Menu
Forrige artikel

Her blev Danmark født

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2691

 

... og her! Og her!... Ny foredragsserie på Lejre Museum tager livtag med fortællingerne om de mange forskellige lokaliteter i Danmark, der alle - på forskellig vis - hævder at være 'rigets vugge'. Første foredrag er tirsdag den 20. august er med arkæolog Margrethe Wattog og handler om Sorte Muld på Bornholm.

“Historien om kongeriget Danmark begynder her i Lejre”. Sådan står der, når du træder ind i den interaktive og opslugende udstilling ‘Sagnkongernes Lejre’ på Lejre Museum. Med fund som Danmarks største kongehal og den spektakulære Odin-figur fra vikingetid har Lejre for alvor meldt sig ind i danmarkshistorien som Danmarks vugge. Flere steder i Danmark (og tidligere danske besiddelser) byder sig dog frem som dansk arnested. Med foredragsrækken ‘HER BLEV DANMARK FØDT!’ inviterer vi derfor kolleger fra "konkurrerende" lokaliteter indenfor og giver dem mulighed for at kaste lys over deres område, unikke fund og historie.

Sorte Muld er navnet på en boplads fra jernalderen nær Svaneke på Bornholm. Et stort og rigt bosættelseskompleks på minimum 1 kvadratkilometer. På den store centrale del af bosættelseskomplekset er der ved udgravninger i 1986-87 og ved efterfølgende rekognosceringer fremkommet flere end 2700 små guldblikfigurer (“guldgubber”). En stor mængde andre høj-status-fund vidner om, at bosættelsen gennem mange hundrede år var et vigtigt centrum i Østersøen – sikkert sæde for høvdinge/fyrster med fjerne udlandsforbindelser. 

Især guldgubbernes billedverden antyder, at Sorte Muld samtidig var et vigtigt centrum for den førkristne kult. Ved nye udgravninger, påbegyndt i 2019, med bl.a. brug af geofysiske metoder, er allerede gjort iagttagelser, der har betydning for tolkningen af den spændende lokalitet.

Aftenens foredragsholder er Margrethe Watt, arkæolog, adjungeret seniorforsker og tidligere museumsinspektør ved Bornholms Museum. Watt har forestået de fleste af udgravningerne på Sorte Muld og fundet af de mange tusind guldgubber, hvortil en stor faglig publikation er nært forestående.

Foredraget udbydes i samarbejde med Lejre Museumsforening og er en del af rækken ‘HER BLEV DANMARK FØDT!’, der løber på Lejre Museum fra sommeren 2019 til sommeren 2020. Følg med på lejremuseum.dk eller på facebook.

Tid, pris og sted: 20. august, 19-21. Museet har åbent kl. 18-21. 75 kr. Billetter købes på billetto.dk (Museumsforeningsforedrag)

Lejre Museum, Orehøjvej 4b, 4320 Lejre

Billedet på forsiden: Fundet af blandt andet flere end 2700 små guldblikfigurer vidner om Sorte Muld var et vigtigt centrum i Østersøen. Var det også Danmarks vugge? Foto: Nationalmuseet

FOREDRAGSRÆKKEN "HER BLEV DANMARK FØDT!"

De følgende foredrag i serie er:

HER BLEV DANMARK FØDT! Gudme, Fyn

Foredrag ved Palle Østergaard Sørensen

17. september, 19-21

HER BLEV DANMARK FØDT! Tissø, Sjælland

Foredrag ved Josefine Franck Bican

1. oktober, 19-21

HER BLEV DANMARK FØDT! Uppåkra, Skåne

Foredrag ved Lars Larsson

Foredraget udbydes i samarbejde med Lejre Museumsforening

4.februar, 19-21

HER BLEV DANMARK FØDT! Lejre, Sjælland

Foredrag ved Tom Christensen

Foredraget udbydes i samarbejde med Lejre Museumsforening

10.marts, 19-21

HER BLEV DANMARK FØDT! Ribe, Jylland

Foredrag ved Claus Feveile

21. april, 19-21

HER BLEV DANMARK FØDT! Jelling, Jylland

Foredrag ved Mads Dengsø Jessen

12. maj, 19-21

[Historie-online.dk, den 6. august 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
RADAR - Historiedidaktisk Tidsskrift
Indvandring fra Sverige
Stort bogmarked i Rigsarkivet - hjælp med at tømme hylderne!