Menu
Forrige artikel

Replik til anmeldelse

Kategori: Bøger
Visninger: 1062

 

Af Jens Lei Wendel-Hansen

Kresten Søe skrev den 7. juni en anmeldelse på historie-online af min bog De træer, de drypper endnu. 1864 i dansk politik. Anmeldelsen kræver en reaktion fra min side.

Jeg vil gerne indledningsvis kvittere for Søes øje for det nye i fremstillingen og for illustrationernes samspil med teksten. Når jeg imidlertid har fundet det nødvendigt at gøre en replik til anmeldelsen, skyldes det, at bogen afgørende misrepræsenteres i Søes fremstilling. Min væsentligste indvending imod anmeldelsen er, at den ikke synes at være baseret på, hvad der faktisk er formålet med bogen (se fx siderne 6 og 384). Bogens ærinde er ikke at bedrive politisk begivenheds- eller realhistorie, men politisk erindringshistorie. Formålet har været at undersøge, hvordan nederlaget i 1864 har været brugt i dansk politik siden dengang. Om brugen eller politikernes øvrige fremstillinger ud fra en historievidenskabelig udlægning er korrekte, er ikke ærindet her.

Jeg forstår Kresten Søes kritikpunkter på følgende måde: For det første at tilstedeværelsen af kildematerialet (eller nok snarere manglen på samme) skævvrider billedet. For det andet, at jeg ikke inddrager tilstrækkelig ny forskning. For det tredje, at der er for mange citater med. Lad mig begynde med det sidste. Fremstillingen ønsker at gennemgå den politiske erindringshistorie og altså, hvordan man har talt om og brugt nederlaget politisk. Her er citater ikke kun illustrationer, men selve essentielle byggesten for at lave en valid undersøgelse. Derfor også den høje frekvens. Citaterne er dokumentation for mine pointer.   

Svaret er et klokkeklart ja, når anmelderen spørger, om der skævvrides, men det er et vilkår, når der skrives politisk erindringshistorie. I bogen pointerer jeg konsekvent, når der sker en ændring i intensiteten af brugen. Ved grundlovsdiskussionen 1865-1866 fastslår jeg eksplicit, at ”[d]iskussionen var dog kun i beskeden grad præget af krigen og krigens fortællinger” (s. 118). Efter Første Verdenskrig klargør jeg, at Danmarks ageren under Verdenskrigen i høj grad overtager rollen som primær historisk reference i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål (s. 245). Jeg fremhæver, hvordan referencen til nederlaget umiddelbart efter Befrielsen styrkes i en offerfortælling om Besættelsen (s. 272, 278-279), dernæst at nederlaget igen faldt yderligere i baggrunden fra omkring 1950 (s. 309) og sluttelig, at nederlaget i 1970’erne snart sagt er helt forsvundet fra folketingsdebatterne (s. 327). Derfor er det simpelthen uklart, hvad anmelderen finder, jeg skulle have gjort.

I samme forbindelse fremfører anmelderen, at der er forhold, der ikke når frem til den politiske debat, og som overses ved at bruge offentlige kilder. Endnu engang giver det mig det indtryk, at anmelderen ikke til fulde accepterer den præmis, som bogen er skrevet på, nemlig at der ikke her er tale om en analyse om politisk begivenheds-, virknings- eller realhistorie. Jeg er i mindre grad interesseret i, hvad der har været årsager til politiske handlinger. Jeg er interesseret i erindringsudviklingen i den offentlige politiske debat. Fokus er på den nationale politiske erindringsbearbejdning. Her er forskellen mellem den offentlige kilde og den private eller hemmeligholdte netop afgørende, da den offentlige danner grundlag for erindringsbearbejdningen bredt set. Når det er sagt, så har jeg faktisk inddraget eksempler, hvor det mere var politiske handlinger end egentlige politiske udtalelser, der knyttede an til erindringen. Den væsentligste er udenrigsministeriets modstand mod en mindretalsaftale med Tyskland, fordi den ville give Tyskland anledning til at blande sig i indre danske anliggender, ligesom op til 1864 (s. 129-130, 305).

