Menu
Forrige artikel Næste artikel

Dansk renæssance

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 248

Af cand. mag. Mikkel Leth Jespersen

Dansk renæssance (1536-1588) er Aschehougs genudgivelse af bind 7 i Palle Laurings Danmarkshistorie, første gang udgivet i 1963. Det kan diskuteres om en anmeldelse af en bog, som allerede har vist sig at være en folkelig succes, egentlig er meget bevendt. Igennem et halvt århundrede har Palle Lauring været hele Danmarks historiefortæller i radioen, på fjernsyn og som i dette tilfælde på skrift. Stilmæssigt skiller bogen sig ikke ud fra, hvad den i 1996 afdøde Palle Lauring ellers skrev af historie.

Anledningen til genudgivelsen må være “Renæssanceår 2006”, som nu efterhånden har budt på genudgivelser af nærmest alt, hvad der er skrevet om renæssancen i nyere tid. Palle Laurings bog skiller sig dog ud fra mængden på to punkter. For det første er den udpræget historieformidling, for det andet dækker den en periode, som ikke har fået synderlig megen opmærksomhed i dansk historiografi.

At bogen er udpræget historieformidling er forfatterens og forlagets hensigt, og derfor må fremstillingen naturligvis læses og vurderes i dette lys. Om man så bryder sig om de lange digtende skildringer af kongernes og deres rådgiveres personligheder eller ej er anden sag. Til det faktuelle grundlag i bogen, som trods alt skal være i orden, kommer Palle Lauring lidt dårligt i gang ved først at kalde kong Hans for Christian III’s farfar (han var hans farbror), og dernæst Christian II for Christian III’s farbror (de to var fætre). Nyudgiverne burde have gjort deres afdøde forfatter den beskedne tjeneste at få læst en indholdsmæssig korrektur, så åbenlyse fejl af denne slags kunne være blevet rettet – eksemplerne er ikke enestående.

Palle Laurings omgang med historien, på grænsen mellem faghistorien og skønlitteraturen, vil altid kunne vække debat om historiefaget og historieformidlingen. I artiklen “Dilettanternes tid? – en konferencerapport fra 1990erne læst i lyset af 1950ernes kontrovers om middelalderhistorisk faglighed” (“Mangfoldighedens pris: Dansk faghistorie – en statusoversigt”, Den jyske historiker, nr. 75-76) har Helge Paludan skildret en tilspidset debat, som i 1950erne udspandt sig mellem historieprofessoren Aksel E. Christensen og digteren Martin A. Hansen om forholdet mellem historiefaget og digtningen, eller måske rettere digtningens plads i historiefaget. Hele diskussionen var sat i gang en af “den belæste digter” Palle Laurings historiske bøger: Danmarks håb og horn: kongelykke og kongeskæbne (Gyldendal 1954). Jeg vil ikke gå dybere ind i problemstillingen her, men blot henvise til ovenstående artikel, som bestemt kan anbefales til belysning af forholdet mellem stilen i Laurings bøger og historiefaget.

Nu til det andet punkt, nemlig den noget underbelyste periode i dansk historie som bogen omhandler. Periodens indledes med afslutningen på Grevens Fejde, som af naturlige grunde har spillet en stor rolle i historiografien og afsluttes med Christian IV’s indtræden i “Danmarkshistorien”. I mellem disse to fikspunkter findes altså den periode, som Lauring har valgt at kalde Dansk renæssance, andre ville måske kalde perioden den tidlige del af den danske renæssance, som vist først når sit højdepunkt under Christian IV.

Som man vil opdage, hvis man læser bogen, er dette en periode fyldt med interessante og dramatiske begivenheder. Indledningsvist beskrives følgerne af grevens fejde, forholdet til den tysk-romerske kejser Karl V. og forholdet til Christian II’s arvinger, som stadig gør sig forhåbninger om at komme til magten i Danmark og hertugdømmerne. I det dramatiske og udenrigspolitiske spor følger erobringen af Ditmarsken (1559) og Den nordiske syvårskrig (1564-70). Man kunne argumentere for, at Den nordiske syvårskrig får lige lovligt mange sider. Afslutningsvis forlades den politiske begivenhedshistorie til fordel for kapitler om militærhistorie, socialhistorie, arkitekturhistorie mv. Skal man pege på et område, som Lauring kunne have behandlet lidt grundigere, er det reformationen og dens omfattende konsekvenser for 1500-tallets samfund, som ikke får megen plads i bogen. Bogen er fint illustreret med et velvalgt farvebilledmateriale af portrætter og gravsten. Måske kunne man have ønsket sig et kort til at orientere sig i de detaljerede skildringer af Den nordiske syvårskrig. En anden ting, som savnes ved bogen, er en indledning af en art. Redaktørerne Per Kølle og Stig Nielsen burde have introduceret forfatteren og grunden til at denne bog udkommer netop nu. Brugeroplysninger af en hver slags savnes – hvem har for eksempel skrevet billedteksterne, når illustrationerne er nye?

Dansk renæssance er bestemt en læseværdig bog. Palle Lauring kombinerer på glimrende vis sin store historiske viden med sin veludviklede fortælleevne. Om han med sin stil vil fange fremtidige læsere, som han har tryllebundet flere generationer af danskere med sine fortællinger fra Danmarks historie må dog fremtiden vise. Måske bliver Dansk renæssance det første skridt på vejen.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Stormen på København
Vor gunst tilforn
Vor gunst tilforn