Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 82 - talerstol

Kategori: Temaer
Visninger: 351

 

I antikken var talekunst en særlig disciplin, og i Perikles demokratiske Athen blev borgernes dialog en drivkraft i bystatens sociale og politiske udvikling. Beretningen om politikeren Demosthenes, der udviklede sig til at blive retoriker, en stor taler, dokumenterer dette. I det romerske senat spillede talegaver en rolle. En god orator havde magt og indflydelse. Men på vore breddegrader er der ikke belæg for, at ordet havde den samme betydning. Alt tyder på, at man levede i et autokratisk samfund, hvor stormænd førte ordet. Den romersk-katolske kirke var også autokratisk opbygget. I kirkerne havde man allerede fra 1200-årene prædikestole, hvorfra munke og præster udlagde teksten. Det foregik på latin, uforståeligt for menigmand.

Med reformationen skete der en ændring i forholdet mellem kirke og folk. Befolkningen skulle lære at læse, så de selv kunne læse Biblen, og præsten skulle prædike i stedets lokale sprog. Præst og menighed blev knyttet tættere sammen. Fra reformationen blev prædikestolen et obligatorisk inventar i de danske kirker. Som regel blev den placeret højt hævet i kirkeskibets østlige del, nær et sydvendt vindue. Prædikestolen var gerne rigt udskåret og smukt bemalet og havde en lydhimmel over præstens hoved. De danske kirker er vel forsynet med prægtige prædikestole, som afspejler de forskellige stilarter gennem tiden. Men samfundet var og blev autokratisk med enevælde og pligt til at gå i kirke. Præsten prædikede, og menigheden lyttede. Bønder og borgere som ytrede sig imod herremanden, kirken og kongen risikerede at blive kastet i hundehullet, sat på træhesten eller lagt i lænker på Bremerholm. For majestætsfornærmelse var straffen en dødsdom.

Det frie ord kom først til os i 1800-tallet. Genkomsten af antikkens dialog og debat var et resultat af begivenhederne under revolutionen i Frankrig i 1789. Dér tog folket magten og ordet, og dér blev brug for et nyt fænomen: en talerstol. Frihed, lighed og broderskab var revolutionens budskab. Det tog dog sin tid, inden det frie ord kom til Danmark. Censur, politi, fængsel og landsforvisning lukkede munden på de, som sympatiserede med frihedsrørelsen. Men tankerne om frihed lod sig ikke standse, og i 1849 blev enevælden afskaffet. Repræsentanter for landets forskellige befolkningsgrupper fik ordet i rigsdagen og landets fornemste talerstole blev talerstolene i folketinget og i landstinget. Der var dog stadig befolkningsgrupper, som ikke havde stemmeret, og hvis stemmer ikke kunne høres i rigsdagen. Det gjaldt kvinder, tyende og arbejdere. Men ordet var sluppet løs, og det blev brugt, og det blev inspiration for en hastig udvikling i samfundet.

Et sted var ordet forholdsvis frit under enevælden. Det var på universitetet, hvor ”jus docendi” – retten til at forelæse eksisterede. En af de danskere, som tog til orde og blev ramt af censur, var Grundtvig. Han holdt mange taler fra talerstol, bl.a. på Borchs Kollegium i en velbesøgt række forelæsninger om Danmarks historie.

J. Th. Lundbye har tegnet Grundtvig på talerstolen ved et foredrag på Borchs kollegium i 1843. Hans foredragsrække hed ”Mands Minde”. Blandt tilhørerne ses mange kvinder.  

I byerne blev den kongelige borgmester og embedsmand erstattet af et folkevalgt byråd, og byrådssalen blev stedet, hvor drøftelser om byens forvaltning, styre og nye tiltag fandt sted. Her var brug for en talerstol.

 Statsminister Th. Stauning holder i 1939 tale fra talerstol i rådhushallen på Københavns Rådhus, kbh. billeder.

