Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 70 - Pengepung og tegnebog

Kategori: Temaer
Visninger: 498

 

”Luk øjnene op … eller pungen”, anfører Holberg 1723 i komedien 11. juni, der handler om fandens fødselsdag, ågerkarle og svindlere. I en sang fra 1971 af John Mogensen hedder det som omkvæd ”bare tegnedrengen er i orden, kan man få det som man vil”. Penge og mangel på eller overflod af samme er et evigt problem, men det med at have sine penge på sig er ved at være fortid. Såvel pengepungen som tegnebogen er på vej til at være historie. Det er en proces, der i de seneste årtier er gået stærkt.

Der handles kontant på Gammel Strand ca. 1925. En Skovserkone giver penge tilbage til en yngre kvinden, der har sin tegnebog fremme. Kbh.billeder

Museernes samlinger kan give os svar på vores personlige omgang med mønter og sedler igennem tiden.

I middelalderen benyttede man en skindpung, som man hængte ved bæltet. Nogen sådanne ses ikke bevaret på museerne, men af samtidens billeder kan vi se, at man benyttede en læderpung eller en lille taske. Dragten havde ingen lommer, så derfor var både mænd og kvinder nødt til at benytte et bælte til de pengepunge, de skulle bruge, når de handlede, gik på kro eller købte ind på torvet eller markedet. Bæltet kunne bæres uden på eller inde under kjortlen. Penge var lig mønter. For de større mønter dækkede sølvværdien den værdi, mønten nominelt havde. For skillemønt var dette ikke tilfældet. Svindel med mønter forekom, f.eks. den underlødige mønt, som den fredløse marsk Stig Andersen slog på Hjelm omkring 1290. I øvrigt var dansk og udenlandsk mønt gangbar. Det var sølvværdien, det drejede sig om, ikke møntens præg. At visse folk i middelalderen, købmænd, gik rundt med betydelige pengebeløb, er et fund gjort for nogle år siden ved Fæsted bevis på. Her fandt man 60 sølvmønter, den yngste dateret 1389, som havde ligget i en pung, som var gået til.

Pengepung af posetypen fra Stenstrup, uden datering, Nationalmuseet

Nationalmuseet har en lille samling af gamle pengepunge. Desværre er pungene ikke dateret. Den ældste type er en skind- eller læderpung, som kan sammensnøres og bæres i et bælte. Samme posetype findes i mere raffineret udgave af broderet stof eller hæklet, utvivlsomt kvindepunge. En anden type pung, som bedst egner sig til et bælte, er af tasketypen.

Da lommer i dragten blev indført i renæssancen blev mønter opbevaret i en pengepose eller pengekat. Denne type er en langstrakt strømpelignende pose af skind, stof eller hæklet materiale med en ring eller to til sammensnøring på midten, hvorved pungen kunne åbnes eller lukkes. Pengekatten egnede sig glimrende til lommer. Den gav dog ikke plads til nogen større mængde mønter og disse var i øvrigt blandet sammen i pungen.

Christian d.7’ s pengekat dateret 1779, Rosenborg, Kongernes Samlinger

Søren Kierkegaards pengekat 1840-erne, Københavns Museum

Pengekatten fortsatte med at være populær i begyndelsen af 1800-tallet. Den blev derpå erstattet af en solid læderpung, en portemonnæ. Disse rektangulære læderpunge blev forsynet med lukketøj, en metallås, som lukkede pungen, så indholdet blev velforvaret uanset om pungen lå i lommen eller tasken. Portemonnæen havde typisk rum til sortering af mønter samt plads til pengesedler. Der blev også fremstillet portemonnæer, som var af en vis eksklusiv karakter, f.eks. havde nogle sølvplader på siderne, mens andre havde skildpaddeskjold.

Lærer Steincke skænkede denne portemonnæ med skildpaddeskjold på siderne til Nykøbing Museum i 1912. Det var måske hans egen. Steincke var far til den senere socialdemokratiske minister K.K. Steincke, Nykøbing Museum

Prangerpungen var en rummelig læderpung med jern- eller messingbøjle og ditto lås og den blev brugt af folk, handlende, som skulle gå rundt med større pengebeløb. Samme type pung havde f.eks. konduktører på sporvejene og i togene. Men adskillige pengekatte er indleveret med den oplysning til museet, at det drejer sig om en prangerpung, hvilket næppe stemmer med virkeligheden. Der var stadig forskel på herrepunge og damepunge. De sidste var mindre, ofte smagfuldt udført med dekorationer og farver.

Broderet damepung, Randers Museum

Punge kunne gives som jubilæumsgave eller konfirmationsgave og den slags gaver måtte altid rumme en mønt, sagde overtroen.

Læderpung, som har tilhørt en skibsværftsarbejder på Søby Værft, Ærø Museum

Pengesedler blev almindelige i 1800-tallet. De første rigsbanksedler kom efter pengekrisen i 1813. Det var kobbertryk tegnet af arkitekt Hetsch. I 1830-erne begyndte man at trykke pengesedlerne. Fra 1873 udstedtes pengesedler i kroner. Sedlerne var de store beløb, mens mønterne lød på små beløb og deres metalværdi var ikke længere svarende til den nominelle værdi. Mønterne var i ører og kroner op til to kroner, også kaldt en daler. Sedlerne lød på 5, 10, 50, 100 og 500 kroner. Inflationen har indhentet disse værdier, så 5 og 10 kr. blev til mønter og der indførtes 1000 kr. sedler. Gennem tiden har forskellige kunstnere forsynet sedlerne med billedmotiver. Nogle som plovmanden, 500 kr., blev populære.

Tegnebog fra Liverpool, muligvis hjemført af skibsfører, Svendborg Museum

Til opbevaring af pengesedler var en pengepung ikke velegnet. Sedlerne blev krøllede. Derfor begyndte man at anvende tegnebøger af læder. Tegnebøger var oprindelig som navnet angiver notesbøger eller lommebøger, men de egnede sig fortrinligt til at opbevare pengesedler. Tegnebogen var flad og passede i en vestelomme, og sedlerne lå pænt foldede og sorterede og kunne hurtigt findes frem. Tegnebøger var fremstillet af læder eller skind, og luksusudgaver forekom, f.eks. var krokodilleskind en periode moderne. Tegnebogen vandt over pengepungen, eftersom betaling i sedler blev det almindeligste, og den udstyredes efterhånden med en lille lomme til mønter. Nogle tegnebogsejere havde den dårlige vane at gemme tegnepungen i baglommen. Dér fristede den lommetyve eller smuttede ubemærket op af lommen, når de satte sig ned.

Tegnebog som har tilhørt Venstres mangeårige leder og folketingsmand I. C. Christensen, Ringkøbing-Skjern Museum

Skønt mønter og pengesedler som anført er på retur, vil der stadig være behov for en slags pung eller tegnebog til opbevaring af de mange plastikkort, som den moderne forbruger har på sig: Diverse hævekort, id-kort, kørekort, sygesikringskort, medlemskort osv. Pengetasken er kommet på mode igen, bl.a. ses den anvendt af turister, som går rundt med deres rørlige formue og diverse betalingskort, pas m.v. i en taske på maven, ikke elegant, men nok så praktisk frem for at have muldvarpen dybt begravet i lommen.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 5. marts 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 53 - Tapet
Museumsnumre 56 - skraldespand
Museumsnumre 18: Anskuelsestavler