Menu
Forrige artikel

Det badende København

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 813

 

Af Poul Ulrich Jensen

I 1786 etablerede skibsreder Lars Larsen Københavns første offentlige søbadeanstalt med syv badehuse og et par ”Dryppe-Machiner”. Lægen Johann Clemens Thode priste det sundhedsfremmende initiativ, og det blev begyndelsen på en hidtil temmelig upåagtet del af Københavns historie. Nu har Helen G. Welling, der er lektor emerita ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, i et imponerende værk beskrevet de over 90 søbade, der gjorde hovedstadens havn og de nærmeste kyststrækninger til hele byens badekar. Det har krævet en omfattende research at trække dem frem af glemslen, for de fleste af badene lå i en zone uden faste adresser, og det var midlertidige anlæg, fordi havnemyndighederne krævede, at de kunne tages ned med én dags varsel.

De har dog efterladt sig et særdeles omfattende materiale i Rigsarkivet og Københavns Stadsarkiv i form af tegninger, malerier, kobberstik og fra 1860’erne også fotografier. Rammerne omkring de stadigt mere populære badeaktiviteter har skiftet gennem tiden og tiltrukket alle forskellige samfundsgrupper. Træskure og mondæne anstalter med restauranter og opvisningsbassiner har afspejlet tidernes skiftende arkitektur. Eksotiske konstruktioner med mauriske tårne og tyrkiske kupler vekslede med mere beskedne anlæg, alle med det formål at fremme sundheden. Og der var stor tiltro til vandets gavnlige virkning.

Henrich Callisen, der var generaldirektør for Det Chirurgiske Akademi beskæftigede sig i begyndelsen af 1800-tallet med hovedstadens manglende renlighed og anbefalede stærkt kolde søbade for den jævne befolkning, og gymnastikpioneren Fridericus Nachtegall oprettede i 1803 Selskabet for Svømmekunstens Udbredelse. Hans indsats gjorde efterhånden svømning til en alment udbredt færdighed blandt københavnerne, og ifølge hans lærebog kunne man træne øvelserne hjemmefra ved at lægge sig på spisebordet eller på tværs af en stol.

Et af de tidlige søbade i havnen var de flydende badehuse ved Almindelig Hospital, en stiftelse for fattige, hvor patienter med hudlidelser, hovedsageligt fnat, kunne få en helsebringende dukkert. For det velaflagte borgerskab etableredes i 1825 Rysensteens Søbadeanstalt som et af Nordens fineste badehoteller. En gammel fabrik blev ombygget med indendørs svømmebade, omklædningsrum, en fælles konversationssal og restaurant. Kom man langvejs fra, var der værelser til overnattende gæster og kamre til eventuelt medbragte tjenestefolk. Det var dog ikke altid nødvendigt at begive sig til havnens badefaciliteter. En ”søbade ud af huset” service tilbød levering af det friske havvand til hjemmene. Magistraten anbefalede i 1841 et andragende fra hofviktualiehandler Capozzi om en bevilling til ved hjælp af transportable badekar at betjene københavnerne i deres huse. Det bedste var dog trods alt et besøg på badeanstalten, for som selveste Søren Kierkegaard skrev samme år: ”Det er det skjønneste Øieblik i mit Liv, naar jeg staar nede paa Badehusene afklædt”.

Det kunne imidlertid efterhånden være knap så sundt at springe i vandet, for den tiltagende kloakering af København sendte spildevandet ud i havnen. Sidst i 1800-tallet var der et voksende behov for at finde nye placeringer med en bedre vandkvalitet, for badeanstalter blev stadig mere populære, og de havde også vokseværk. Helgoland i Svanemøllebugten, der blev etableret i 1914, var Nordens største og havde svømmebassiner med mål i internationale standarder. Syd for København blev kysten et yndet udflugtsmål for hovedstadens arbejderbefolkning, og her åbnede Brøndby Strandhotel i 1912, hvor der ud over badet også var mulighed for at nyde den medbragte madkurv eller få sig en svingom i parkens pavillon. Stedet blev et meget populært strand-eldorado i bekvem cykelafstand fra byens trange arbejderkvarterer.

Det bedre borgerskab havde til gengæld en lang tradition for at drage nordpå og leje sig ind hos de lokale eller besøge de mere eksklusive badehoteller, der skød op langs kysten. Skodsborg Badesanatorium, der åbnede i 1898, blev Nordens største kursted, der kunne tilbyde vandbehandlinger med mange forskellige bade, lysterapi, strømbehandlinger, røntgen og massage. Som det fremgår af den flotte bog om det badende København, var der muligheder og tilbud til alle, uanset alder, køn og socialklasse i og omkring København, og de blev benyttede i udstrakt grad. I 1954 erklærede Københavns Magistrat imidlertid havnevandet for sundhedsfarligt til badning, og hermed var en æra slut for badeanstalterne. Der skulle gå en årrække, inden det lykkedes miljømyndighederne at få styr på forureningen, men fra begyndelsen af det nye årtusinde er havneområdet igen kommet i spil som et åndehul og rekreativt område for storbyen, og havnebadene har fået en renæssance. Der er skrevet et nyt kapitel i det badende Københavns historie.

Bagest i bogen findes kan man finde en liste over badeanstalternes GPS-punkter. Her er søbadenes placering markeret på en række kort, der også viser ændringerne i kystlinjen fra 1853 til i dag. De fleste badeanstalters daværende placering befinder sig i dag under byens gadenet. Selv om bogens emne er et ret specielt stykke byhistorie, er det lykkedes Helen G. Welling at gøre det københavnske badeliv gennem de seneste par århundreder til en interessant ny vinkel på hovedstadens historie – som forordet bemærker ”denne gang set fra vandoverfladen”. Og forfatterens ambition om, at samspillet mellem billedmateriale, tekst og gamle citater er appetitvækkere til videre læsning er opfyldt til fulde. Det er en velskrevet og rigt illustreret fortælling, der varmt kan anbefales.  

[Historie-online.dk, den 14. februar 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Angst og engle. Den spanske Syge i Danmark
Den blege rytter
Tuberkulose som folkesygdom