I landsbyerne blev fra 1870-erne bygget forsamlingshuse. Under forfatningskampen forbød Estrup-regeringen Venstreforeninger og andre at holde møder på skoler, og derfor byggede man forsamlingshuse. Forsamlingshusene blev brugt af de mange foreninger og idrætsorganisationer og i høj grad også til foredrag om politiske, nationale, oplysende og underholdende emner. Et andet sted, hvor det folkelige liv udfoldede sig i sidste del af 1800-tallet, var på højskolerne, hvor unge mennesker, mest fra landet, deltog i undervisningen. Foredrag var et af højskolernes vigtigste virkemidler.

Maleren Erik Henningsen har gengivet en scene fra Askov Højskole. På talerstolen er højskoleforstander Ludvig Schrøder, der var en fremragende taler, Vejen Kunstmuseum.

På det kirkelige område opstod forskellige nye kirkesamfund; der opførtes missionshuse rundt omkring. Baptister, metodister, adventister og frikirker. I disse religiøse forsamlinger brugte man talerstole, ikke prædikestole. 

De folkelige bevægelser afholdt folkemøder under åben himmel og der var brug for transportable talerstole, når venstrebevægelse, arbejderbevægelsen, fagbevægelsen og kvindebevægelsen kaldte til store møder. Og talerstolen blev et symbol for det frie ord. Under Estrups regeringsperiode gik det flere gange galt med det frie ord. Den gryende arbejderbevægelse blev mødt med knipler og husarsabler på Fælleden i 1872, og da Venstres bannerfører, Chresten Berg, talte på et møde i Holstebro i 1885 satte den lokale politimester sig provokerende på tribunen ved siden af Bergs talerstol, hvorfor Berg bad et par gårdmænd om at flytte politimesteren. Den handling resulterede i fængsel på vand og brød til Berg og de to behjælpelige gårdmænd.

 Erik Henningsen har her malet en situation fra et 1. maj møde. Den ukendte taler, var på malerens skitse Socialdemokratiets agitator Frederik Borgbjerg, men er her i maleriet anonymiseret, wikipedia.

I mange andre sammenhænge brugtes talerstolen: F.eks. ved grundstensnedlæggelser, indvielse af nye anlæg, ved jubilæer, under statsbesøg, ved foreningsmøder, ved præmieoverrækkelser, på firmamøder osv. osv.

Lad os se, hvad der er bevaret på museernes magasiner. Imponerende er det ikke, når man betænker hvilken betydning talerstolen gennem tiden har haft for vores samfund. Men mange talerstole er ret beset temmelig simple og prunkløse genstande, mens andre er nogle store skrumler, som det kunne være svært at opbevare på et museum. Folketingets talerstol i massiv eg er et godt eksempel på den bastante og tunge type af talerstol. Men i den lette afdeling har Stiftsmuseet for Lolland-Falster en lille simpel grønmalet talerstol af fyrretræ fra Torkilstrup, dog uden nærmere oplysninger. Aalborg Museum har en fin transportabel kommunal talerstol. Den blev brugt ved arrangementer under åben himmel og er en tremmekonstruktion malet i en græsgrøn farve. Den mest primitive form for talerstol er vel en ølkasse, som udmærket kunne bruges i en improviseret situation.

Ringkøbing-Skjern Museum har denne smukke talerstol fra Stavning Missionshus.

Denne talerstol er fra 1905, da Gylling Forsamlingshus blev bygget. Den findes i dag på Odder Museum

Møbelarkitekt Wegener kunne også tegne en talerstol. Denne er sammenklappelig og i teaktræ med lille læselampe og sortmalet platform til at stå på. Den har været brugt på en skole, hvortil den blev foræret i 1953, Give Egnens Museum

Ordets magt er i det 21. århundrede ikke svækket, men nye verdensomspændende medier har gjort talerstolen meget gammeldags og de som bestiger de nye mediers talerstole ses i dag i højere grad som magtens folk end som folkets. En strøm af ord skyller hver dag ind over os, og ordene er udformet af spindoktorer, reklamefolk, opinionsdannere og ”specialister”. Imidlertid er kommunikationen mellem taler og tilhørere umulig at slå af marken af den mediestyrede debat … forudsat at taleren har noget på hjertet. Den succes Folkemødet på Bornholm oplever i disse år er et tydeligt bevis på dette.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museumsnumre" her

[Historie-online.dk, den 28. maj 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 6: Briller
Museumsnumre 10: Isbåd og isslæde
Museumsnumre 50 - Salttrug