindre indgriben fra de europæiske magter, men reformerne medførte vrede og modstand, fordi de rettroende muslimer mente, at det var ensbetydende med at gå imod Guds bog og Guds love. Derfor opstod der rygter om at ”kristne var på vej til at afløse de muslimske notabiliteter som den herskende elite i Syrien” (s. 95). Rygterne udviklede sig til fjendtligheder og var så alvorlige, at de førte til de grusomme og forfærdelige massakrer i Libanonbjergene på over 10.000 kristne og i Damaskus på over 5.000.kristne.

Hvordan kunne det nogensinde lade sig gøre at normalisere forholdene i en by, der havde været vidne til myrderier i et sådant uhørt omfang? Byens guvernør Ahmad Pasha havde som nævnt intet foretaget sig og havde svigtet totalt. Det var nødvendigt, at en person med autoritet og myndighed kunne løse problemerne med at straffe de skyldige og genoprette lov og orden. Sultanen udnævnte Fuad Pasha til rigets særligt befuldmægtigede kommissær i Syrien. Denne udnævnelse viste samtidigt, at styret satsede på at fastholde reformerne.

Det var drastiske midler, som Fuad Pasha tog i brug for at genoprette lov og orden. ”Massearrestationer, offentlige henrettelser, landsforvisninger og fængslinger, en helt ukendt tvangsudskrivning til hæren og tvangsevakuering af hele kvarterer”, (s.193) fremprovokerede raseri blandt muslimerne, men også de kristne var vrede over det, de havde været udsat for. Hertil kom de europæiske krav om at få ledende skikkelser stillet for retten gjorde hans opgave endnu sværere.

Fuad Pasha var blevet udnævnt til storvesir, og han var fast besluttet på at bruge sin magt til at ”fastholde genopbygningen af Damaskus og fremme forsoningen mellem byens splittede samfund” (s.241). Det var endvidere vigtigt at genskabe osmannisk kontrol og forhindre indgriben i byen. Han tog kontakt til en anden begavet reformator og storvesir Ahmet Shefik Midhat Pasha (1822-83). Han var med til at formulere den osmanniske forfatning af 1876. Hvordan det nye Damaskus blev realiseret fortæller Rogan i kapitlet ”Det nye Damaskus”.

Der skal her kun nævnes nogle af de vigtigste reformer, som Fuad Pasha og Midhat Pasha gennemførte. Tre provinser blev samlet til en superprovins ved navn Syrien. Damaskus blev udpeget til hovedstad i det nye Syrien, hvilket gav byen ny selvtillid. Det var vigtigt for byens fremtid, at de kristne havde stor tillid til Fuad Pasha pga. hans håndtering af efterspillet til begivenhederne i 1860. Det var en af grundene til, at kristne vendte tilbage til Damaskus og fik bygget nogle af de fornemste palæer i byen. Men også muslimer og jøder deltog i byggeriet af overdådige luksuspalæer. At Damaskus blev provinshovedstad var en sejr for både kristne og muslimer.

Det pegede fremad, at der blev skabt et folkevalgt organ med henblik på at rådgive guvernøren om udviklingsstrategier for provinsen. Muslimer og kristne arbejdede også sammen her om en økonomisk genfødsel for deres provins. Rådet godkendte 18 store projekter i Syrien, fx udbygningen af vejnettet, fornyelse af byens handelscentrum, modernisering af uddannelserne. I løbet af 1890'erne og begyndelsen af det 20. århundrede havde mange års investeringer og udvikling forvandlet byen. 

I bogens sidste kapitel argumenterer Rogan for, at begivenhederne 1860 var et vendepunkt i Syriens historie. Han skriver ”Damaskus oplevede ikke tilsvarende religiøse skel og stridigheder efter 1860. I stedet blev genopbygningen ledsaget af en fortløbende genintegrering af det kristne samfund i byens sociale og økonomiske liv....I den forstand udgør 1860 efter min opfattelse vendepunktet i de osmanniske reformer, hvor styrets nye tiltag markerede afslutningen på den gamle osmanniske orden og begyndelsen på en ny og moderne osmannisk tidsalder” (s. 274).

Eugene Rogan har med bogen ”Massakren i Damaskus – Skabelsen af det moderne Mellemøsten” skrevet et betagende, imponerende og spændende mesterværk om betydningen af de europæiske stormagters indtrængen i regionen og om en af de meget grusomme, men samtidig også epokegørende konflikter i Mellemøstens historie. Jeg kan kun give bogen min varmeste anbefaling. Jacob Levinsen har formået at levere en fremragende oversættelse. Billederne, der er samlet efter s. 158, er ganske enkelt fremragende og yderst relevante for forståelsen af den skrevne tekst. Det er fx et scoop, at han har fundet et foto af Mishaqa, fordi det på det tidspunkt ikke var almindeligt, at personer blev fotograferet. Kun savner jeg en oversigt over de vigtigste personer og en opregning af de vigtigste facts. Herom er der ingen oplysninger i registeret. Det er endvidere først i forbindelse med teksten til billederne, at vi får at vide, at en kavas er en konsulærvagt, og at en dragoman var langt mere end blot ”tolk”, som ordet betyder.

[Historie-online.dk, den 5. juni 2024]

Se relaterede artikler
Danskernes huse på Guldkysten 1659-1850
Verdens farligste land?
Maos Rige – en lidelseshistorie