Det danske søværn under 2. verdenskrig
Det danske søværn skulle fra 9. april 1940 til 29. august 1943 navigere ganske forsigtigt mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt. Der var både krav om samarbejde men også et klart ønske om at holde flåden udenfor krigen. Viceadmiral A.H. Vedel stod i spidsen for den vanskelige opgave og var manden med modet til at sige: “Sænk skibene”
Af Michael Koch
Mange af os kender billedet af artilleriskibet Peder Skram, som ligger sænket under mastekranen på Nyholm efter flådens sænkning 29. august 1943. Det var en markant og modig beslutning for at undgå, at den danske flåde blev taget af tyskerne og brugt mod de allierede. Sidst på dagen den 28. august 1943 holdt Viceadmiral Vedel møde med forsvarsminister Søren Brorsen. Mødet endte med en ny ordre til alle enheder på Holmen: "Besættelse af Skibene paa Holmen maa efter Regeringens Bestemmelser ikke imødegaas med Magt." Der skete dog det, at Vedel for egen regning indførte en tilføjelse: "Skibene kan efter Omstændighederne sænkes."
Det viste sig, at Vedel handlede med rettidig omhu. Næste morgen iværksatte tyskerne en aktion for at overtage skibene på Holmen. Operation Safari skulle sikre det samlede danske militær, og Vedels ordre blev fulgt. Ordren “Sænk skibene” gjorde Vedel berømt og anerkendt som en stærk mand, der handlede til landets bedste. Der blev sænket 30 skibe på Holmen, mens 13 blev ført til Sverige. Grunden, til at det ikke var muligt at føre alle skibene fra Holmen ud, var ganske enkel. Tyskerne havde opstillet kanoner ved Langelinie, og det var derfor ikke muligt at få dem sikkert ud af havnen. Resultatet af flådens sænkning var et meget synligt bevis til at vise de allierede, at Danmark var på allieret side.
Det meget berømte billede af det sænkede kystforsvarsskib PEDER SKRAM under Nyholms mastekran
Søren Nørbys lille nye bog bygger næsten udelukkende på samtale mellem viceadmiral Aage H. Vedel, kontreadmiral Kaj Lundsteen, kommandør Poul A. Mørch, cand.mag. Hans Kirchhoff og rigsarkivar Johan Hvidtfeldt den 23. marts 1966. Ud over samtalen indeholder bogen også bilag med Vedel og Lundsteens karrierer i Søværnet og andre bilag som overenskomsten mellem den tyske og danske regering, dansk minestrygning under krigen og Vedels tale på Søofficersskolen den 23. maj 1943. Der er også flere bilag, som alle er relevante i denne sammenhæng.
Stemningen under interviewet/samtalen var særdeles god, endda meget hyggelig. De var dus efter at have arbejdet sammen i mange år, og mange af spørgsmålene blev også kun stillet, fordi spørgeren vidste, at han kunne tillade sig det. Det hele er optaget og ligger i arkiv i Rigsarkivet. Læseren bemærker, at der ikke er spørgsmål om modstandsbevægelsen, om de militære ventegrupper eller om forholdet til de allierede i London. Det er stadig spændende læsning om Søværnet under besættelsen. Samtale/interview er ikke tidligere bragt i nogen form i sin helhed.
Aage Helgesen Vedel (1894-1981) og Kaj Lundsteen (1898-1977)
Det er slående, hvor mange informationer og hvor omfattende viden der bliver talt om. Det er ganske imponerende med samtaler, hvor hvert eneste afsnit rummer mange historisk vigtige fortællinger. Det gælder både for Lundsteen og i særdeleshed for Vedel. Deres viden, hukommelse og fakta er meget omfattende. Bogen omhandler flere emner, som historien om torpedoskibene, minering og minestrygning og så naturligvis hele den detaljerede optakt til sænkning af skibene. Det er ganske utroligt spændende at læse om Vedels tanker og handlinger inden ordren til sænkningen af skibene. Det fremgår, at der var lang, lang forberedelse sammen med et yderst loyalt personel. Forarbejdet var stort og tankerne mange, ligesom der var meget dygtige og loyale folk til at få planen til at lykkes uden personskader.
De allieredes minering af de danske farvande begyndte umiddelbart efter den tyske besættelse den 9. april 1940 og gik blandt andet hårdt ud over færgetrafikken mellem de danske øer. Den 17. april blev storebæltsfærgen ODIN minesprængt, og tre dage senere gik det ud over CHRISTIAN IX, også i Storebælt. Begge sænkninger var uden tab af menneskeliv. Så heldig var man ikke, da færgen RISE (billedet) blev sænket mellem Svendborg og Ærøskøbing. Af 21 personer ombord omkom ni, mens otte blev såret. (Frihedsmuseet)
Der fortælles også om panserskibet “Niels Juel”, som forsøgte at undslippe til Sverige fra Holbæk. Chefen for skibet var kommandørkaptajn Carl A.S. Westermann, som skønnede det umuligt at undslippe til Sverige uden tab af personel, så da skibet blev bombet af tyskerne, blev det ødelagt af besætningen i Isefjorden. Det var meget tydeligt, at sænkningen af den danske flåde fik sindet til at koge hos de fleste. Der var rigtig mange, som kom op i Søværnskommandoen og skulle have et trøstens ord.
Det er en stor oplevelse at komme med ind i Søværnets maskinrum i tiden op til 29. august 1943. Ydmygheden overfor Vedel og Lundsteen øges markant efter læsning af denne bog. Det er et meget velkomment træk af Søren Nørby, at sikre udgivelsen af denne lille bog.
[Historie-online.dk, den 10. juni 2026]
