Fra verdenskrig til borgerkrig
Menu
Forrige artikel

Fra verdenskrig til borgerkrig

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 202

 

Af Nils Arne Sørensen

Mens det er lovlig flot at kalde Østfronten for ”den glemte front” (s. 7), er det indlysende rigtigt, at udviklingen her har stået i skyggen af begivenhederne på Vestfronten. Det er der to gode grunde til. For det første blev krigen faktisk afgjort på Vestfronten (og det stod klart, at det ville være tilfældet under det meste af krigen). For det andet endte alle de stormagter, der havde kæmpet i øst, ikke blot som krigens tabere, men med at gå under som følge af krigen. Krigen betød enden på de tre landbaserede europæiske imperier: Rusland, Tyskland og Østrig-Ungarn. Da det som bekendt er sejrherrerne, der skriver historien, er det altså ikke overraskende, at Østfronten ikke har været i centrum for historikernes opmærksomhed. Det er der dog blevet rettet op på i de senere år, og af gode grunde. Dels var Østfronten den vigtigste krigsscene for både Rusland og Østrig-Ungarn (og fra 1916 Rumænien), og den fyldte også meget i tyskernes krig. Dels – og nok vigtigere – fik krigens resultater afgørende betydning for det politiske Europakort i Øst-og Centraleuropa – også selv om Centralmagternes sejre, som fik deres udtryk i Brest-Litovsk og Bukarest Traktaterne fra foråret 1918, blev annulleret som en del af våbenhvilebetingelserne, som Tyskland siden måtte acceptere. Grundene til at hilse en grundig behandling af Østfronten på dansk er altså til at få øje på.

Forfatterne peger imidlertid på en anden interessant grund til, at Østfronten blev sat i skyggen af krigen i vest. Krigen i vest var ”en mere moderne krig”, som det var lettere for forfattere og kunstnere at ”stilisere og udnytte kunstnerisk end den mere primitive og gammeldags mod øst” (s. 8). Derfor blev – antyder forfatterne – det krigen i vest, der kom til at besætte forestillingsverdenen om krigen på bekostning af krigen i øst. Det er en godt set og skarp pointe, og en pointe, som skriver sig fornemt ind i den social-kulturhistoriske forskningstradition, der siden 1990’erne har domineret studiet af verdenskrigen.

Det er imidlertid ikke her, bogen placerer sig. I en forbilledlig klar ’varedeklaration’ gør forfatterne det klart, at deres interesse er ”de militære og storpolitiske begivenheder”, at og formålet er at skrive ”en generel beretning om krigen på østfronten, dens strategi, operationer og taktik.” (s. 9-10).

Denne ambition leves der flot op til. Helt overordnet leverer bogen en beskrivelse og analyse af krigen i øst på basis af den efterhånden ganske store internationale forskning (Litteraturlisten fylder imponerende 10 sider med lille sats). Vi får en fin introduktion til de tre kejserriger og deres militær i kapitel 1, mens kapitel 2 både giver et nødvendigt overblik over geografi og naturforhold, der i høj grad var med til at bestemme udviklingen i krigshandlingerne, og kort sammenfatter krigsforløbet. Herefter koncentrerer fremstillingen sig om en kronologisk gennemgang af krigens udvikling ved fronten. Jf. varedeklarationen er perspektivet i høj grad sat oppefra: fremstillingen er koncentreret om krigshandlingerne i fugleperspektiv, men suppleret med de overordnede overvejelser, der lå bag planerne. I den forstand er der tale om et i dobbelt forstand top-down perspektiv. Her er læseren i kompetente hænder, hvor forfatterne ikke mindst skal roses for at give god plads til det russiske perspektiv, der i mange fremstillinger drukner – nok ikke mindst fordi den officielle tyske krigshistorie om østfronten ikke bare er grundig, men også tilgængelig for de fleste internationale historikere. Det er også på sin plads at rose det valgte tidsperspektiv, der ikke lader krigen ende i 1918, men overbevisende demonstrerer – helt på linje med tendensen i international forskning – at man skal forstå verdenskrigen og de fortsatte krigshandlinger og den politiske uro i øst som et sammenhængende hele helt frem til de tidlige 1920’ere.

Med det valgte perspektiv kan det til gengæld undre, at forfatterne opererer med en ret bred opfattelse af østfronten. I deres perspektiv er Balkan-krigen en del af østfronten – i hvert fald ind til 1916, hvorefter den glider ud af interessefeltet. Der gives ingen argumentation for, at Balkan-fronten er en integral del af østfronten, men når den nu tænkes med, må man ikke bare undre sig over, at den ikke følges til dørs med den makedonske front, men måske endnu mere at forfatterne ikke gør sig til talsmænd for at se første verdenskrig som centrum for en lang voldelig konjunktur, der begynder allerede med Balkankrigene i 1912 (eller hvis vi skal følge Chris Clark i Sleepwalkers med det italienske angreb på Osmannerriget i 1911). Det tydeliggør, at forfatterne omtrent udelukkende ser krigen gennem de tre stormagter mens det serbiske, rumænske og bulgarske perspektiv marginaliseres – her skulle man ellers synes, at forfatternes egen småstatslige baggrund kunne have fungeret som et korrektiv til den internationale forsknings fokus på de store.

