Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 50 - Salttrug

Kategori: Temaer
Visninger: 1035

 

Et salttrug er en genstand, som bringer os langt væk fra antikviteter og samlemani og over i noget meget interessant, nemlig en økonomi som var helt anderledes end den, som forbrugersamfundet repræsenterer, og som det nu ses sker på bekostning af naturen. Naturalieøkonomien var for ikke mange generationer siden udbredt og fungerede overalt på landet, hvor produktionen først og fremmest skulle dække familiens, dvs. gårdens eller husets forbrug af fødevarer og andre råvarer nødvendige for livets opretholdelse. Blev der noget til overs, ja så kunne man sælge det. På de mange små gårde og husmandssteder var man indstillet på denne situation: at producere fødevarer til eget forbrug og besætningen afspejlede den situation, idet gården havde et antal køer, grise og fjerkræ og til transport et par heste. I landsbyerne fandtes andre erhverv end jordbrugere f.eks. skræddere, smede, tømrere og murere, og karakteristisk for naturaliehusholdningen havde disse håndværkere et stykke jord, som gjorde det muligt at have en ko og et par grise. Smedelodden, skræddermarken osv. hed disse små jordlodder.

To grise i sti, kobberstik af Simon de Vlieger, Statens Museum for Kunst. Grisen var for mennesket såvel i historisk som i forhistorisk tid et yndet husdyr og en vigtig fødevareressource. Stikket her er fra 1600-tallets begyndelse, og man ser, at svinet mere ligner vildsvin end nutidens bacongrise.

I naturalieøkonomien var grisen af stor betydning. Den sikrede, at der kom mad på bordet, indgik i det nødvendige forråd til vinteren. Almindeligvis foregik slagtningen i efteråret og derpå fulgte et stort arbejde for husmoren og hendes hjælpere. Grisen blev skåret op og brugt til at lave pølser, hakket og røget, og når man ville gemme en hel eller halv gris til ud på vinteren, så landede den i et salttrug mens mindre stykker kom i salttønden. Truget var en udhulet træstamme, som blev fyldt med en stærk saltlage og deri blev flæsket saltlagret en til to måneder. Når flæsket kom op af saltlagen blev det udvandet og tørret og ofte røget. Brugen af salt til konservering er en historie for sig, men kolossale mængde salt er i tidens løb blevet hældt i saltkar eller salttønder. Danmark måtte importere salt, som i en lang periode var det såkaldte baisalt, der kom fra Biscayakysten. Trugene havde låg lavet af brædder.

De bevarede trug er især at finde på vores frilandsmuseer og her står de i en kælder sammen med salt- og øltønder eller i et kammer ved bryggerset. I disse autentiske omgivelser kan man let forklare og forstå salttrugets funktion. Mere vanskeligt er det, når trugene befinder sig på museumsmagasiner. Her er de ikke særligt velkomne, fordi de ofte stadig pga saltindholdet trækker kondensvand, og de fylder også godt op. Nogle ødelagte trug er endda blevet antaget for rester af stammebåde fra oldtiden.

Lille salttrug fra Dansk Landbrugsmuseum

 

Kigger vi på museernes beholdninger af salttrug, er der ikke mange, som er blevet bevaret. Flest har naturligvis Dansk Landbrugsmuseum på Gammel Estrup. Det er betryggende, at dette museum har taget ansvar for bevaring af en brugsgenstand, som ikke i eftertiden har værdi eller samlerinteresse. Men desværre er mange af trugene i dårlig stand og næsten uden oplysninger. Salttrug kaldes på Landbrugsmuseet også saltolden måske efter de oldensvin, som landede i dem, eller fordi de var lavet af egetræ. Det gælder f.eks. et salttrug fra Tersløse på Sjælland som er registreret med navn af ”saltolle”. Længden af trugene varierer, men der er tale om to størrelser, et lille trug omkring 150 cm og et større trug på over 250 cm. Der er brugt forskelligt træ som poppel, bøg og elm, men dog oftest eg. Nationalmuseet har et trug fra Nordborg, som er lavet i poppeltræ. Odense Bys Museer / Den fynske Landsby har et par store velbevarede salttrug. En særdeles velbevaret og veldokumenteret gård findes på Frilandsmuseet i Maribo. Det drejer sig om Falstergården, gård nr. 11 fra landsbyen Nørre Ørslev. Den var fæstegård men blev selvejergård i 1807. I 1929 blev den flyttet til Maribo og takket være et skifte kunne man på dette tidspunkt hente eksemplarer af alle de brugsting, som er optegnet i skiftet. Blandt de mange ting er også en flæskeolden, et salttrug, der stod i et kammer ved køkkenet.

Et stort salttrug fra Odense Bys Museer

Salttrugene forsvandt ud af husholdningen, da naturalieøkonomien ophørte i slutningen af 1800-tallet, men nedsaltning af flæskesider foregår stadig, nu kommercielt i slagterier, hvor der benyttes stålkar i processen.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 19. september 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 19: Julestads og julepynt
Museumsnumre 1: Træsko
Museumsnumre 64 - Vinduer