Anmelderens indvender også, at jeg ikke inddrager tilstrækkelig ny forskning, men den forskning, anmelderen peger på, går i en anden retning end det, der faktisk er bogens fokus. For det første vil jeg igen pointere, at det ikke er bogens formål at skildre hverken den ene eller den anden forsvarspolitiks faktiske berettigelse op til Første Verdenskrig eller graden af forsonlighed (eller mangel på samme) i det dansk-tyske forhold. Formålet er at fremstille, hvordan nederlaget bliver retorisk inddraget i det og brugt i denne sammenhæng. For det andet vil jeg hævde, at jeg i øvrigt heller ikke finder, at Søes kritik er berettiget. Jeg afviser for eksempel direkte på side 212 Bo Lidegaards opfattelse af højrefløjens forsvarspolitik som følelsesbåret. Jeg henviser her til nyere forskning end det, Søe drager frem, nemlig Michael H. Clemmesens Den lange vej mod 9. april fra 2010, der dokumenterer, at de danske militære foranstaltninger, ikke mindst Københavns Befæstning, faktisk havde betydning for de tyske dispositioner. I forhold til pointer om det samme i forbindelse med Anden Verdenskrig har jeg desuden brugt Steen Andersens Der er intet foruroligende for Danmark fra 2020 (s. 212-213, 217). Min rehabilitering, eller hvad vi skal kalde det, af det moderate Venstres forsvarsstandpunkt som led af et moderat kulturforsvar trækker i samme retning (s. 166, 247-251).

Jeg vil desuden anholde Søes antydning, at den udeladelse af militærets nytteværdi, som han ser i bogen, kunne hænge sammen med ”forfatterens egne sympatier”. Jeg må forstå ham sådan, at det kan være en vis forkærlighed for Hørup og hans ”Hvad skal det nytte”-tanke, der foranlediger min skildring. Det tager jeg som en ubetinget ros. Det har været nødvendigt for mig at gå til de repræsenterede synspunkter på en måde, hvor jeg loyalt fremstiller synspunkterne på deres egne præmisser. Det må jeg i Hørups og ”hvad skal det nytte”-tankens tilfælde have gjort såre godt. Jeg er gammel KU’er.

Søe kritiserer også den ”generelt rosenrøde næsten skåltaleprægede skildring af det dansk-tyske samarbejde omkring mindretallene nord og især syd for grænsen efter 1945”. Jeg kan simpelthen ikke se, hvad anmelderen her hænger sin hat på. For blot at tage nogle af de væsentligste eksempler, der går i anden retning, så beskriver jeg København-Bonn-erklæringerne som skabt i ”mistillid” (s. 305), hvilket jeg direkte sætter over for det forhold, at de ellers hidtil har været set som forsoningens inkarnation. Senere i bogen antyder jeg endda, at man i 1990’erne (belejligt?) havde glemt mistilliden og fremstillede de ensidige erklæringer som en gensidig aftale, hvilket de ikke var (s. 340). Jeg nævner Aarhus Stiftstidendes blanke afvisning af 100-års-jubilæet som en forsoningsfest og Frederik 9.’s træden uden for manuskriptet ved samme lejlighed, som netop går på tværs af Jens Otto Krags forsoningstale. Jeg kan ikke med selv min bedste vilje se, hvordan den realhistoriske fremstilling kan læses som et harmonisk dansk-tysk forhold om grænsespørgsmålet. Kan det hænge sådan sammen, at Søe også her har fokuseret på netop (skål)talerne som et udtryk for den realhistoriske fremstilling af forholdet, mens jeg ikke bruger dem sådan? Det ville de nemlig være håbløse til. Til gengæld er de ideelle som erindringshistorisk kildemateriale. Jeg mener nemlig afgjort, at Danmark har gjort sit til at fremstille det dansk-tyske grænsespørgsmål som en rollemodel for andre lande med grænsestridigheder, men det har ikke nødvendigvis noget med virkeligheden at gøre.

At jeg kunne have anvendt mere forskningslitteratur på den realhistoriske del, skal jeg villigt indrømme. Når jeg ikke har gjort det, er det, fordi det var kildearbejdet og erindringshistorien – ikke realhistorien – der var i fokus. At jeg imidlertid ikke skulle have forholdt mig til state-of-the-art på de enkelte behandlede områder, mener jeg ikke, at Søe fører tilstrækkeligt belæg for. 

Værre er det, at anmelderen kun delvist synes at acceptere selve præmissen for bogen, nemlig den, at dette ikke er et realhistorisk, men et erindringshistorisk værk. Det har ikke været min agt med bogen at analysere hverken betimeligheden af dansk forsvarspolitik omkring Første Verdenskrig eller karakteren af det dansk-tyske forhold efter Anden Verdenskrig. Når oplysninger eller analyser herom er dukket op i fremstillingen, har det alene været som grundlag for det egentlige fokus: en erindringshistorisk analyse af politikeres talen om og brug af nederlaget i 1864. Derfor de mange citater, derfor de offentlige kilder. De ville have været malplacerede i et realhistorisk værk, men er selve dokumentationen i et erindringshistorisk.

Se anmeldelsen her

[Historie-online.dk, den 14. juni 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Årets bog om svensk historie 2022
Årets bog om svensk historie 2019
Bogforum var en messe værd