Museumsnumre 135 - søkort
Holberg skriver i komedien Den politiske kandestøber: ”Eet er et Søe-Kort at forstaa, et Andet Skib at føre”, oversat til vor tid: Et er teori, andet praksis. Holbergs ord viser, at i 1700-tallet var søkortet et velkendt og benyttet hjælpemiddel i navigationskunsten. Havet skjulte farlige grunde og blinde skær, som kunne forlise et skib. For at undgå farerne optegnede man disse og satte dem ind på et søkort. Det er nederlænderne, som har æren af de første søkort. De kom frem i renæssancen. Men princippet om at undgå havets farer ved hjælp af sejladsvejledning er langt ældre en kortet. Ottar og Wulfstans rejsebeskrivelser er fra omkring 890. Ottar var en skibshøvedsmand fra Tromsø, som beskrev dels en rejse til Hvidehavet og dels en skibsrejse langs den norske kyst til de danske farvande, hvor rejsen sluttede i Hedeby. Wulfstan beskrev en rejse i Østersøen fra Hedeby til Truso med angivelse af de steder, han passerede til styrbord og bagbord. Den slags sejladsbeskrivelser gik fra skipper til skipper, fra mund til mund i århundreder, men med bogtrykkerkunsten kunne man udgive dem på tryk. Herhjemme var man tidligt ude, hvad angik sejladsvejledninger. Lauritz Benedicht fik i 1568 udgivet sit værk ”Søekartet oufver Øster oc Vester Søen”. Trods sin titel er der ikke tale om kort, men om sejladsbeskrivelser fra de danske farvande.
I Nederlandene havde man fra 1500 og i 1600-tallet en betydelig handelsflåde og handlen foregik i Nordsøen og Østersøen og efterhånden også vest og sydover så langt som til Nieuw Amsterdam (senere New York), Kapstaden i Sydafrika og Batavia i Indonesien. Man begyndte at lave kort over de områder, skibene gennemsejlede og trykte disse kort på kobberplader i mange eksemplarer, som rederier kunne købe og skibsførere benytte under deres farefulde sejlads i det fremmede. ”Spiegel de Zeevart” var det første trykte søatlas. Det blev udgivet i 1584 og 1585 i byen Leiden af styrmand og lods Lucas Janszoon Waghenaer. Hans arbejde blev oversat og udgivet på Engelsk som ”Mariners Mirror” i 1588. Waghenaers søatlas fulgtes af flere andre bl.a. Willem Janszoon Blaeu med udgivelsen i 1608: ”Het Licht de Zeevaart”. I Frankrig kom de første søkortudgivelser i anden halvdel af 1600-tallet ligesom i Danmark, hvor det store navn er søkartografen Jens Sørensen (1646-1723). Igennem 13 år opmålte han de danske farvande og tegnede over 100 søkort.
Titelbladet i søatlas Spieghel der Zeevaart fra 1584, trykt i Leiden. Kartograf Lucas Janzzoon Waghenaer, wikipedia
De originale danske søkort blev opbevaret i Det kongelige Søkortarkiv, der i mange år havde adresse på Toldbodvej i København i egen bygning. Søkort blev udgivet og trykt af staten, og staten sørgede for, at der blev foretaget opmålinger og skete rettelser af eksisterende søkort. Søkortarkivet er i dag indgået i Rigsarkivet. Vil man studere gamle søkort, så skal man altså på arkivbesøg. Andre kort er at finde i Geodatastyrelsen, som arbejder med at scanne en del af de søkort, man har. Målet er, at man kan se kortene on-line.
Udsnit af Jens Sørensens søkort over farvandet ved Fladstrand, nu Frederikshavn, Nationalmuseet. Fladstrand spillede en rolle som støttepunkt for den danske flåde under den Store Nordiske Krig.
Imidlertid har de kulturhistoriske museer også samlinger af søkort. Det gælder først og fremmest Museet for Søfart i Helsingør og Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Karakteristisk for sidstnævntes kort er, at de har været brugt af fiskeskippere som f.eks. en samling søkort brugt på E 238 ”Urda”, der fiskede laks i Østersøen. Andre søfartsmuseer har også kortsamlinger, og de knytter sig især til skibsførere eller bestemte skibe. F.eks. har Aabenrå Museum en samling søkort fra Kinakysten fra omkring 1840. Kortene stammer fra kaptajn Johan C. Berg. Aabenrå var en af de danske provinssøfartsbyer, som tidligst begyndte med sejlads på Kina. Søkortene på museerne er blevet brugt, og de er fra alverdens lande. Willemoesgården i Assens ejer et søkort:” The Estuaries of the Thames and Medway” fra 1863. Kortet stammer fra briggen “Rio” af Assens.
