Menu
Forrige artikel

Gift

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 503

 

Af Poul Ulrich Jensen

I august 1951 spredte en mystisk masseforgiftning panik i den sydfranske landsby Pont-Saint-Esprit. Flere hundrede af indbyggerne fik åndenød, krampetrækninger, svimmelhed, og for nogles vedkommende mentale forstyrrelser med skræmmende hallucinationer. Det endte med at koste syv af de angrebne livet og efterlod myndighederne med et mysterium, der aldrig er blevet opklaret. Mareridtet i Pont-Saint-Esprit er åbningskapitlet i bogen om gift, hvor Jakob Eberhardt, der er cand.mag. i historie og dansk samt fagjournalist, beskriver, hvordan farlige kemiske stoffer på godt og ondt har præget menneskers liv gennem historien.

I 1800-tallets England var arsenik en let tilgængelig handelsvare, der blev langet over disken i enhver købmandshandel uden nogen restriktioner. Det var dog ikke kun rotter, mus, kryb og insekter, der måtte lade livet for det giftige stof, for lemfældig omgang forårsagede hundredvis af dødsfald. Der var også arsenik i de malede tapeter samt i spillekort, papir og konvolutter, og truslen lurede desuden uden for de hjemlige omgivelser. Luften i fabrikshaller og værksteder var ofte fyldt med ætsende stoffer og giftige dampe. Hatteproduktionen krævede kviksølvsalte opløst i salpetersyre til blødgøring af materialer, og den farlige cocktail førte til en kronisk kviksølvforgiftning, der efterlod ofrene med en stærkt afvigende adfærd. ”Mad as a hatter” blev en gængs talemåde med en tragisk baggrund. Ville man gerne af med en person uden at få blod på hænderne, var giftmord en oplagt mulighed. Metoden var effektiv, og risikoen for afsløring minimal. Det ændrede sig imidlertid omkring år 1800, hvor retsmedicin og toksikologi gav politiet nogle redskaber, der gjorde det muligt at afsløre den slags forbrydelser.

Desværre var der ingen videnskabelige metoder, der forhindrede, hvad der er blevet betegnet som historiens største medicinske gifttragedie, der i årene 1958-1962 førte til fødslen af tusindvis af børn med svære misdannelser. Årsagen var det beroligende middel Thalidomid til gravide, der kom i handelen efter mangelfulde og overfladiske tests. Det var medicinalfirmaet Chemie Grünenthal, der lancerede præparatet, der under betegnelsen Contergan hurtigt blev det bedst sælgende middel i Vesttyskland mod nervøsitet og søvnløshed. Firmaets indtjening var enorm, og man forsøgte længe at ignorere de foruroligende rapporter om dødfødsler, misdannelser hos nyfødte og nervebetændelse blandt voksne. Konsekvenserne for Chemie Grünenthal blev særdeles begrænsede, for en retssag endte i december 1970 uden nogen dom til de anklagede. FN’s verdenssundhedsorganisation WHO tog sagen mere alvorlig og kom i 1966 og 1967 med kraftige anbefalinger til bedre testning af nye lægemidler.

DDT er et giftigt sprøjtemiddel, der har været anvendt i så rigelige mængder, at det i dag findes overalt på jorden. Forskere har registreret det i luften, havet, planter, mennesker og dyr, selv så fjerne steder som Arktis og Antarktis. Det blev betragtet som et vidundermiddel til beskyttelse af landbrug og skovområder, og i 1948 modtog Paul Müller Nobelprisen for sin opdagelse af stoffets insektdræbende virkning. Med tiden har dets meget langsomme nedbrydning imidlertid belastet naturen i en grad, så det har udløst begrænsninger og forbud, og selv om DDT tilsyneladende ikke er akut giftigt for mennesker, kan det ved langvarig eksponering være kræftfremkaldende eller have andre skadelige konsekvenser. Sprøjtemidlet har dog ikke kun været et onde, men også reddet utallige menneskeliv som et ekstremt effektivt våben i kampen mod malaria. Som bogen på forbilledlig vis gør rede for, er der tale om et tveægget sværd, der både forurener naturen i et voldsomt omfang og forhindrer mennesker i at blive angrebet af malariamyggen. Denne dobbelthed finder man også i den tyske kemiker Fritz Habers karriere, der spændte fra udviklingen af giftgas til opdagelse af en metode til syntetisk fremstilling af ammoniak.

I april 1915 rasede 1. verdenskrig, og på den blodige slagmark i det vestlige Flandern tog de tyske tropper et nyt våben, klorgas, i brug. Kemikeren Fritz Haber, der var en højt anerkendt forsker, stod bag denne opfindelse, der indledte et kapløb mellem de krigsførende parter om udviklingen af effektive giftgasser. I Tyskland blev Fritz Haber frontfiguren, der som chef for landets giftgasprogram og med rigelige bevillinger i 1917 kunne introducere verdenskrigens mest berygtede og effektive kemiske våben, sennepsgassen. Det ændrede dog ikke på, at tyskerne led det endelige sammenbrud i efteråret 1918, og nederlaget tog hårdt på den stærkt patriotiske kemiker, men i 1919 opnåede han alligevel en sand triumf, Nobelprisen i kemi, for sin metode til syntetisk fremstilling af ammoniak. Den skulle primært anvendes til produktion af kunstgødning, og metoden fik især kolossal betydning efter 2. verdenskrig, hvor den var en afgørende forudsætning for effektivisering og vækst i fødevareproduktionen. Fritz Haber stod således både bag metoder til drab på tusinder af soldater og overlevelsesmuligheder for sultende befolkninger.

Det er ikke kun mennesker, der benytter sig af gift som våben. Naturen er fuld af giftige dyr, insekter, organismer og ikke mindst planter, som i nogle tilfælde også vokser i Danmark. Her skal man tage sig i agt for pigæble, skarntyde, guldregn og galnebær. Til gengældt behøver vi ikke bekymre os om slanger, der let kan blive et dødeligt bekendtskab. Det gælder ikke mindst en af de største og giftigste, den sorte Mamba, der er Afrikas mest frygtede. Hvert år bider slanger cirka fem millioner mennesker verden over, og af dem dør op mod 130.000. Der er imidlertid hjælp på vej, for forskere arbejder ihærdigt på udviklingen af nye modgifte. Bogens sidste kapitel er et genbesøg i den sydfranske by Point-Saint-Esprit, der i 1951 blev ramt af en mystisk forgiftningskatastrofe. Her fremlægges de seneste teorier, der bl.a. rummer fantasifulde forklaringer om LSD og CIA-eksperimenter. 

Jakob Eberhardt har skrevet en spændende og særdeles oplysende bog om gift, der som han bemærker, er et fascinerende men også gigantisk og uudtømmeligt stofområde. Han har imidlertid løst udfordringen på den bedst mulige måde ved at koncentrere sig om en række historiske nedslag, der dækker de vigtigste temaer. Hvert kapitel rummer både en dramatisk beretning og faktabokse, der beskriver emnet på leksikalsk vis, og det fungerer fremragende. De mange illustrationer supplerer teksten fint, og bogen kan varmt anbefales.      

[Historie-online.dk, den 7. december 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Racehygiejne i Danmark 1920-56
Den fjerde rytter
Dansk Medicinhistorisk Årbog 2012