Ansgar - nordens apostel
Af Leif Arffmann. Fhv provst
2026 er året, hvor det markeres, at det er 1200 år siden, munken Ansgar mødte forundrede nordboere og fortalte dem om kristendommen. Dette markeres på forskellig vis rundt omkring i landet, ikke mindst ved et folkemøde i Ribe den 21. -24. maj med et differentieret program af seminarer, foredrag, film, koncerter m.v.
Aarhus Universitetsforlag har valgt at udgive et særdeles vellykket og flot bogværk: Ansgar Nordens apostel gennem 1200 år. Lad det være sagt med det samme: Det er en særdeles læseværdig bog med velskrevne, fagkyndige artikler og et enestående billedmateriale. Læs den! Det er en fornøjelse.
Dette monumentale værk er redigeret af Kasper H. Andersen, Carsten Bach-Nielsen, Mattias Sommer Bostrup og Nils Arne Pedersen. Redaktionsgruppen har skrevet ”Indledning - Ansgar myte og realitet”, og værket indeholder herefter19 artikler.
Disse er opdelt i to dele, første del: Ansgar og overgangen til kristendommen samt anden del: Ansgarskikkelsens receptionshistorie. Bidragyderne er: Kasper H Andersen, Carsten Bach-Nielsen, Martin Berntson, Mattias Sommer Bostrup, Sarah Croix, Jakob Engberg, Volker Hilberg, Lisbeth M. Imer, Per Ingesman, Sven Kalmring, Andreas Müller, Sebastian Olden-Jørgensen, Anne Pedersen, Nils Arne Pedersen, Else Roesdahl, Jens Peter Schjødt, Morten Søvsø og Matthias Toplak.
Med denne opdeling behandler værket i gode og veloplagte artikler både de historiske forhold i det danske område i begyndelsen af 800-tallet ff. men også den spændende historie om, hvorledes Ansgar-skikkelsen er blevet betragtet og anvendt i eftertiden frem til vor egen tid.
Mange historikere har gennem tiden behandlet Ansgars indsats og ofte betegnet den som en fiasko: Det lykkedes ikke at give kristendommen fast grund under fødderne. Her er Per Ingesmans artikel ”Ansgar i Danmarkshistorierne” en grundig gennemgang af dette forhold, eksempelvis Thorkild Ramskous bidrag i Politikens Danmarkshistorie fra 1984, hvor Ansgars indsats nedtones. Og så dog alligevel ”Selv om kun en ganske lille del af danerne lod sig døbe af Ansgar og hans prædikanter, der således synes at have haft begrænset succes i deres samtid, som det fremgår af flere andre bidrag i denne bog, plantede Nordens apostel i tæt samarbejde med hedenske konger de frø, hvoraf den senere mission spirede frem.” Således skriver Kasper H Andersen i artiklen ”Ansgar, konger og kejsere”, ligesom Morten Søvsø i ”Ansgars kirke i Ribe” konstaterer, at de seneste udgravninger ved ”Ribe Domkirke dokumenterer eksistensen af både kirker og kristne minoriteter i Danmark fra midten af 800-tallet”.
Religionsskiftet i Norden bliver belyst af flere læseværdige bidrag præget af faglighed og fri for ”vikingeromantik”. Det gælder således Else Roesdahls ”Religionsskiftet i Danmark ca 950 -1100”, hvor religionsskiftet betragtes som en del af et større europæisk kulturskifte. Her får nordboerne bl.a. mulighed for at lære at læse og skrive. Det europæiske perspektiv spiller begribeligvis også en stor rolle i Matthias S. Toplak og Volker Hilbergs ”Hedeby som indfaldsport for kristningen af Norden”, ligesom Anne Pedersen i ”Danmarks dåbsattest” argumenterer for, at gravhøjene og til dels det store palisadeområde i Jelling kan være inspireret af, hvad man har set i det ottonske sydlige naborige.
Der er således tale om en lang proces fra 826 til begyndelsen af 1000-tallet, og netop det processuelle i religionsskiftet bliver belyst fra flere sider. Jens Peter Schjødt beretter i ”Religion i Norden før Kristendommen”, hvorledes dele af den førkristne religion blev videreført. Landets førende forsker i runesten, Lisbeth Imer, fortæller i ”Runesten og religion”, hvorledes ”runestenens tekster er alligevel med til at belyse samfundets religiøse aktiviteter og menneskets forbindelse til religionen....” på begge sider af religionsskiftet og derved gøres det processuelle tydeligt. En anden perspektivering af dette emne læser vi i Sarah Croix: ”Kvinderne og overgangen til kristendommen”. Her udvides perioden til 1100-tallet, men forfatteren konstaterer, at udviklinger i kønsforholdene i den periode skal ses ikke kun som resultat af religionsskifte men muligvis sammen med andre sociale forandringer som magtstrukturer, ejendomsret og urbanisering.
