Historielærernes Dag 2025
                    
Snart nærmer årets dag sig, som alle historielærere ser frem til: Historielærernes Dag 2025. I år finder dagen sted under overskriften “Kolonier og imperier – i fortid og i nutid”, et tema der har vist sig særdeles relevant i lyset af nutidens geopolitiske landskab. Hvis du ikke allerede har tilmeldt dig, kan du stadig nå det - enten den 22. oktober i Jelling eller den 23. oktober i Roskilde.
  
 Selvom vi længe troede, at imperier og kolonier hørte fortiden til, ser vi i dag nye territoriale krav opstå. Historielærernes Dag 2025 inviterer derfor til en faglig udforskning af historiske mønstre og deres genopståen i nutiden. Dagen byder på inspirerende oplæg og diskussioner, der sætter fokus på, hvordan fortidens begivenheder spejler sig i nutidens udfordringer. 
  
 Du kan blandt andet høre mig tale om, hvordan vi kan sammenligne historiske begivenheder og perioder i historieundervisningen – et emne, der rejser mange spørgsmål om aktualisering, distancering og eksemplariskhed i undervisningen. 
 
 Derudover tilbyder vi forskellige workshops om aktuelle emner for historielærere f.eks. AI i historieundervisningen, de nye fagplaners betydning, samt inspiration til inddragelse af Grønland og rigsfællesskabet i undervisningen.
[Historie-online.dk, den 2. september 2025]