Menu
Forrige artikel Næste artikel

Læren af 1864

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 807

Af Michael Agerbo Mørch, stud.theol. 

Er det gået nogens næse forbi, at vi i år ”fejrer” 150 året for det smædelige nederlag til Preussen? Næppe. Nederlaget i 1864 og verdenskrigens udbrud i 1914 har ikke udkonkurreret hinanden i den offentlige debat, men kompletteret hinanden, så vi har fået et væld af indsigtsfulde beskrivelser af de to kriges eftervirkninger (enkelte var også knapt så indsigtsfulde!). 

Læren af 1864. Krig, politik og stat i Danmark i 150 år gennemgår selvsagt den ældste af de to krige med flere knivskarpe betragtninger - og en enkelt svipser. Det er en medrivende bog, hvor hver enkelt forfatter med overbevisende historiografi og argumentation fører sine synspunkter flot igennem. Her vil være stimulerende og udfordrende læsning for de fleste. 

Jeg ville gerne gå igennem de enkelte kapitler på en mere udførlig måde, men jeg vil i stedet fremhæve tre kapitler, som særligt iøjnefaldende. De to første for det positive og den sidste for det modsatte. 

Først Michael Bregnsbos artikel ”Var 1864 afslutningen på det ’danske imperium’, og hvad blev der tilbage af den imperiale ånd i den danske stat?”. OK, ikke den mest mundrette titel, men selve artiklen har høj kvalitet. Her påviser Bregnsbo, at Danmark i det meste af sin historie har været et imperium, dvs. en større, multiterritorial statsdannelse (s. 36). Danmark havde med sin multiterritorialitet en væsentlig stemme i europæisk politik indtil 1814 (Norges løsrivelse). Danmark var bestemt ikke nogen svag nation, men et rige, der spredte sig over mange landområder og med en betydelig flåde. Derfor kunne Danmark forhandle med store internationale spillere og forvente opbakning fra andre, når en fjende angreb. Hverken 1814 eller 1864 fjernede det danske imperium, men det skrumpede og blev mindre væsentligt. I dag anses det imperiale som en simpel post på statsbudgettet, der helst ikke må tage overhånd. 

Det andet eksempel, jeg vil fremhæve, er Rasmus Dahlbergs indsigtsfulde artikel ”1864 - en kontrafaktisk slagmark”, som er en historiografisk øvelse. Kontrafaktisk historieskrivning er den lidt specielle stiløvelse, hvor man reflekterer over mulige scenarier, hvis historiens gang havde været anderledes, end den blev. Altså ”hvad nu hvis…” eller ”havde de ikke…”-perspektiver på den gængse historieskrivning. Dahlbergs pointe er, at det fremmer forståelsen af den faktiske historie at tænke i kontrafaktiske baner, fordi man får et blik for de styrker og magtforhold, som endte med at afgøre krigen. Nogle gange er det meget kompliceret, andre gange mere ligetil som fx ”hvad nu hvis tyskerne ikke havde haft forladere, men bagladere ligesom danskerne?”. Ja, så havde krigen formentlig været meget anderledes, men svaret på det kontrafaktiske spørgsmål viser, at forladerne, på trods af at være et mindre præcist våben end bagladeren, faktisk blev afgørende for krigen. 

Modsat Bregnsbo og Dahlbergs artikler er antologiens måske største stjerne, Uffe Østergaards, bidrag en kæmpe skuffelse. For det første fordi den er et genoptryk af hans artikel fra antologien ”1864 - og historiens lange skygger”, selvom det ikke står nævnt noget sted. For det andet fordi hans bidrag stilistisk falder helt uden for. Østergaard har én fodnote i sin artikel (s. 144), en henvisning til en af Tom Buk-Swientys bøger (hvilken er ikke oplyst), som ikke engang optræder i litteraturlisten bagest. Pauvert dokumenterede påstande i forhold til bogens gennemgående sobre tone. Men mest af alt af den tredje grund, nemlig at Østergaards artikel primært er en lang hyldest til førnævnte Buk-Swienty i stedet for et reelt selvstændigt bidrag. Det er virkelig ærgerligt. 

Østergaards fejlplacerede indlæg ødelægger dog ikke den samlede oplevelse af en antologi, som har meget på hjerte, og som vil være en gedigen øjenåbner for mange. Overblikket er stort, fortællelysten ligeså. En rigtig god udgivelse alt i alt.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Rejsen til Amerika - Jagten på lykken
Magten og kulturen
Kierkegaards København