Menu
Forrige artikel

Jens Sigsgaard: Mit liv i pædagogikken

Kategori: Bøger
Visninger: 1083

 

Af Ning de Coninck-Smith

Palle alene i verden, Okker gokker og Abel Spendabel, vis mig det barn, der ikke har fået én af disse tre bøger i dåbs- eller navngivningsgave. Sammen med Halfdan Rasmussens børnerim og Jacob Martin Strids fortællinger om Mimbo Jimbo udgør de essensen af den danske børnebogsskat, og har helt slået H.C. Andersen af banen, hvis han nogensinde har været læst af moderne børn og deres forældre.

Men hvem var egentlig forfatteren til de tre førstnævnte? Det var pædagogen og psykologen Jens Sigsgaard (1910-1991), barnefødt nord for Limfjorden i Kås – og med et liv, der tog ham langt væk fra det nordjyske, forblæste landskab – og så alligevel ikke. Hans grundtvigianske rødder og den tillid til verden og hinanden, som hans forældre og hans store familie igennem generationer havde oparbejdet som storbønder i det nordjyske, kom til at præge ham hele livet.

Sådan fortæller han det selv i sin levnedsberetning, skrevet i årene mellem 1980-1984 i anledning af, at han fik tildelt Ridderkorset. Sådan en beretning er en del af takken for udnævnelsen, ud over at komme i audiens og hilse på det kongelige overhoved, iført hvide handsker. Levnedsberetningen har indtil videre samlet støv i familiens gemmer og i Jens og Kirsten Sigsgaards private papirer på Det kongelige bibliotek. Det er således yderst fortjenstfuldt, at Claus Henriksen – med familiens tilladelse – har støvet den af, forsynet den med noter og illustrationer og sørget for udgivelsen. Det er der kommet en meget smuk bog ud af, som med glæde kan læses i en liggestol på en solvarm forårsdag.

Sigsgaards liv var ikke bare i hans egen erindring, men også hvis man ser tilbage som barndoms- og uddannelseshistoriker, intet mindre end fantastisk. Sammen med broderen Thomas (1909-1997), der blev en kendt psykolog var de to de kvikke drenge i landsbyskolen, hvor Jens gik i fjerde klasse fire gange, for han kunne ikke rykkes højere op! Efterskole, højskole og en præliminæreksamen (en slags udvidet realeksamen, som måtte aflægges i København, da højskolen ikke havde eksamensret) banede vejen til læreruddannelsen på Ranum statsseminarium og videre herfra til København, som lærervikar i dagtimerne, studerende på Hovedstadens kursus til studentereksamen om aftenen – og derfra ind på psykologistudiet på Københavns universitet i 1934.  Det var dengang studietiden var normeret til 10 år, og de studerende kunne droppe ind og ud af uddannelsen. Jens Sigsgaard var ingen undtagelse, i 1941 blev han forstander for Frøbelseminariet, og i 1945 gjorde en ny studieordning, mere målrettet det praktiske liv, og ikke mindst skolepsykologien, det muligt for ham omsider at gøre sin uddannelse færdig. Som han selv beskriver det, efter et halvt år, gik de fem studerende til eksamen, alle bestod med udmærkelse, en sensation i universitetets historie, men ”årsagen var jo nok, at vi alle i vis henseende var overkvalificerede i kraft af mange års studium.”  Det kan dagens universitetsplanlæggere, så tænke lidt over – men det er en ganske anden sag.

For dem, som har færdedes i den pædagogiske verden eller har en speciel interesse i dens historie og tilblivelsen af pædagogikken som et anerkendt videnskabelig og professionelt felt – med fremkomsten af de mange pædagogiske uddannelser, alene i Sigsgaards tid voksede antallet af seminarer fra 4 til 26 - er der måske ikke så meget nyt at hente i levnedsberetningen. Og dog, Sigsgaard var meget andet og mere end forstander. Han nærede en dyb interesse for folke- og børnekultur, og det flød ind i hans tænkning omkring børn og ikke mindst i hans børnebøger. Han havde også et stort organisationstalent, som bragt ham vidt omkring fra organisationer med tilknytning til Unesco, som OMEP [Verdensorganisationen for småbørns leg og liv] og IPA [International Play Association] og ikke mindst Dansk legeplads selskab, oprettet i 1959, hvor han var formand i årene 1965-81. Undervejs havde han sit eget firma som international agent for en række danske og nordiske børnebogsforfattere, størst af alle Astrid Lindgren. Han kunne heller ikke klage over salgstallene på hans egne bøger. Til dato er Palle alene i verden ifølge Wikipedia, optrykt i 250.000 eksemplarer og oversat til 15 sprog.

Levnedsberetningen tegner et billede af særligt årene under besættelsen, som yderst frugtbare på den kulturelle front – med børnebøger, jazz, kunst og diskussioner om fremtidens opdragelse og skole. Alt sammen lagde grunden til de mange initiativer efter krigen: Fra Den lille skole på Gammelmosevej, som familien Sigsgaard forsynede med seks børn til de store internationale konferencer om børn og leg. Sigsgaard blev medlem af DKP, husede illegale tyske modstandere af det nazistiske styre under besættelsen, lærte sig esperanto, deltog i de intense diskussioner til langt ud på natten mellem forskellige studenterfraktioner, redigerede, skrev og udgav børne- og fagbøger. Efter krigen rejste han kloden rundt og fik bl.a. opfyldt sin drengedrøm om at stå på kanten af Stillehavet, og meldte sig ud af DKP i 1956.

For dem, som ikke er så bekendt med historien, kan det måske være svært at hænge på. De mange personer, der var i Sigsgaards netværk, er sjældent forklaret, men heldigvis er lex.dk og andre digitale opslagsværker lige ved hånden.  Men forstår også på indledningen, at Sigsgaard frem til sin død har tilføjet noter til den version, som Claus Henriksen har arbejdet med. Claus Henriksen har valgt kun at medtage de noter, han har fundet relevante, uden at det dog fremgår, hvilket relevanskriterium han har benyttet sig af. (s. 21). Det svækker tekstens værdi som kilde. Artiklen om Barnet som kunstner blev trykt i Politiken i 1935 og ikke i 1955, som der står i teksten (s. 103). De bibliografiske noter er nyttige som indgange til Sigsgaards forfatterskab, og mere præcise oplysninger vedr. dato på avisartikler kan søges frem via Mediastream på Det kongelige bibliotek. Om Jens Sigsgaards arkiv oplyses, at det findes på i Dansk Historisk Pædagogisk Forening og Samling og på Rigsarkivet – det er korrekt, men yderligere materiale findes i Håndsskriftsamlingen på Det kongelige bibliotek. Hvor og hvornår Ulrik Høys nekrolog, som Claus Henriksen har valgt at bringe sidst i bogen, blev trykt, fremgår ikke.

P.S. Palle alene i verden blev filmatiseret i 1949 og modtog Cannes filmfestivalens specialpris. Den kan ses på filmstriben.dk sammen med små og store. Den kan varmt anbefales.

[Historie-online.dk, den 26. april 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
De danske folketingsmedlemmer
Frederik Ahlefeldt-Laurvig
Den falske løjtnant