Museumsnumre 122 - Navneskilt og navnebræt
Alting har et navn, og det har vi mennesker også. Vi har også en bopæl, og vi ejer nogle ting, vi bruger. Der var brug for navneskilte fra tidernes morgen. Antikken er fyldt med navne på personer, steder og bygninger. Den græske og romerske kultur var højt udviklede bysamfund med navne på borgerne, med folketællinger og navne på veje og gader. I Norden var befolkningen analfabeter, og man levede i autokratiske bondesamfund, hvor ikke engang stormændenes navne er blev overleveret os. Men i sen vikingetid og middelalderen kom skriftsproget og dermed kunne navne overleve til efterkommere. Kun en lille del af samfundet var i stand til at læse og skrive og derfor var ejermærker og bomærker længe i brug (museumsnummer 102).
I det gamle bondesamfund havde man ikke efternavn. Man hed Morten, Søren, Marie, Anna osv. og blev betegnet som Nielses søn eller Johannes’ datter. I dåbsprotokollerne skifter tilnavnene derfor for hver generation. Man levede i et landsbyfællesskab, hvor gårdmændene dyrkede jorden sammen, men jordejeren var en herremand. Jorden var ligeligt fordelt og hver gård og hus havde i fæsteprotokollen et nummer og navnet på fæsteren. Folk i landsbyen fik også tilnavn efter deres profession. De hed f.eks. Lars Skrædder, Per Smed og Hans Færgemand.
Kopi af gammel tavle fra Drejø. Tavlen har gårdenes bomærker indskåret og brugtes, når oldermanden skulle indsamle afgifter på øen. Med kridt blev hver gård overstreget, når der var betalt, Museum Sydøstdanmark
I byerne brugte borgerne også bomærker og i nogle byer var bomærket endda arveligt. Det gjaldt Tønder og Malmø. Mange analfabeter underskrev dokumenter med deres bomærke og deres navneinitialer. Omkring 1700 holdt man i byerne op med at bruge bomærker, men på landet fortsatte brugen af bomærker indtil landboreformerne.
Langt fremme i tiden kom navneskilte. Det startede i 1800-tallet med skolereformen af 1814, som betød at alle lærte at læse og skrive. Det gjorde navneskiltet anvendeligt. I 1856 bestemte en bekendtgørelse, at alle skulle have et fast efternavn. Årsagen var at myndighederne bedre kunne identificere og kontrollere landets indbyggere.
Dørskilte fra toldboden i Ribe, Ribe Museum
I lægdsrullen og som soldat kom man i nummer. I stedet for personnavnet brugte man et nummer. Sergenten råbte: 48 og 67 trææææd an. Man brugte også navnet på den landsby vedkommende soldat kom fra. Det hed menig Ulbølle eller menig Soderup. Da en rekrut blev spurgt, hvor han kom fra, svarede han Landet og fik en ufortjent røffel for at være uforskammet. Soldaten kom fra landsbyen Landet på Tåsinge.
Forskellige navneskilte fra Odder Sygehus, Odder Museum
Gader og veje fik navneskilte. Butikker og virksomheder fik navneskilte, ligesom gårde, skoler, rådhuse, kontorer, sygehuse, kolonihaver m.v. I byernes lejligheder og huse kom navneskilte på dørene, så postbuddet vidste hvem der boede hvor. Navneskilte til døre findes på de fleste museer, og de er meget forskellige. Materialerne er almindeligvis messing, emalje eller porcelæn eller mere simple udgaver i blik og træ.
Navnetavle fra opgangen Storegade 10 i Randers, Randers Museum
Dørskilt i porcelæn, Kvindemuseet
I de maritime erhverv navngav fiskere og søfolk deres fartøjer, store eller små. Det havde betydning at fartøjet kunne identificeres, og derfor skulle det have et navn og et hjemsted. Skibe og både var længe af træ, og navn og hjemhavn blev skåret i et eller to navnebrætter. Ganske mange navnebrætter har fundet vej til museerne. Især Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg og Marstal Søfartsmuseum har gode samlinger af skibsnavnebrætter. De allerfleste er enkle og stammer fra fiskefartøjer. Sommetider er fiskekutterens nummer også anført på brættet. Til større fartøjer, fragtskibe og passagerskibe, brugtes større, mere farverige og udskårne navnebrætter. Traditionen med navnebrætter er fortsat til vore dage og benyttet i færger, fragtskibe, orlogsskibe og de mange lystbåde, hvor navnebrættet oftest er erstattet af påklæbede bogstaver.
Navnebræt fra kystmotorskibet ”Hanne Hansen” bygget 1958, Marstal Søfartsmuseum
Heste var ikke kun transportdyr, nej de fleste som omgikkes heste, holdt af dem og gav dem navne, og i stalde på de danske herregårde eller i stalde i fabrikker med mange heste, f.eks. de store bryggerier havde hesten i dens bås et navneskilt. Køer havde ikke navneskilte men træskilte, hvor deres mælkeydelse og fedtprocenten blev noteret.
Navneskilt fra hestestald, Holmegård Glasværk
Frakkeskjolde af sølv blev brugt som ejermærke, da frakker var dyre klædningsstykker, som skulle holde længe og ikke forsvinde ved selskabelige sammenkomster, i teatret eller ved restaurantbesøg. Navneskiltet blev brugt af det bedre borgerskab og blev syet fast indvendig i foret ved frakkelommen.
Frakkeskjolde, Sorø Museum
Der kom navne på alt, og de første reklamer for navngivne produkter dukkede op. I vore dage fylder store reklameskilte meget i det offentlige rum. Reklameskiltet har sin egen historie. Også beklædningsstykker er i vore dage blevet skilte. ”Nomen est omen” hed det engang, og hvis vi skal tage varsler af navne, så er nutidens navnebrug ofte ildevarslende, som f.eks. at møde en T-shirt på en ølmave med påskriften: ”Fuck, fuck, fucking you” eller at se en sejlbåd med navnet ”Bumsen”, i øvrigt et rigtig dårligt navn, hvis man sejler til Tyskland.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 13. maj 2025]
