Menu
Forrige artikel

Dansk Medicinhistorisk Årbog 2023

Kategori: Bøger
Visninger: 249

 

Af Poul Ulrich Jensen

I 1546 kom det ældst kendte apotek i Danmark i drift, og herefter steg antallet lidt efter lidt, så der i 1672, hvor Christian 5.’s medicinalordning trådte i kraft, fandtes 24 apoteker, heraf langt de fleste i provinsen. Medicinalordningen fastlagde principperne for apoteksvirksomhed i Danmark og må betragtes som den danske farmacis grundlov. Dens forhistorie og indhold behandler Poul R. Kruse, dr.pharm. og mangeårig formand for Dansk Farmacihistorisk Selskab, i den medicinhistoriske årbogs første artikel. Ordningen sørgede for en klar adskillelse af lægernes og apotekernes rolle i sundhedsvæsenet.

Lægerne skulle blive ved deres profession og ikke drive apotek, og til gengæld skulle apotekerne passe deres bestilling, og hverken de eller deres apotekersvende måtte befatte sig med medicinsk praksis. Blandt de andre vigtige paragraffer var et apotekerbevillingssystem og apotekernes eneret til fremstilling og forhandling af lægemidler. Dette privilegium medførte en forpligtigelse til at have alle de gængse medikamenter og andre varer, der var optaget i medicinaltaksten, på lager. Denne medicinaltakst fastsatte endvidere prisen på lægemidlerne. Medicinalordningen var åbenbart gennemtænkt nok til, at dens bestemmelser om apoteksvirksomhed først blev endeligt ophævet i 1913.

Medens lovgivningen således er velbelyst, er kildematerialet sparsomt med hensyn til den praktiske daglige drift af et apotek. Der foreligger imidlertid et skifte fra 1690 efter en apoteker i Aalborg, hvis enke fik kongens tilladelse til at sidde i uskiftet bo, når dette var registreret og vurderet.  Det lager, der hørte til datidens apoteksvirksomhed, indeholdt en mangfoldighed af råvarer fra både plante-, dyre- og mineralriget i form af urter, frø, blomster, frugter, kirtler, knogler, horn, kviksølv og stenarter. Der var desuden et stort antal tilberedte varer som fx ekstrakter, urteblandinger og salver. Lægemidler til brug ved sygdom udgjorde dog i økonomisk henseende en mindre del af apotekets virksomhed og var en knap nok rentabel del af forretningen. Fortjenesten skulle hentes hjem på salg af urtekram, tekniske midler og et større vinlager.

Med medicinalordningen i 1672 fik man trukket en skarp skillelinje mellem apotekere og lægers virksomhed. Der var imidlertid mange andre om buddet, når det gjaldt behandling af den jævne befolknings dårligdomme. Den danske kvaksalverilovgivning gennem tiderne beskrives af Ole Sonne, der er dr.med., formand for Stenoselskabet og redaktør af Dansk Medicinhistorisk Årbog. Udviklingen fra trolddom til alternativ behandling kostede undervejs adskillige hundrede, fortrinsvis kvinder, livet under de mange hekseprocesser, som især udspillede sig under Christian 4. Straffene var mindre hårde, da Danmark i 1794 fik en egentlig lovgivning mod kvaksalveri. Forordningen angående straf for kvaksalvere, der under navn af kloge mænd og koner påtog sig at helbrede sygdomme bland almuen, skønt de var aldeles ukyndige i lægekunsten, indeholdt et noget mere humant strafferegister for dette uautoriserede behandlingstilbud.

Frederik 6. fik senere formildet de nye bestemmelser ved at give kloge folk, der besad evner inden for et begrænset område af lægevirksomheden, lov til at udøve deres helbredende kunst også ved hjælp af medikamenter, hvis amtmand og læge sagde god for det. Dette kompromis skulle vise sig at være temmelig langtidsholdbart, for forordningen krævede kun nogle småjusteringer indtil 1860’erne, hvor der opstod en større polemik. Den gik dog mest ud over barberfaget, hvor man mistede retten til at foretage åreladning og kopsætning uden forudgående lægeordination. Det var først med loven om udøvelse af lægegerning, der trådte i kraft 1. januar 1935, at emnet om kvaksalveri for alvor kom på dagsordenen. Lægeloven er senere kommet i flere reviderede udgaver, indtil den i 2007 blev afløst af autorisationsloven, der tillader alternativ behandling med visse begrænsninger og med det forbehold, at hammeren falder, hvis der loves for meget eller de tilladte rammer bliver overtrådt.

Bernard Jeune, lektor emeritus i epidemiologi og tidligere leder af Center for Aldringsforskning, har set nærmere på historien om de længstlevende mænd. Trods artiklens titel er vejen til et langt liv langtfra en maskulin disciplin, for den stigende levealder er først og fremmest båret af kvinder. Blandt de såkaldte ”supercentenarians”, der passerer 110 år er kun én ud af ti en mand. Til gengæld dominerer de fuldstændig i fx Bibelens gamle testamente, hvor Metusalem og andre patriarker opnåede en levetid på adskillige århundreder - for Metusalems vedkommende næsten tusind år.

Da man i det 17. og 18. århundrede samlede kataloger over personer, der havde nået en ekstrem alder, var det stadig mændene, der var alt dominerende, men det kneb gevaldigt med at dokumentere deres livsforløb. Faktisk var den første verificerede ”supercentenarian” hollænderen Geert Boomgaard, der døde i 1899 som 110 årig. Men kvinderne kom også på banen, og den første aldersvaliderede person, der nåede 115 år, var Augusta Holtz, ligesom den absolutte rekord i lang levetid kom til at tilhøre en kvinde, Jeanne Calment, der døde i en alder af 122 år.

Dansk Medicinhistorisk Årbog 2023 indeholder således, ligesom de foregående års udgivelser artikler, der både tids- og emnemæssigt spænder vidt, og der er også anmeldelser af årets væsentligste medicinhistoriske udgivelser. Redaktionens målsætning om at holde fagtermerne på et nødvendigt minimum, så også læsere fra faggrupper uden for sundhedssektoren kan være med, er fint opfyldt. Årbogen har desuden mange flotte illustrationer, der understøtter teksten på bedste vis.   

[Historie-online.dk, den 28. maj 2024]     

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Det midtjyske rigshospital
Doktor Leunbach – Abortlæge, idealist og seksualoplyser
Ole Bang