Menu
Forrige artikel

Anbragt

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 996

 

Den 24. juni 2023 er Danmarks Forsorgsmuseum klar med en ny, stor udstilling: ”ANBRAGT”.  I Danmark anslås det, at der er 150.000 mennesker i befolkningen, der har prøvet at være eller er anbragt uden for hjemmet. I ”ANBRAGT” fortæller vi historier om anbringelser på tværs af generationer, fra slutningen af 1800-tallet til i dag. Det sker med udgangspunkt i en række anbragte børns egne oplevelser. Idealerne, værdigrundlaget og menneskesynet har ændret sig gennem tiden, men betydningen og konsekvenserne af en anbringelse har til enhver tid været omsiggribende for børnene. ”ANBRAGT” er to udstillinger – én til børn i alderen 8-12 år og én til voksne og unge.

BEMÆRK: Lørdag den 24. juni åbner museet først kl. 14.00, men har åbent til kl. 18.00.

 

I udstillingen stiller vi skarpt på spørgsmål som:

·         Hvordan føles det at skulle falde i søvn i en fremmed seng for første gang og vide, at nu er dette ukendte sted dit nye hjem for en tid?

·         Hvordan er det at møde en ny voksen og være i tvivl om, dette nye menneske er en, som du kan stole på, og som ikke hurtigt forsvinder ud af dit liv igen?

·         Hvordan er det, når du for første gang oplever, at der er nogen, der passer på dig eller når du savner og føler dig ensom?

Hvordan det opleves og føles at være anbragt uden for hjemmet som barn og ung forstår nok kun de, som selv har prøvet det, til fulde. Danmarks Forsorgsmuseum samarbejder med tidligere og nuværende anbragte for at kunne formidle så præcist et billede af anbragtes oplevelser som muligt.

 

Fra 1890 til i dag

I ”ANBRAGT” optræder historier fra tre tidsperioder side om side. Udstillingens opbygning er tematisk, og når du bevæger dig fra rum til rum, kommer du forbi temaerne:

1.    Før anbringelsen

2.    Den første dag

3.    Hverdagen

4.    Sociale relationer

5.    Opdragelse og straf

6.    Efter anbringelsen

I alle rum kan du se film, hvor tidligere anbragte deler deres oplevelser. Du kan se genstande fra børneforsorgen og læse tekster, der formidler anbragtes oplevelser med deres egne ord, og du kan selv tage stilling til aktuelle temaer.

Udstillingen afsluttes i Dialogrummet, hvor du kan følge med i, hvordan andre gæster forholder sig til udstillingens aktuelle temaer. Her kan du også se, hvad du selv kan gøre, hvis du vil være med til at forbedre forholdene for nutidens anbragte børn.

Fremtidens børneforsorg

Med ”ANBRAGT” ønsker vi som museum at anspore til, at vi som samfund i højere grad fremtidigt drager nytte af erfaringerne fra de anbragte selv. Det er projektets grundidé, at ”ANBRAGT” skal skabe forståelse for og indsigt i anbragtes historier og erfaringer for voksne som børn og unge. Samtidig skal udstillingen være et værktøj til brug for udviklingen af fremtidens børneforsorg.

Ny bog ifm. udstillingen

I tilknytning til udstillingen udkommer bogen "Anbragt - Stemmer fra børneforsorgen fra 1900 til i dag" på Turbine forlaget. Bogen skaber indsigt og forståelse og beriger den betydningsfulde samtale om den bedste støtte til de børn, der bliver anbragt. Bogen bringer børneforsorgens fortid og fremtid til debat.

I samarbejde med tidligere anbragte har forfatterne Jeppe Wichmann Rasmussen og Jacob Knage Rasmussen fra Danmarks Forsorgsmuseum samlet og formidlet fortællinger fra den oplevede børneforsorg i Danmark. Bogen giver tidligere og nuværende anbragte muligheden for at lade deres historie blive hørt og er samtidigt en bog, hvor børneforsorgen får en fremtrædende og tabufri plads i vores fælles Danmarkshistorie.

Bogen koster 300 kr. og kan købes i Museumsbutikken fra 16. juni. 

[Historie-online.dk, den 7. juni 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Andreas Mogensens rumkapsel på Danmarks Tekniske Museum
Den oprindelig jul på Moesgaard Museum
1700-talsfestival på Gammel Estrup