Menu
Forrige artikel

Fri abort - 50 år

Kategori: Bøger
Visninger: 928

 

Den 24. maj i år er det nøjagtig 50 år siden, loven om fri abort blev vedtaget i Folketinget. Afstemningen forgik ved navneopråb, og loven blev vedtaget, da 95 stemte ja, 56 stemte nej, 17 stemte ikke, og 11 var fraværende. Der blev stemt personligt og forskelligt i partierne bortset fra SF, hvor alle stemte ja.

Det unge socialdemokratiske folketingsmedlem Helle Degn havde arbejdet ihærdigt for lovens gennemførelse både internt i partiet og i folketingets retsudvalg. Loven trådte i kraft 1. oktober 1973, men otte dage efter loven blev vedtaget i maj, fik Helle Degn selv foretaget en abort. Hun og kæresten var enige om, at de ikke ønskede et tredje barn: ”Jeg prøvede på min egen krop at være til lægesamtale. Lægen løftede den moralske pegefinger op i hovedet på mig. Men jeg havde den frihed, at jeg kunne sige til ham: Nu er jeg selv lovgiver, og jeg ved, at den nye abortlov snart træder i kraft. Jeg havde personligt truffet det valg, der passede til min tilværelse. Lægen blev flov”, fortæller hun i bogen ”Kampen for fri abort” af forfatteren Jens-Emil Nielsen.

I starten af 1900-tallet skrev aviserne tit om drab på nyfødte børn. Det var som regel unge, ugifte kvinder (ofte tjenestepiger), der stod bag den fortvivlede løsning på et stort problem. I 1921 fødtes mere end 1/5 børnene i København af ugifte kvinder. De fleste af disse børn voksede op i fattigdom eller kom i pleje, ofte på barske børneanstalter, hvor vold og misbrug hørte til hverdagen. Og hvert år valgte tusinder af kvinder at få en ulovlig abort.

Forslaget – eller kravet – om fri abort blev rejst første gang d. 24. januar 1929 med en henvendelse fra 8.000 arbejderkvinder til regering og folketing. Det var Fagforeningen for Kvindelige Arbejdere i Jern- og Metalindustrien, der stod bag kravet, men det var formuleret af den revolutionære Marie Nielsen.

I 1924 var forfatteren Thit Jensen begyndt at rejse rundt i landet, hvor hun i foredrag for tusinder af mennesker, især kvinder, agiterede for brug af ”moderbeskytter”, dvs. pessar. Hun havde selv haft en mor, der var blevet slidt op af 12 børnefødsler. Hun blev også beskyldt for at gå ind for ”fosterdrab” (fri abort), men det gjorde hun ikke. Men det lykkedes hende at få et samarbejde med lægen J. H. Leunbach om at få kvinder til at beskytte sig mod graviditet med pessar. Og det lykkedes så godt, at Leunbach sent i sit liv mente, at han havde hjulpet 40.000 kvinder med at få taget mål til pessar og undervist dem i at bruge det.

En anden forfatter, den tidligere Carlsberg-frue Jo Jacobsen, udgav i 1930 pjecen ”Kvindens ret til sit eget legeme”, hvor hun bl.a. skrev: ”Der findes ikke indenfor den danske rigsdag en politiker eller en lovgiver, der har mod til eller indsigt nok til at forelægge et forslag om ophævelse af fosterfordrivelsesparagraffen og erstatte det med et forslag om en human fremskridtslov for svangerskabsafbrydelse og oplysning om forebyggelse”. Ifølge straffeloven fra 1930 kunne en kvinde få et års hæfte eller fængsel for fosterdrab, og den, der udførte det, kunne få op til fire års fængsel, men selv om der blev udført tusinder af ulovlige aborter om året, var det meget få, der kom for retten.

I 1932 udgav doktor Leunbach (som han efterhånden blev kaldt i folkemunde og i pressen) bogen ”Kvinder i nød” med breve til ham fra nogle af de mange ulykkelige kvinder, som var blevet uønsket gravide. Leunbach havde længe været imod at udføre ulovlige aborter, men kunne ikke i længden lade være med at hjælpe kvinder i nød. Da han blev anklaget for det, erkendte han at have udført 320 ulovlige aborter. I den første Leunbach-sag blev han dog frikendt af et nævningeting i 1935, men i 1937 fik han en dom på tre måneders fængsel for medvirken til aborter.

I 1950´erne og 1960´erne var det den sønderjyske Toftlund-læge Mogens Holst-Knudsen, der blev kendt som abortlæge og kom fem måneder i fængsel. I 1965 begyndte danske kvinder at rejse til Polen for at få en abort (nu bliver det måske omvendt), og i 1966-67 var der ofte artikler i aviserne om illegale aborter foretaget af kvaksalvere, der havde fået en fængselsdom.

Den kendte socialrådgiver Tine Brylds personlige, faglige og politiske historie illustrerer godt, hvad der skete på abortområdet i 1960´erne. Hun var lige fyldt 21 år, da hun i januar 1961 selv fik en ulovlig abort. Da hun i 1965 blev ansat i Mødrehjælpen, begyndte hun at hviske nogle adresser på anerkendte, illegale abortlæger i ørerne på de mest ulykkelige. Eller fortælle dem hvordan de skulle opføre sig for at få bevilget en abort.

I 2009 huskede Tine Bryld: ”Kampen for fri abort var en god og rigtig kamp, og det var en fantastisk befrielse, at kvinder på grund af den og p-pillen fik mulighed for at nyde deres seksualitet. Nu findes der jo både lægeordinerede hjemmeaborter og fortrydelsespiller, og det er godt. Du får mig ikke til at sige, at det er gået for langt, eller at det er blevet for nemt. Kvinder skal selv have lov til at bestemme, hvornår de vil have børn”.

[Historie-online.dk, den 17. maj 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Årets bog om svensk historie 2022
Så vidt en usædvanlig sporvogns-nørd husker
Ny danmarkshistorie i 100 bøger