Især de danske sunde og bælter, Øresund, Storebælt og Lillebælt, var som forbindelsesveje mellem Østeuropa og Vesteuropa af stor interesse. Museet for Søfart har et engelsk søkort fra 1675:” A Chart of the two Channels going into the Baltic Sea”. Kortet er tegnet af John Seller for den engelske konge. Det er som mange af datidens kort efter trykning blevet håndkoloreret. Senere, op mod vor tid, blev kortene trykt i farver.
Søkort over Øresund 1840-1842, Furesø Museum
Som regel viser et søkortet et farvandsafsnit f.eks. Østersøen fra Gedser Rev til Christiansø eller Limfjorden fra Hals til Aalborg. Andre detaljerede kort viser indsejlingen til en bestemt havn eller sejlruten gennem en fjord eller på en flod.
Søkort kan læses lige som landkort og viser havets geografi med dybder, grunde, rev, fyr, sømærker, øer, odder og fremspringende eller iøjnefaldende punkter på land. Og ligesom landkortene har søkortet mange stednavne, som er blevet til i tidens løb, og de fortæller også kulturhistorie. Maritime stednavne er et studie for sig, som godt kunne trænge til opmærksomhed. Mange lokale stednavne brugt af fiskere i generationer forsvinder i glemsel i disse år med kystfiskeriets ophør.
Søkort Fakse Bugt, Museum for Sydøstdanmark.
Angående navne, lad os tage et kig på søkort nummer 100 over Kattegat. Selve navnet er nederlandsk ligesom i øvrigt Skagerrak, og det forklares ved som oven for anført, at nederlandske skibe sejlede rundt om Skagen og gennem Kattegat på deres sejlads til og fra Østersøen. Da de første søkort var nederlandske blev navnet konsolideret og brugt også af danske søfolk. Kigger man på bugter, vige og fjorde i Kattegat, så bærer de oftest navn efter den by eller den ø de fører til, f.eks. Århus Bugt, Aalborg Bugt, Sejrø Bugt, Ålbæk Bugt, Kalø Vig, Kalundborg Fjord, Mariager Fjord osv. Grunde, rev og flak har meget forskellige navne, men ofte relateret til et nærliggende sted eller særlige naturforhold. Sønden for Tunø kirke ligger selvfølgelig Kirkegrunden, og øst for Hov ligger Hov Røn. Adskillige grunde har de samme navne, f.eks. Lillegrund, Middelgrund, Lysegrund, mens andre grunde bærer et navn, som henviser til et strandet skib eller en person med tilknytning til stedet. Ud for Gilleleje findes Ostindiefarergrunden, hvor skibet ”Cronborg” strandede i 1797, ved Læsø Phønix Grund og ved Samsø Flak Flensborg Grund. Nordøst for Jernhatten findes Jessens Grund, Nord for Sjællands Odde Schultz ’s grund, syd for Samsø Paludans Flak og midt i Århus Bugt Wullfs Grund. Skibsnavne og personnavne kan findes og tidsbestemmes, mens andre navne i dag er mere eller mindre uforklarlige, f.eks. en stor sten ved Rågeleje som kaldes Bagerovnen, en grund syd for Gylling Næs med navnet Skomagergrund og ved Læsø Brændevinshage.
De blev i vor tid trykt kort med de særlige sejladsruter som blev fastlagt gennem de danske farvande. Disse kort og de tilhørende bestemmelser om sejlads har medvirket til at regulere skibstrafikken og skabt sikrere forhold for såvel erhvervstrafik som lystbådesejlads.
GPS – ”Global Positioning System” - har i det nye årtusinde slået søkortet ud. Systemet blev lanceret af amerikanerne i 1970-erne til militært brug men er siden blevet verdensomspændende. Takket være systemets positionsangivelse via satellit, kan man i dag få helt eksakte og nøjagtige positioner, og man kan lægge en kurs på det elektroniske søkort og få viden om afstand og ankomst til anduvingssted. Imidlertid benyttes i lystfartøjer tit kortlæsere med små skærme, som giver et dårligt overblik over større farvandsafsnit. Der er stadig en vis efterspørgsel på trykte søkort enten i det store gamle format eller som søsportskort, men søkortets store tid er definitivt slut.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 16. september 2025]
