Juni måneds helgen Sankt Johannes
Sankt Helene og Sankt Hans
Det er kun paven, der kan saliggøre og udnævne en helgen. Styret med magten lå i Rom. Det var herfra ordrer blev udstedt. Men det var ikke alle, der ville vente på pavens saliggørelse af én, lokalbefolkningen opfattede som en helgen.
Derfor træder vi i juni lidt ud af det klassiske helgenspor. Folk spørger ofte til, hvem denne Sankt Hans er. Så er det noget nemmere på finsk. Her hedder han Juhannus. Altså Johannes Døberen, hvis hoved havnede på et fad. Månedens relikvie er netop Johannes hoved på et fad. Knoglerne er rigtige menneskeknogler, som iagttageren måtte tro havde tilhørt Johannes Døberen. Relikviet hang i Ørslev Kirke, men blev i 1824 overdraget til Nationalmuseet.
Johannes helgendag er den 24. juni. Aftenen før fejrede man så denne ved at tænde bål.
Bålet skulle også holde onde kræfter væk. Foto: HPN
Men i Danmark kom der endnu et element med. Ifølge et gammelt sagn blev en ung svensk pige slået ihjel på grund af hendes kristne tro. Liget af hende blev smidt i vandet, men hun landede på en stor sten, der efterfølgende sejlede hende mod Danmark. Hun drev ind ved Tisvildeleje, hvor man tog hende op og bar hende til skrænten, hvor hun blev begravet.
Imidlertid skete der det, at en kilde pludselig sprang ud af skrænten netop der, hvor man havde sat kisten. En kilde der hurtigt blev opfattet som noget ganske enestående. Flere besøgte den med deres skavanker og erklærede bagefter, at de var blevet helbredt.
Situationen med bålet og ilden er på sæt og vis knyttet til folketroen. Derfor var der også masser af blomster og urter. Og naturligvis god mad at spise og rigeligt med drikkevarer.
Denne aften søgte mange mod Tisvildeleje og den hellige Helenes kilde, I håbet om, at Helene kunne helbrede deres pinsomme skavanker.
Den renoverede Helenekilde og hendes grav, (Foto: HPN).
Den kendte journalist på besøg
I 1886 besluttede en dansk journalist sig for at undersøge, om der nu var noget om snakken. Han havde i denne anledning inviteret en ”Olding”, der kunne fortælle journalisten om kildens betydning.
To år senere udgav han en lang række artikler – herunder den om Helenekildens betydning.
Heri hedder det: ” kom der hver St. Hansaften lange Vogntog rullende med Syge, og det var Syge, der St. Hansmorgen drog bort, efterladende deres Kæppe og Krykker ved Kilden…”
Senere hedder det:
”Jeg forlod Kilden og rettede mine Fjed mod Graven, der ligeledes ligger i storslaaede Naturomgivelser: Mellem bugnende Kornagre, i en Ramme af Skov, lunet af en lille Lund, hviler her de Lidendes og Fortabtes Fe under et Grøntsvær, der dufter af Blomster. Rundt om hendes lille Gravhøj staar der St. Hansaften en gennemsigtig Sky af Em. Rugen er i Dræg.
Selve Graven er simpel: En flad Høj, saa lav, at den end ikke rager op over Sædmarkerne. I sin ydre Form, — et højt Stengærde, der indfatter det hele — minder den om Uranienborgs Ruiner. Gennem en lav Træindfatning betræder man den fredhellige Plet, i hvis Midte ligger en kløvet Sten. At Tusinder af syge Mennesker St. Hansnat har fundet Lægedom paa Graven, er forlængst bevist. Forklar det, hvem der kan! Naturomgivelserne, Nattely set og noget vist berusende i Luften maa vel her formaa at paavirke syge Menneskers modtagelige Nerver…”
Og lidt senere skriver han: ” Jeg var i den største Spænding. Vilde der komme Syge? Og kom de, hvorledes burde man da forholde sig uden at krænke deres Andagt og dog faa alt at se? Jeg forsøgte først en Plads bag Træerne, men den var ubekvem. Saa tog jeg en Beslutning, gik op paa Graven og kastede mig, indviklet i min Frakke, ned i det bløde og dugfugtige Græs. Jeg laa en Time, lyttende, og jeg tilstaar det, ikke uden Hjærtebanken. I Dammen kvækkede Frøerne. Med syngende Vingeslag fløj Strandfugle hen mod Tibirke — jeg hørte Trin. Det var to Mænd, den ene halt og krumbøjet… »Du skulde dog forsøge det,« sagde den unge. »Nej,« stønnede den Gamle, »hun er og bli’r 3 Tommer for kort.« Hvad dette var for en hun, forstod jeg først, da Samtalen efter flere Afbrydelser og Pavser atter fortsattes. Den halte Mand var Brøndgraver og syntes i sin Embedsgærning at have faaet knækket alt, hvad der overhovedet kan knækkes i en Brøndgraver: Kraveben, Ribben, Arme og Skinneben. Under en af disse Ulykker var det ene Ben blevet 3 Tommer kortere end det andet. Manden boede nok i Nærheden; han var gaaet til Graven, men nu standsede han. Var han Tvivler? Samtalen blev afbrudt ved, at to Kvinder nærmede sig, saa to til, og endelig endnu én.
De gik alle ind gennem Laagen, hvor 3 af dem tog Plads ved min Side. De to af disse Kvinder forekom mig ganske unge, syntes at være syge og vistnok meget syge. De sukkede og drog Vejret med Besvær. Den tredje, der var noget ældre, viklede dem ind i medbragte Tæpper. Min Nærværelse syntes ikke at forurolige hende. Rimeligvis antog hun mig for en Lidende. Hun hilste med et Guds Fred! Disse Syge, der kom fra Kilden, lagde sig nu ned paa Graven i den treenige Guds Navn. Et Øjeblik efter laa de roligt udstrakte, nu og da sukkede den ene dybt. Det lød saa ganske sælsomt gennem Natten.
Udenfor paa Skrænten fortsatte Mændene dæmpet deres Samtale, men jeg fulgte den ikke. Dertil var jeg for betaget af det naive St. Hansaftenspil. Saaledes havde de Syge hver St. Hansaften søgt dette Sted i over 800 Aar, nøjagtig under samme Former, dog uden Referent…”
Journalisten skriver også om den poetiske opfattelse, så det er lige før man er hos Oehlenschlæger. Om det er stemningen med tåge, nervøsitet for det ukendte eller træthed lader sig ikke umiddelbart afgøre. Men penneføreren rejser sig og går.
En senere kommentar. ”Jeg glemte helt at være journalist”. Og journalist var han - endda en af de helt store: Det var ingen ringere end Henrik Cavling der skrev.
Så Sankt Hans er andet end bål – det var og er måske endnu – hemmelige besøg ved helligkilder, der ligger spredt ud over det danske land.
Myter og mysterier eksisterer stadig i folkesjælen. På trods.
Og det er nok slet ikke så ringe.
Læs mere om denne specielle aften på historie-online under Sankthans.
Se de øvrige artikler i serien om danske helgener her
[Historie-online.dk, den 5. juni 2024]
