Menu
Forrige artikel Næste artikel

Vokseværk - Erindringer 1963-93

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 488

 

Af Johnny Laursen Institut for Historie og Områdestudier, Århus Universitet

I Socialdemokratiet synes alle veje at føre til Vejle. Arven fra formandsopgøret i Vejle har været en altdominerende faktor i de sidste tiårs socialdemokratiske politik. Endnu i dag definerer den arv positioner selv for aktører, som ikke selv oplevede eller deltog i formandsopgøret. Og hvad værre er, formandsopgøret har i den trykte presse, de elektroniske medier og i den journalistiske biografibølge været et sort hul, som har suget opmærksomhed og tankevirksomhed til sig i en sådan grad, at man skulle tro, at kongens fald i Vejle var den mest afgørende samtidshistoriske begivenhed i nyere tid. Nu er det imidlertid næppe samfundsmæssig eller samtidshistorisk relevans, der har styret den journalistiske opmærksomhed. Kongens fald i Vejle tilbyder derimod en personorienteret tilgang til samtidshistorien, som giver beretteren en mulighed for at flette intriger, personlige relationer, venskab og forræderi ind i den politiske proces. Det kunne vel ikke undgås, at denne stumpe journalistiske vinkel har fristet de mest kulørte elektroniske medier til en sort-hvid dækning, og de mest sort-hvide trykte medier til en kulørt dækning ikke alene af Poul Nyrup Rasmussens valg til formand for Socialdemokratiet, men også i store træk af hans regeringsperiode og af den efterfølgende politiske udvikling i partiet. Forskellige deltagere har heller ikke holdt sig tilbage med hensyn til at gengive deres version direkte eller via denne eller hin journalist.

Det er derfor med en vis ængstelse, at man går til Poul Nyrup Rasmussens andet bind i dennes erindringsserie. Bindet dækker hans studietid i de tidlige 1960ere, hans karrierevej som LO-økonom, indgangen i politik og slutter med formandsopgøret i 1992 og frem til 1993. Mens det første erindringsbind var skrevet med Pedro som konsulent, takker forfatteren i dette bind David Trads for dennes hjælp. Bekymringen for, at dette erindringsbind i virkeligheden som så mange andre biografiske portrætter er skrevet af en journalistisk skyggeskribent fortoner sig imidlertid hurtigt. Den særlige nyrupske sprogbrug med sin blanding af kejtethed, socialdemokratisk patos og ligefremme realitetsbetonede analyser gennemsyrer bogen, og fra det øjeblik, hvor Poul Nyrup Rasmussen finder sammen med LOs cheføkonom Holger Jensen er beretningens politiske og fagligt-økonomiske substans styret af et sådant engagement og en sådan autoritet, at manden selv brænder igennem. Hvis bogen har en ghostwriter, så har denne været under nærmest lidt uhyggelig indflydelse af Nyrups ånd.

De første ca. 75 sider er en mere traditionel selvbiografisk blanding af en søgen efter den svundne tid og et forarbejde til ’the making of’ den senere statsmand. Tilbageblikket på de eksotiske 1960ere og på de tanker og strømninger, som prægede den unge Poul Nyrup Rasmussen er såmænd interessant, men det er ikke her de nyrupske erindringer for alvor skiller sig ud. Langt mere interessant er det aktive politiske liv i fagbevægelsen, som beskrives med et bagtæppe i form af iscenesættelsen af forholdet mellem parti og fagbevægelse, socialdemokratiets strategiske dilemmaer i slutningen af 1970rne og begyndelsen af 1980rne og tegningen af de efterhånden meget omtalte to linier i Socialdemokratiets historie, ’produktions-linien’ og ’fordelingslinien’. Ind i denne historie flettes en dramatis personae, hvor de centrale aktører positioneres for det kommende drama. Der er ingen tvivl om, at Poul Nyrup Rasmussen ikke fortæller alt. Det foregøgles man sådan set heller aldrig. Men den nøje afmålte dossering af den erindrede virkelighed, som vi får, forekommer til gengæld troværdig. De centrale konflikter og nøglepersonernes positionering analyseres fortættet i sætninger fyldt med koder og ladninger, som inviterer til kodebrydning og kildeanalyse. På samme måde som en god krimiforfatter trækker Nyrup et spor af nøje afmålt åbenhed, sigende tavshed og vel planlagte slips-of-tongue. Ofte ligger der mere i sætningerne, end det der straks møder øjet, og lænestols-kildekritikeren kan såmænd – der hvor forfatteren tillader det – trænge ret dybt ned mellem linierne i teksten.