I to artikler, ”Han må forlade Neptun og søge kirken!” af Jakob Engberg og ”Ansgar af Bremen, de fattiges fader” af Andreas Müller sættes der, ud fra samtidens kilder, fokus på personen Ansgar for så vidt angår hans omvendelse og diakonale virke overfor de fattige. Her gøres flere spændende iagttagelser, eksempelvis at der kan ses forbindelseslinjer mellem Ansgars omvendelse og den omvendelse, kirkefaderen Augustin beskriver i sine ”Bekendelser”.
Da det handler om ”Nordens Apostel” er der naturligvis også svenske bidrag både i første og anden del. For Ansgars virke i Birka kom til at fylde meget i Sveriges historie. Sven Kalmring påviser imidlertid i ”Ansgar og kristningen af Birka”, at det er tvivlsomt, om virksomheden satte sig spor. Derimod berettes af Martin Berntson i ”Nathan Söderblom i et historiebrugsperspektiv”, hvorledes den markante svenske ærkebiskop Söderblom, vel vidende, at Ansgars virke i Birka var uden frugter, arbejdede meget for at fremme Ansgar som et samlende symbol.
Det fornemme værks anden del beskriver som nævnt Ansgarskikkelsens receptionshistorie. Nogle af artiklerne har været omtalt. Nils Arne Pedersen bidrager med to artikler: ”Ansgar i den danske middelalders liturgi” og ”Ansgar i den danske historieskrivning fra middelalderen”. I den første artikel fortælles, hvordan Ansgar så at sige måtte slås for at få sin plads den 3. februar i den liturgiske kalender, mens der i den anden artikel bl.a. beskrives, hvorledes Den danske Rimkrønike gør Ansgar til Guds direkte sendebud til Danmark.
Mattias Sommer Bostrup beretter i ”Mellem lærdom, fromhed og oplysning” hvorledes Ansgar blev anvendt i perioden ca 1500 -1800. Det var ikke så ligetil at lade en katolsk munk spille en hovedrolle i den lutherske ortodoksi endsige i pietismens tid. Men her er ”kunstgrebet” bl.a. at Ansgar gøres til lokal samlingsfigur. Dette beskrives med flere eksempler, bl.a. fra 1688, hvor den frisiske præst Anton Heimreich gør Ansgar til friser og beretter, at han flere gange havde prædiket på Nordstrand. Om den næste periode fortæller Carsten Bach-Nielsen i ”Opfattelse og brug af Ansgarskikkelsen i 1800 – og 1900-tallet”, at Ansgars egentlige genopdagelse sker med Grundtvig. Det var samtidig med jubelfesten for Luthers reformation i 1817 og tusindårsfesten i 1826, at Grundtvig forlod ortodoksiens linievogter-position og talte om Ansgar som ”en del af den danske kirkes tusindårige historie, ja ligefrem dens grundlægger”. (CB-N s. 346) Dette videreudvikles af Grundtvig selv i Sangværket i 1836 og af grundtvigianerne, ikke mindst højskolebevægelsen. Carsten Bach-Nielsen påviser i denne artikel og i den følgende: ”Ansgarbilleder”, med et fremragende billedmateriale, hvorledes Ansgar i lange perioder opfattedes som mærkelig og ikke værd at beskæftige sig med. Men just grundtvigianerne hentede ham ind i varmen med Christen Dalsgaards altertavle til valgmenighedskirken i Øster Jølby på Mors (nu frimenighedskirke), hvor motivet er Ansgar, der døber en ung kvindes barn i bækken i en dansk skov. Maleren arbejdede videre med motivet til Vallekilde Højskole. Her er inddraget traditionen om, at Ansgar oprettede skole for drenge, så Ansgar er nærmest blevet højskoleforstander. Der siges meget mere om Ansgar-fremstillingerne, frem til Hein Heinsens skulptur ved Ribe Domkirke, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse bogen.
I artiklen ”De danske katolikkers Sankt Ansgar” beretter Sebastian Olden-Jørgensen kyndigt om Ansgar gennem tiderne i forhold til den katolske menighed i Bredgade i København, hvor kirken just bærer Ansgars navn. Det har dog ikke været tilfældet hele tiden, idet kirken i 1840-1842 blev opført som det Østrig -Ungarske gesandtskabskapel. Første gang kirken benævnes ”Sankt Ansgars Kirke” er i 1860, og siden da har Nordens Apostel været anvendt som snart symbol på tilbagevenden til den rette tro, snart som en økumenisk samlende skikkelse.
Det er forhåbentlig fremgået af ovenstående, at der er tale om en særdeles anbefalelsesværdig udgivelse, som der bør findes plads på mange reoler.
[Historie-online.dk, den 24. marts 2026]