Det småstatslige perspektiv er nemlig i øvrigt særdeles tydeligt. Bogens emne er jo Østfronten set med danske øjne. Det er imidlertid også bogens største svaghed. Der er et meget tydeligt misforhold mellem det valgte perspektiv: militært og storpolitisk med vægt på operationer, strategi og taktik og så de danske øjne, for helt grundlæggende er et tvivlsomt, om danske øjne kan berige forfatternes valgte perspektiv. At forfatterne i arbejdet med bogen har været dybt og grundigt nede i både trykt og utrykt dansksproget kildemateriale er hævet over enhver tvivl. Det fremgår både af bibliografi, det store noteapparat og mange citater undervejs. Til gengæld må man efter læsningen konstatere, at de dansksprogede stemmer kun i beskeden grad beriger forståelsen af krigen i øst, når den ses oppefra som det valgte blik er her. Den kvantitativt største del af kildematerialet stammer fra dansksprogede nordslesvigere, der som tyske statsborgere var værnepligtige i tysk militær. De har efterladt et stort kildemateriale, men som forfatterne fortæller er dette ”typisk præget af en meget snæver horisont, hvor det er modtagelsen af pakker fra hjemlandet eller oplevelser med de nærmeste kammerater, der står i centrum.” Det er rigtigt (og er ikke nogen nordslesvigsk specialitet; det samme finder vi i tyske, britiske, franske, italienske, osv., breve og dagbøger). Derfor er det indlysende, at bogens valgte perspektiv ikke kan indløses vellykket ved at organisere det omkring dansksprogede kilder, som forfattere påpeger i indledningen.

Men – må man spørge – hvorfor så inddrage dem? I den store fortælling om østfronten bliver de dansksprogede stemmer rimelige tilfældige røster. Mest interessant inddrages de i afsnittet om kulturmødet med civilbefolkningen og livsformerne, som den tyske hær møder i øst – og hvor bogens fine analyse heraf konkluderer, at der ikke er nogen særlig dansk erfaring; de nordslesvigske soldaternes oplevelser og beskrivelser flugter med de tyske (inkl. antisemitismen).

Forfatterne er imidlertid også omhyggelige med at fremdrage danske stemmer, der ikke er værnepligtige soldater fra Nordslesvig. Det gælder diplomatiske rapporter (og hvor citaterne interessant viser, at diplomater langt fra fronten via deres kontakter til de lokale eliter havde klarere fornemmelsen af krigens gang end soldaterne ved fronten, der var optaget af pakker hjemmefra!). Men det gælder især de danskere, der engagerede sig i krigen gennem som frivillige i efterfølgekrigene i Baltikum og i humanitært arbejde i hjælpeambulancer. Her leveres der gode korte overblik over.

I det danske perspektiv på krigen på østfronten er den vigtigste indsats imidlertid ikke de få frivillige i ambulancetjenester eller diverse frivillige militærkorps. Det er det store arbejde med krigsfanger, som Dansk Røde Kors udførte (med statslig politisk og ikke mindst økonomisk støtte). Takket være Bent Blüdnikow og Peter Fransen ved vi allerede meget om den del af dette hjælpearbejde, der foregik i Danmark i lejrene Horserød og Hald, og det kan vi også læse om her (selv om lejren i Hald bliver vældigt stedmoderligt behandlet). Men den del af hjælpearbejdet, som foregik i fangelejrene i Rusland og Tyskland, får læseren stort set intet at vide om – selv om det mere end noget andet sted er her, at danske øjne giver et blik på krigen, som er svært at finde andre steder. Fx berettede Dansk Røde Kors i 1916 efter en inspektionsrejse blandt russere i krigsfangelejre i Tyskland, at man igen og igen var stødt på udsagnet: ”Det havde været bedre at være død end at være krigsfange” (Dansk Røde Kors, RAPPORTS SUR LES VISITES DES CAMPS DE PRISONNIERS EN RUSSIE ET EN ALLEMAGNE PAR DES DÉLÉGATIONS DE LA CROIX ROUGE DANOISE, København 1916, s. 13). Her havde det været interessant at grave videre i de ”danske øjne” og deres betydning i et større perspektiv end det, der sættes af den lokale navle.

Historie-online.dk, den 7. november 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Wienerbørn
Krigen 1914-1918 og hvordan den forandrede verden
Verdenskrigens Danske Billeder