Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 24: Økser

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1902

 

Der er efterhånden ikke mange, som kan håndtere en økse. Øksen var for to-tre generationer siden et af de vigtigste træværktøjer og brugtes såvel i skoven som i huggehuset, brændeskuret samt i utallige værksteder. I de sidste var der tale om specielle økser, formgivet til særlige arbejdsopgaver. I dag bruges mest elektrisk værktøj, men øksen er et glimrende og hurtigt redskab, som i vore nordiske nabolande stadig bruges rigtig meget. Skal man lave et nyt skaft til sin rive, ja så går man i skoven med sin økse, udsøger sig et passende lille træ og tager det med hjem til videre bearbejdning.

I museernes samlinger er de økser som fylder allermest de forhistoriske økser. Det er stenøkser af bjergart og flint og uden økser ingen bondestenalder. Men her er det den senere tids jernøkser som er i fokus. Lad os kigge på mangfoldigheden af jernøkser i museerne.

De ældste jernøkser er fra vikingetid og middelalder, og det drejer sig om jordfund. Mange opfatter fortidens økser som våben, men det er kun et fåtal, der kan henføres til den kategori. Sværd, spyd, skjold og økse var vikingetidens våben. Også i middelalderen blev økser brugt til nærkamp. Vikingerne benyttede dels en bredøkse på langt skaft og dels en håndøkse med kort æg. Skægøksen med lang æg var formentlig til at rethugge tømmer, akkurat som en bredbil, der kendes fra vikingetidens Hedeby. Norges rigsvåben har en kronet løve med en bredøkse, en norsk bondeøkse. I løbet af middelalderen udspillede øksen sin rolle som våben.

Skive Museum har denne typiske bredøkse, et jordfund, som dateres til højmiddelalder. Øksen har en karakteristisk påsmedet æg og typen kendes fra andre danske museer

Samme museum har en økse fra vikingetiden, også et jordfund. Øksen har samme form som den berømte sølvindlagte våbenøkse fra Mammen

Håndøksen er den mest almindelige økse. Det er en økse med kileformet hoved og et kort skaft beregnet til at splitte, hugge og bearbejde træ. Det er stadig den økse, der findes i mange husholdninger, for det meste i brændeskuret, og den økse som er med på lejrturen.

Skovøksen eller fældeøksen var et af skovarbejderens vigtigste værktøjer. Øksehovedet er stort og tungt og skaftet langt, enten ret som på de gamle økser eller let s-formet efter amerikansk forbillede. Indtil mekaniseringen i 1950-erne, da kædesaven kom i brug, foregik alt skovarbejde ved håndkraft. Træfældning fandt sted i vinterhalvåret. Der var to mand om at fælde et større træ. Med skovøkse blev forhugget udført, og det skulle være godt dybt. Forhugget blev suppleret med et par sidehug i træets fremspringende fod. Så blev der savet fra bagkanten og når savsnittet var dybt nok, faldt træet over fældekammen i den retning forhugget viste. Når træet var faldet, blev øksen brugt til at afhugge grene, idet man begyndte at hugge fra roden og gik langs siden, så man huggede væk fra sig selv. Meget træ blev opsavet til brænde og udkløvet. Til det formål brugtes flækkeøkse og -hammer og kiler. Der blev kløvet fra top mod rod. Øksen skulle jævnligt slibes. Skovarbejdet med sav og økse er fortid. Alt foregår i dag med skovningsmaskiner.   

 Skovøkse eller fældningsøkse fra Odder, anvendt i 1940-erne, Moesgaard Museum

Øksernes form er forskellig. Hånd- og skovøkser har rundet æg, snedkerøkser og tømrerøkser har ofte ret æg. En håndøkse egner sig ikke til at flække kævler til brænde. Den sætter sig fast i træet, i stedet skal man bruge en økse med en mere but facon, der virker som en kile, en flækøkse eller kløveøkse. En sideøkse er flad på den ene side, så man kan hugge tæt ind til træet. Ofte er skaftet drejet lidt til højre, så hånden under arbejdet går fri af træet. Samme type økse er bredbilen, der brugtes til at hugge tømmer. På gamle ejendomme kan man tit se hugspor i tømmeret efter tømrerens arbejde med bredbil.

 Tømrer med bredbil ved opførelse af boliger til Hørsholm Klædefabrik 1897, foto Hørsholm Egns Museum

Tømrere og snedkere benyttede en stikøkse, en lang smal økse, der ret beset ikke blev brugt som økse og ikke var skæftet, men fungerede som et stort stemmejern. Stikøksen blev bl.a. brugt til at lave taphuller og tappe ved tømmersamlinger. 

