TV-tips, uge 32, 2025

Denne uges flow-tv bringer bl.a. portrætter af Bruce Springsteen, Pablo Picasso og William Shakespeare – og jagten på Kleopatras grav, Fra 2. verdenskrig ser vi på atombomberne over Japan og hvordan det hele begyndte, nemlig med det japanske angreb på Pearl Habor. Vi skal hre om møgvejr i Danmark og EU's migrationspolitik – og endelig dramaserie om Danmarks første rockerkrig. God fornøjelse!
Japans verdenskrig (4:4)
DR2, 6. august, kl. 19:05
Tysk dokumentarserie fra 2022. (Inside Japan's War) Japans krigslykke vender. I 1945 falder atombomber over Hiroshima og Nagasaki. Byerne efterlades i ruiner, men alligevel reagerer Japan ikke på kravet om en betingelsesløs kapitulation. Først da den Røde hær invaderer Manchuriet, deklarerer kejser Hirohito, at han godkender de allieredes betingelser. General Douglas MacArthur accepterer landets overgivelse. Imperiet afvikles, og dets forfatning omskrives. Japans verdenskrig er forbi, men har ændret verden.
1000 års møgvejr (1:4) Stormflod
DR1, 6. august, kl. 21:15
Huse blev revet væk, køer blev taget af bølgerne og folk druknede i deres stuer. Historiker Peter Ørbæk og meteorolog Maria Hørby tager til 1800-tallets Falster for at undersøge et af de vejrfænomener, der igennem århundrederne har været mest skæbnesvangert for vores lille kystland; stormflod.
Bruce Springsteen - Amerikas arbejderhelt
DR2, 7. august, kl. 19:15
Fransk dokumentar fra 2024. (Citizen Bruce: The American Pal) Fransk dokumentar fra 2024 Bruce Springsteen er mere end en rockstjerne - han er et ikon. I over 50 år har han været i rampelyset og givet stemme til arbejderklassen og beskrevet USA i alt fra hyldester af fædrelandet til protestsange. Med over 130 millioner solgte album og legendariske koncerter er 'The Boss' en beskeden troubadour, der forener litteratur, film og rock'n'roll - og viser os USA's sande ansigt.
Bullshit (1:6)
DR1, 8. august, kl. 21:30
Dramaserie om Danmarks første rockerkrig. I 1978 prøver Henning og Johnny ihærdigt at blive medlemmer af en rockerklub. Den 16-årige Pia sættes af i København uden et sted at sove og med meget få penge. Hun håber, at nogen på Christiania kan hjælpe hende. Afsnit to følger umiddelbart efter.
Angrebet på Pearl Harbor (1:2)
DR2, 9. august, kl. 18:20
Fransk dokumentarserie fra 2021. (Pearl Harbor, le monde s'embrase) Den 7. december 1941 lancerer Japan et overraskelsesangreb på den amerikanske flådebase ved Pearl Harbor, Hawaii. Det virker umiddelbart som en succes for Japan, men får langsigtede konsekvenser. USA, der hidtil har holdt sig ude af 2. verdenskrig, går ind i krigen på de allieredes side. Men hvorfor spiller Japan højt spil ved at angribe det overlegne USA? Og hvor meget ved amerikanerne egentlig om et forestående angreb?
Kleopatras forsvundne grav (1:4)
DR2, 9. august, kl. 19:10
Fransk dokumentarserie fra 2023. (Cleopatra's Secret Tomb) Hun har fascineret os i over 2000 år. Kleopatra blev født i år 69 før vor tid i Alexandria, og lige fra hun var barn, måtte hun kæmpe for sit liv og for Egyptens trone. Arkæologer leder utrætteligt efter hendes forsvundne grav, der er omgærdet af lige så mange myter som dronningen selv. Kom med på jagt efter den sidste farao i Egypten. En dronning, der gjorde alt for at redde sit land.
Picasso - Skønheden og udyret (2:3)
DR2, 10. august, kl. 21:00
Britisk dokumentarserie fra 2024. (Picasso) I takt med at Picassos ry vokser, holder han en stor retrospektiv udstilling i Paris. Men hans privatliv smuldrer, da han igen forelsker sig i en ny kvinde. Samtidig skaber han nogle af sine største værker - inspireret af krigens gru - heriblandt mesterværket Guernica.
EU’s migrationspolitik før, nu og i fremtiden
DK4, 11. august, kl. 16:30
Denne episode undersøger de historiske og politiske uenigheder, der har præget EU’s migrationspolitik. Den fokuserer på, hvordan medlemslandene har haft forskellige tilgange til asyl og migration, især i lyset af kriser som flygtningestrømmen i 2015. Programmet belyser, hvordan disse forskelle har skabt spændinger og udfordringer for en fælles europæisk tilgang til migration.
Shakespeare - Dramatikkens mester (1:3)
DR2, 12. august, kl. 22:40
Britisk dokumentarserie fra 2023. (Shakespeare Rise of a Genius) Hvordan blev en handskemagers søn en af verdens største forfattere? I 1587 ankommer 23-årige William Shakespeare til London. En hastigt voksende metropol fuld af sygdom, vold og oprør. Her forfølger han sin drøm om at blive dramatiker og skriver sine geniale værker. Nu, med hjælp fra historikere, eksperter og skuespillere fortælles historien om Shakespeares liv - hvem han var, hvilke kampe han stod overfor, og hvad der drev ham.
[Historie-online.dk, den 5. august 2025]