Menu
Forrige artikel

Christmas Møller - Historiens Aktører nr. 65

Kategori: Temaer
Visninger: 1764

 

Estrups mangeårige godsejerstyre havde stillet sig i vejen for det parlamentariske system, og da systemskiftet kom, var partiet højre blevet grundigt upopulært og fandt ikke større opbakning i befolkningen. Nye vælgergrupper kom til med reform af valgretten til kommuner og rigsdagen. Der var brug for nytænkning, hvis partiet Højre skulle overleve. I 1915 ændrede partiet navn og blev til Det konservative Folkeparti. Partiet stod stadig for Gud, konge og fædreland, og under de urolige år i første verdenskrig var partiet modstander af reduktion af sikringsstyrken, modstander af salget af de vestindiske øer og ønskede en afstemningszone, som sikrede, at Flensborg blev dansk. Imidlertid fik regeringen støttet af H.P. Hansen Nørremølle og historikeren H.V. Clausen gennemført, at zone 1 ikke kom til at omfatte Flensborg, hvor det ved afstemningen også viste sig, at flertallet stemte tysk. Regeringen ønskede en sindelagsgrænse. Spørgsmålet om grænsedragningen vakte politisk strid. De nationale konservative kredse var oprørte og kongen afskedigede regering Zahle, hvilket kastede landet ud i en parlamentarisk krise. Den blev dog løst, og kongen kunne underskrive grundloven af 1915 med de nye tilføjelser ved Sønderjyllands indlemmelse. I 1924 kom den første rent socialdemokratiske regering under Stauning, men den holdt ikke længe. Ved valget i 1926 blev den udskiftet med regeringen Madsen- Mygdal, som var et samarbejde mellem Venstre og Det konservative Folkeparti. Det blev en alliance, som fremover kom til at tegne det borgerlige Danmark.

En ny gruppe af konservative førte det gamle Højre videre og blandt de unge konservative var en mand ved navn John Christmas Møller. Han var født i 1894 i København i et velhavende hjem. Faren var vekselerer, og Christmas Møller blev student fra Rungsted Gymnasium i 1911 og fortsatte med at studere jura på universitetet. Han blev cand.jur. i 1922. 

11 års studietid var lang tid, men forklaringen var, at han havde brugt sin tid på politisk arbejde. Han blev medlem af Det konservative Folkepartis ungdom, KU. Og han var aktiv i en gruppe af unge konservative i Studenterforeningen med Aage Kidde som den centrale figur, der ønskede at forny den politiske linje. Partiet skulle være nationalt og forsvarsvenligt, men også socialt indstillet. Selv var Christmas Møller medlem af Akademisk Skyttekorps, som under den parlamentariske krise havde støttet Estrup. I 1920 var han aktiv i Flensborgbevægelsen, der arbejdede for at Flensborg blev dansk uanset afstemningsresultatet. Han stillede op til folketingsvalget og blev valgt i Odense - Kertemindekredsen. I partiet var splittelse mellem land og by, og Christmas Møller gik ind i kampen på landbofløjens side. Det endte med, at han i 1928 blev han leder af partiet. Han var medvirkende til, at regeringen Madsen-Mygdal i 1929 måtte gå af. Sagen var, at Christmas Møller var utilfreds med nedskæringer i forsvarsbevillingerne. Bag dette lå dog en utilfredshed med samarbejdet med Venstre. De konservative skulle spille en større rolle, og man anså liberalister som ideologiske modstandere. Rivaliseringen mellem de to partier fortsatte i 30-erne, og de konservative måtte se, hvordan Venstre under Kanslergadeforliget alene kom til at repræsentere de borgerlige holdninger.

Christmas Møller var indstillet på nødvendigheden af en aktiv socialpolitik og søgte at åbne for samarbejde med det store arbejderparti. Partiet skulle være baseret på middelklassen og ikke den gamle magtelite af jordejere, virksomhedsejere og officerer.