I skibstømrerens kiste var et par økser og altid en skarøkse, der er en tværøkse, i modsætning til retøksen ligger æggen på tværs af skaftet. Skarøksen blev brugt til at afslette spantetræ og andre buede stykker skibstømmer. Spanter og bundstokke blev savet ud efter skabelon til opsætning på kølen og hugget til med skarøkse. Skarøkser findes små og store med kort og langt skaft. Nakken af øksehovedet er formet som en hammer. Skarøkser findes velrepræsenteret på museer i byer med adgang til søvejen.

 Skarøkse fra Fiskeri- og Søfartsmuseets samlinger i Esbjerg

Træskomageren brugte en særlig økse, en tengsel eller huløkse. Tengsler er tværøkser og var beregnet til brug ved tildannelse af træsko og træredskaber, f.eks. kasteskovle. Økserne er hulæggede med kort skaft. Også karet- og hjulmagere samt bødkere som fremstillede kar og tønder brugte tengsler.

 Tengsel fra Sakskøbing, Lolland-Falsters Museum

Slagterne var en profession som havde god brug for en økse til at partere det slagtede dyr. Deres kødøkse var en tung retøkse med et kort håndtag. Øksen har som regel et hul i øksebladet, som den kunne ophænges i.

 Kødøkse fra Helsinge, Museum Nordsjælland

Der er flere specielle økser end de allerede nævnte. Til søs havde man i sejlskibenes tid såkaldte entrebiler, økser der kunne bruges ved angreb på de skibe, man entrede, dvs. lagde sig på siden af og gik om bord i for at overtage skibet. Øksen er karakteristisk ved at nakken er en lang jernspids, man kunne hugge ind i træet og holde sig fast i. Øksen brugtes også til under forsvar at hugge såkaldte entrenet og reb over.  Orlogsmuseet, i dag en del af Krigsmuseet, har selvfølgelig bevaret eksemplarer af flådens entrebiler, der for de yngstes vedkommende blev lavet i Frederiksværk.

På Kerteminde Museum og i museer ved fjorde og nor finder man isøkser. Det er en lang jernøkse med langt skaft, af udseende omtrent som en hakke, men med et lille øksehoved. Disse økser blev brugt til at hugge hul i havisen, så man kunne fiske. De fandt også anvendelse, når et fastfrosset fartøj skulle ises ind i havn. En mandskabsstyrke fra land gik ud og huggede sejlskibet fri af isen og huggede foran skibet en åben rende, så skibet kunne komme ind i havnen som regel hjulpet af et dampskib, der kunne slæbe og samtidig bryde isen. 

Brandfolk har som en del af deres udrustning en brandøkse. Den bruges, når de skal bane sig vej i bygninger, hvor der er ildløs, og hvor det gælder om at komme beboere til undsætning og finde ildens arnested.

 Brandøkse med læderfoderal, Helsingør Bys Museer

Frygtindgydende er den såkaldte bøddeløkse eller skarpretterøkse, som der findes enkelte eksemplarer af på de danske museer. Det er store tunge retøkser, som bødlen huggede mod den dødsdømtes hals og dermed adskilte hovedet fra kroppen. En praksis der i mange hundrede år blev brugt ved henrettelse af mordere, mordbrændere eller folk som havde gjort oprør mod konge og øvrighed. Greverne Struensee og Brandt blev i 1772 halshugget og lagt på hjul og stejle på Østerfælled uden for København for øjnene af en tusindtallig tilskuerskare. Sommetider huggede bødlen forkert og i tilfældet Struensee måtte bødlen hugge tre gange, en fæl sag, som chokerede de tilstedeværende på skafottet og de omkringstående. Bødlen var ligesom natmanden en uærlig person. Han var både frygtet og foragtet. Næstved Museum har to skarpretterøkser, som har tilhørt skarpretter Schmidt. Den ene af økserne blev brugt ved henrettelsen af Lars Nielsen, kendt som ”Balle Lars” i oktober 1860. Det var ham, som gav anledning til ordsproget: ”Spildte Guds ord på Balle Lars”, idet han afviste præstens vedvarende formaninger om anger og bod, fordi han erklærede sig uskyldig i det mord, han blev dømt for. Den sidste henrettelse med økse foregik i Horsens Statsfængsel i 1892. Det var morderen Jens Nielsen, som bødlen hævede øksen over. Dødsstraffen blev derefter stadig idømt men aldrig eksekveret, og den blev erstattet af livsstraf og helt afskaffet i straffeloven 1930.

Skarpretterens bænk og den tilhørende økse som blev brugt sidste gang i 1892, Horsens Statsfængsels Museum

 

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 7. februar 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 65 - Stenring og skærvehammer
Museumsnumre 23: Ligkister
Museumsnumre 6: Briller