Frederiksberg gennem tiderne 2025
Årets bog om Frederiksberg er nummer 48 i rækken. I år er der otte store grundige artikler i bogen. Denne udgave går tæt på besættelsen og Frederiksberg. “Manden med ølkassen” - sabotagen af Forum i 1943 indleder. Vi møder Stemmen fra London - John Christmas Møller, og eksempelvis også tekster om værnemagere og vagthunde. Der er også en spændende artikel om Zone-Redningskorps og civilbeskyttelsen på Frederiksberg
Af Michael Koch
Den første artikel i årets bog handler om en af de meget markante og succesfulde sabotageaktioner på Frederiksberg. Holger Danske-gruppen havde et slags mødested og “hovedkontor” i Stjerne-Radio i Istedgade. En troværdig ven kom ned i butikken og fortalte om Forum. Op mod 30 håndværkere havde brugt meget lang tid på at gøre Forum klar til at indkvartere tyske tropper. Det skulle forhindres. En plan tog form. Max Bæklund hentede en kasse øl hjemme i sin mors køkkenskab. Der blev lagt 26,5 kg. P.E. 02 sprængstof i den og et lag ølflasker ovenpå. To mand gik ind i forum ved middagstid, én holdt inspektøren og kontrolløren op, mens en anden tændte lunten med to minutters varsel. Max fik ikke svar, da han kaldte på “Tom”, så da nerverne pressede på, gik han ud fra, at Tom var ude, og tændte. Udenfor Forum kunne han ikke finde Josef Søndergaard “Tom”, men med et kom det enorme brag, og på Julius Thomsens Plads regnede glasskår og andet ned. Nu kom Tom vaklende ud, han havde været indenfor. Nu var han ude, og med blodet løbende ned fra hovedet, fik de andre ham hurtigt ind i en opgang. En dame kom løbende med et håndklæde, og kort efter fik de ham ind i en taxa. Hos en ven, der var læge, blev en stor flænge ordnet, og en kraftig hjernerystelse satte sine spor. Tom kom til Sverige. Få år efter krigen gik Tom bort, antagelig en sen skade fra den dag.
Sabotagen mod Forum blev i eftertiden ofte sidestillet med “Manden med ølkassen”. Billedet er fra et udkast til Holder Danske Monumentet, der antagelig kommer til at stå foran Forum
Det var en lang beretning fra bogen, men det var også en af de aktioner, der betød meget for befolkningen dengang. Den næste artikel handler om to lejrskoler, hvoraf den ene var en gave til den dansk/tyske skole Sankt Petri fra Hitler. De meget kontroversielle bygninger blev efter krigen konfiskeret, og efter store forviklinger blev de to bygninger delt. Den ene “Lumsås” blev lejrskole for Frederiksbergs børn. Den anden hedder “Kongsøre” og er i dag skole for Søværnets Frømandskorps “frøerne”.
Den næste artikel handler om den kendte politiker og “stemmen fra London” under besættelsen: John Christmas Møller. Artiklen beskriver Christmas Møllers liv og politiske arbejde. Efter at være meget kontroversiel overfor tyskerne måtte han flygte til England med sin familie. Her fandt han sin vigtige rolle som den danske stemme i radioen. Den næste artikel i bogen er både meget lang og særdeles spændende læsning. Den handler om Zone-Redningskorpset og civilbeskyttelsen på Frederiksberg under besættelsen. Små og store episoder, udrykninger og aktioner, det hele er med i denne flotte og herlige artikel. Alene illustrationer og billeder er værd at nyde.
Zone-Redningskorpsets station på Frederiksberg i 1933. Der er antagelig pyntet lidt på billedet med to kranvogne fra en mekaniker på Mariendalsvej 24 og to hvide ambulancer fra Hans Aage Lindells Københavns Sygetransport
Frederiksberg har altid haft et stærkt teaterliv, og det kæmpede man også for at have mellem 1940-1945. Det bliver kaldt “Sjælens Beskyttelsesrum” i denne artikel. Det var dengang Betty Nansen stadig kunne opleves, og publikum kunne nyde sofistikeret og klassisk komedie ved runddelen. Skuespillerne Lis Smed, Helge Kjærulff-Schmidt, Gunnar Lauring og Berthe Qvistgaard kunne opleves i de år på Frederiksberg. Ikke noget at sige til at der var fulde huse, på trods af spærretid og en mørklagt by.
Arne Weel Teatret eller Riddersalen, som det kom til at hedde, er rammen om næste tekst i bogen. Arne Weel havde fået fat i et stykke af tidens mest eftertragtede dramatiker, Kjeld Abel. Stykket “Dyveke” med Liva Weel i centrum og Ib Schønberg i rollen som Christian II, gik for fulde huse. Den næste artikel handler om noget helt andet. Nemlig Frederiksberg Hospital og de nordmænd og finner, der blev indlagt sommeren 1945. De fleste var KZ-fanger. Mange hundrede, der kom hjem fra fangenskab, var mere eller mindre påvirkede eller skadede. Artiklen beskriver både enkelte indlagte, men også de steder de kom fra i Tyskland.
Den sidste artikel før de to afsluttende tekster om Frederiksberg Stadsarkivs og Frederiksbergmuseernes årsberetninger handler om kommunens sabotagevagter mellem 1943-1945. I december 1942 blev der indført en lov om sabotagevagtordninger. Artiklen beskriver, hvordan det hele fungerede, og at man groft sagt kunne inddele sabotagevagter i vagter, som var ansat af nød, eller de, der tog jobbet af politiske grunde. Førstnævnte lukkede øjnene og kunne endda hjælpe modstandsfolk, mens de i sidstnævnte gruppe udviste stor hensynsløshed.
Sabotagevagterne kunne ikke forhindre sprængning af en transformatorstation ved Borups Alle. Det var Holger Danskes aktion 2. september 1943
Der er imponerende meget bog til de 150 kr., det koster at være medlem af Historisk-Topografisk Selskab for Frederiksberg. Fortræffelige artikler, rigtig gode emner og spændende læsning.
[Historie-online.dk, den 28. januar 2026]