Fascismen i Italien og nazismen i Tyskland virkede stærkt inspirerende på konservative kredse og unge KU-er marcherede i gaderne med støvler og skråremme. De sympatiserede med nazismens militarisme og ”Ordnung muss sein”. I denne situation kunne det være svært for Det konservative Folkeparti at holde balancen, men Christmas Møller insisterede på, at partiet var et parlamentarisk parti og aldrig kunne støtte brug af diktatorisk magt. Det kom til et opgør i Konservativ Ungdom, hvor de nazistiske sympatier repræsenteret af formanden Jack Westergård blev udfordret af den parlamentariske linje repræsenteret af Aksel Møller. Denne blev, støttet af Christmas Møller i 1936 den nye KU-formand. Det var en vigtig sejr. Christmas Møller søgte samarbejde med Socialdemokratiet og deltog i udarbejdelse af en ny grundlov, som bl.a. skulle afskaffe landstinget og nedsætte valgretsalderen til 23 år. Men skønt et stort flertal i rigsdagen støttede grundlovsændringen, blev den forkastet af vælgerne med en meget lille marginal. Christmas Møller havde problemer med sit eget parti, som var delt i grundlovsspørgsmålet. At forslaget faldt, var en stor skuffelse for ham. Som konsekvens trak han sig fra formandsposten i partiet.

 To markante politiske skikkelser i 30-erne, statsminister Stauning og Christmas Møller. De var absolut på talefod, skønt uenige om mangt og meget, foto Det kongelige Bibliotek.

Udbruddet af anden verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark fik politikerne på Christiansborg til at rykke tættere sammen, og der etableredes en samlingsregering, som kunne samarbejde med besættelsesmagten. Christmas Møller fik posten som handelsminister. Christmas Møller var modstander af nazismen og samarbejdspolitikken, og det lagde han ikke skjul på i sine taler i folketinget. I efteråret 1940 tvang besættelsesmagten regeringen til at afskedige Christmas Møller som minister og året efter måtte han forlade folketinget i øvrigt samtidig med Hartvig Frisch fra Socialdemokratiet. Tyskerne ville også have statsminister Stauning afsat, men det lykkedes ikke i første omgang.

Christmas Møller blev mere og mere overbevist om nødvendigheden af aktiv modstand mod Tyskland, og han tog kontakt med de kredse, som startede modstandsbevægelsen. Han skrev den første lederartikel til det illegale blad ”Frit Danmark”. I april 1942 flygtede han med sin familie til Sverige. En skipper i Aalborg stillede sig til rådighed og sejlede ham til Göteborg. Skipperen blev efterfølgende anklaget af politiet for illegal virksomhed, og hans skib blev beslaglagt. Christmas Møller nåede til England, og her blev han formand for Det danske Råd. Og han begyndte i maj at tale til den danske befolkning på BBC, som ulovligt blev aflyttet i mange danske hjem. Han talte for væbnet kamp mod besættelsesmagten og blev den danske stemme udefra, som fik mange unge og mange nationalt indstillede til at vælge side og aktivt gå ind i modstandskampen. Samlingsregeringen fordømte hans flugt og hans opfordringer til kamp som uansvarlig. Men frihedskampen var begyndt. Året efter oprettedes i al hemmelighed Danmarks Frihedsråd.

 Christmas Møller taler til den danske befolkning fra London, foto wikipedia

Da Christmas Møller vendte hjem til Danmark var han enormt populær. Han var et nationalt ikon, en af modstandskampens store skikkelser. I befrielsesregering, der blev dannet i maj 1945, blev han udenrigsminister. En ny socialdemokratisk regering blev dannet i 1946. Atter dukkede Flensborg og grænsedragningen imellem Danmark og Tyskland op i det politiske spil. Sagen var, at briterne havde antydet, at der kunne foretages visse justeringer, og det gav de kredse, som tidligere havde arbejdet for en anden grænsedragning, vind i sejlene. Christmas Møller, atter leder af Det konservative Folkeparti, støttede regeringen, som hævdede at grænsen lå fast. Det var imidlertid en holdning, som ikke mange i hans eget parti delte. Hans position blev undergravet, og i 1946 måtte han pga utilfredsheden i partiet trække sig som leder. Han blev syg og døde i 1948, men hans indsats som fornyer af konservatismen og hans kritik af såvel liberalisme som socialisme har stadig betydning. En buste af ham er opstillet i Kerteminde. og København har sin stærkt trafikerede Christmas Møller Plads først for på Amager.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her

[Historie-online.dk, den 5. april 2022] 

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Indira Gandhi - Historiens Aktører nr. 68
Karl Eskelund - Historiens Aktører nr. 34
Anna Jensen - Historiens Aktører nr. 42