Menu
Forrige artikel

Gasolin's kvinder

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2227

 

I 70’erne er Gasolin’ Danmarks største rockband, og vi skråler med på sange om Inga, Katinka, Smukke Linda – og ikke mindst ”Kvinde min”. På RAGNAROCK bliver der sat musik og ord på bandets kvinder. Det sker til arrangementet ”Kvinde min” d. 9/9.

”Gasolin’s tekster er fulde af kvindeskikkelser i forskellige roller og situationer. Fra moderen i ”Hva gør vi nu, lille du” til Nanna med den røde mund,” fortæller museumsinspektør Jakob Caspersen. ”Men i 2020 har nogle af teksterne en anden klang, end de havde i 1970’erne. Derfor vil vi se vi nærmere på den tid, som teksterne blev til i. Hvordan var kvindesynet? Havde gruppen nogle personlige erfaringer, som skinnede igennem i deres tekster?”

Kvindesyn mellem fortid og nutid

Museets velbesøgte særudstilling ”Så kom med mig - Gasolin' 1969-78” handler om gruppen i den tid de eksisterede. Med arrangementet vil RAGNAROCK forsøge at trække trådene op til i dag.

”Mange af de diskussioner vi har i dag om køn blev for alvor startet i 1970’erne. For at forstå vores egen tid bedre, vil vi bruge Gasolin’ som eksempel. Det er deres univers meget velegnet til.”

Arrangementet bliver holdt i talkshow-stil, hvor historiker Dorthe Chakravarty, der navnlig er kendt fra DR, vil holde styr på trådene.

Anita Goth bidrager bla. med sin store indsigt i kønsdebatterne, både i 1970’erne og i dag – en viden hun har oparbejdet gennem mange års arbejde i Kvinfo. Endelig deltager Line Münster-Swendsen, der er forsanger i bandet Gasoline. Hun vil både levere musikalske indslag og komme med historier om bandets mange kvindeskikkelser.

Rabalder Talks

Arrangementet er det første i en række af Rabalder Talks. Her får man en aften med levende musik og gode historier. I bedste talkshow-stil leverer veloplagte gæster nye perspektiver og fængende fortællinger om Danmarks største rockband: Gasolin’.

[Historie-online.dk, den 24. august 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kvindernes Internationale Kampdag
Modige Kvinder
TV-tips, uge 08, 2024