Finn Juhl

Af Ning de Coninck-Smith

I 1961 fik arkitekt og møbeldesigner Finn Juhls nye hustru en gave, som det var svært at afslå, nemlig et soveværelsesmøblement med dobbeltseng, tilhørende stole og et lille skuffeskab med plads til hendes handskesamling. Materialet var kirsebærtræ, betrækket af thaisilke og farverne var smukt afstemt i røde, orange, blå og turkise nuancer.

Gaven blev udstillet på Snedkerlaugets Møbeludstilling samme år og fik hårde ord med på vejen fra hans to samtidige kolleger Børge Mogensen og Arne Karlsen. De snerpede munden sammen og fandt møblementet ”alt for parfumeret” og udtryk for en overdreven dyrkelse af det æstetiske på bekostning af det funktionelle. Så hellere to enkelte senge eller køjesenge, der let kunne flyttes rundt og blive hver mands eje.

Set i designhistoriens lange lys, var møblementet andet og langt mere end en kærlighedsgave. Der var tale om et valg, der afspejlede modernisternes dilemma mellem på den ene side dyrkelsen af det ypperste håndværk og materialer og på den anden side ønsket om lægge livet til rette for den lille familie med beskedne midler.

Juhl havde i bogstavelig forstand bekendt kulør. Idealerne var tænkt for de mange, de tunge, klumpede møbler og støvede portierer skulle erstattes af funktionalitet, ærlighed og lys og luft. Realiteten var derimod for de få og privilegerede, som havde råd. Omend det retvisende skal siges, at han i 1950’erne havde indledt et samarbejde med forskellige møbelproducenter om industrielt og masseproducerede stole.

Historien om soveværelsesmøblementet og den debat, det afstedkom, er blot én blandt de mange fortællinger om de utallige møbler, brugskunst, huse, interiør og udstillinger, som Finn Juhl (1912-1989) nåede at tegne i løbet af sin lange karriere som møbelkunstner. Den tog sin begyndelse i mellemkrigsårene og foldede sig for alvor ud efter afslutningen af 2. Verdenskrig og op igennem 1950’erne. Verden åbnede sig med rigdom, rejser og velstand og en tro på at blot landene forenede sig, ville (den vestlige) verden ikke bare blive god igen, men endnu bedre. USA rykkede tættere på og det samme gjorde Japan til stor inspiration. Og ikke nok med det, i 1951 fik Finn Juhl til opgave at indrette Formynderskabsrådets sal i den nye FN-bygning i New York. Organet havde indtil 1995 til opgave at overvåge afkoloniseringen af elleve tidligere kolonier.

Hvordan opgaven landede på hans skrivebord, fortaber sig i historiens tåger, men dels spillede de nordiske lande en central rolle i FN’s tidlige historie, og dels blev den såkaldt nordiske modernisme måske valgt som et mere forsonende udtryk i forhold til en mere pynteligt og søjlebåret stilart. Juhl anså salen for sit hovedværk, og flot blev det, tegnet ned til mindste detalje, med lamper, omhyggeligt komponeret loftsdekoration og stole i hesteskoform, med og uden armlæn, afhængigt af om man var delegeret eller sekretær.

Endnu tænkte ingen på det problematiske og kolonialistiske i at benævne en stol Høvdingestolen, eller omgive sig med møbler, der så entydigt var kønnede. Med lænestole til mænd, der taler, sidder, hænger med skrævende ben, som den kække udenrigsminister Jens Otto Kragh, ryger og læser avisen – mens kvinderne slanger sig på sofamøbler eller byder til bords i smukke og enkle spisestuer. Hvis ikke ægteparret lader sig favne af sofaen Poeten eller finder hinanden i den japansk inspirerede dobbeltseng, omgivet af moderne abstrakt kunst på vægge, gulve og reoler.

Det er som at træde ind i en tidsmaskine at åbne denne smukt illustrerede og omfangsrige oversigt over Finn Juhls værk, skrevet af forfatteren og idehistorikeren Christian Bundegaard, med Finn Juhl eksperten Birgit Lyngby Pedersen som billedredaktør og tre yderligere medarbejdere på researchsiden. Bogen er udgivet i 2018 og foreligger nu i et 1:1 genoptryk. Det kan man, hvis man er Finn Juhl samler eller drømmer bestemt glæde sig over, men hvis man også er interesseret i de mere kulturhistoriske dimensioner af dansk designhistorie, eller hvordan de æstetiske valg forbandt sig med sociale og kulturelle dynamikker og forventninger til menneskers kropslige og sociale liv, bliver man skuffet.

Leder man efter konflikter fx mellem den visionære møbelarkitekt, hvis møbler var notorisk svære at udføre, og de møbelsnedkere, som Niels Vodder, der over årene fik ansvar for den håndværksmæssige kunnen, går man næsten også forgæves. Leder man efter Finn Juhls designfilosofi er det også begrænset; jo han var optaget af sammenhængen mellem boligen, indretning og møblerne, jo, han var en kritikker af formalisme og en fortaler for organiske former, og efter de første forsøg med polstrede møbler nåede han under 2. Verdenskrig frem til det forenklede og ærlige udtryk ved brug af ædle træsorter og dyre materialer. Den rigtige form garanterer det rigtige liv, fristes man til at konkludere.

Selvom der er mange ord og beskrivelser, taler møblerne og især de smukke fotografier og akvareller (næsten) for sig selv. Ikke mindst – og muligvis overraskende for mange – er hans bud på boligindretning til fx en kunstsamler – eller på indretning af SAS DC-8 fly i samarbejde med Douglas flyfabrikkerne. Det er luksus af en anden og for evigt tabt verden.

Bogen baserer sig på trykte tekster af, med og om Finn Juhl, samt en gennemgang af tegningsmateriale på især Danmarks designskole, hvor Finn Juhls eget arkiv befinder sig.   Henvisningerne er ikke altid lige præcise, og i fortegnelsen over møbler, brugskunst og indretning kunne det have været nyttigt, hvis også møbelnumrene, som FJ 49A, den såkaldte Høvdingestol, var kommet med, så oversigt og tekst stemte overens.

[Historie-online.dk, den 29. oktober 2025]