Den næsten positive skildring af den elskværdige om end i forhold til esbjergensisk arbejdsetik lovlig tilbagelænede statsminister Poul Schlüter er underspillet morsom, og kontrasteres af skildringen af den sympatiske og knagende dygtige men ikke alt for konservative finansminister Palle Simonsen. Visse personkarakteristikker, som f. eks. i forhold til Palle Simonsens afløser i embedet, Henning Dyremose, er der absolut ikke noget fedtspil med. Her er forfatteren frydefuldt bramfri og skånselsløs. Mere kompliceret er skildringen af kredsen af socialdemokrater og fagforeningsfolk. Nyrups egen afgang som statsminister ligger her som et slør over teksten og maner til forsigtig læsning af den mindst ligeså forsigtige skrift. Først og fremmest er teksten i forhold til Mogens Lykketoft kendetegnet ved en økonomisk disciplin, som svarer til makkerparrets senere finanspolitik. Lykketoft dukker op mange steder i korte passager, og det er interessant, at beskrivelsen af ham og af de to mænds forhold ikke alle steder er helt i overensstemmelse. Det virker nærmest troværdigt, for mennesker har jo mange facetter, og et samarbejde genoplevet i erindringen rummer mange lysbrydninger. Men først og fremmest er der ingen tvivl om, at Lykketofts korte formandskab efter Nyrup synes at bryde lyset, og erindringen af forholdet til og samarbejdet med Lykketoft synes næsten ligeså svær at afkode for forfatteren som for læseren.

Bogen rummer tre centrale politiske og historiske dimensioner, som er uhyre interessante. Nyrup Rasmussens erfaringer og karriere som fagforeningsøkonom er – for det første - måske den vigtigste og mest spændende dimension i disse erindringer. De synes nærmest at skifte gear på det tidspunkt, hvor forfatteren bliver LO-økonom. Her drages vi ned i arbejderbevægelsens maskinrum, hvor den egentlige kraftudveksling og fremdrift findes med langsigtede strategiske overvejelser, indre modsætninger og tværgående samarbejde med arbejdsgiverne. Dette er den mest levende og farverige del af erindringsbindet, hvor konsekvenserne af europæisering og internationalisering drages ind i beretningen og sættes som bagtæppe for fagbevægelsens politiske strategi i 1980rne (såvel som for modsætningerne til den fremherskende fløjs strategi i partiet). I jantelovens fædreland kan man let fornemme stilen som lovlig selvbevidst. Men ville det egentlig ikke have været krukket at feje sin rolle under gulvtæppet og levne læseren en tandløs henvisning til, at hovedpersonen arbejdede i LO og skrev notater. Man bliver klogere af at læse disse passager, og flere personligheder rejser sig i den rette størrelse gennem beretningen. Det gælder bl.a. den mangeårige cheføkonom i LO, Holger Jensen. Men først og fremmest Thomas Nielsen bliver rettet ud i fuldt format. Det kan dog indimellem knibe for både forfatter og læser at skelne, hvem der er Thomas Nielsen, og hvem der er Nyrup Rasmussen. Men det er sikkert i virkeligheden en ganske autentisk refleksion af samarbejdet. Interessant er ikke mindst de indre overvejelser i bevægelsen over fordelingspolitikkens dilemmaer og dens langsigtede problemer for beskæftigelse og vækst i et internationalt konkurrencesamfund. Det førte til tanken om ØD, og siden hen til LDs rolle som økonomisk aktør. Nyrup sikrer sig copyrighten på sentensen om at ’flytte hegnspæle’, men nok så interessant er den tilbagevendende henvisning til Thomas Nielsens bestræbelser på at sikre arbejderne ’makronbunden’ i stedet for blot flødeskummet. Poul Nyrup Rasmussens beskrivelse af LO-tiden har imidlertid også en skjult brod, idet man efterlades med en følelse af, at her lå økonomisk-politiske muligheder, som partiet spildte i de sene 1970ere og tidlige 1980ere.

Det andet absolut vigtige og interessante tema i de nyrupske erindringer er den europæiske dimension. Poul Nyrup Rasmussens erindringer som fagforeningsøkonom og politiker er et vigtigt dokument til at belyse den danske arbejderbevægelses udfordringer fra og stilling til europæiseringen og til det europæiske samarbejde. Nyrup er interessant, fordi han tidligt i Frit Forum tilhørte den minoritet, som var positiv overfor EF, fordi han var en central tænker i formuleringen af fagbevægelsens EF-strategi og fordi han var en central politisk aktør i Maastricht-forløbet og i formuleringen af det nationale kompromis. Beskrivelsen af Europapolitikken er befriende ugrundtvigiansk og fri for den gængse opfattelse af, at ’de andre bor i jordhuler’ i velfærdsstatslig henseende. Der tegnes ganske vist en lidt forudsigelig kontinuitet i pro-europæisk idealisme, som peger rigeligt frem mod den europæiske statsmand i 1990’rne. Nyrups udogmatiske – jovel, endda idealistiske - stilling til EF er imidlertid ubestridelig, og der kan ikke herske tvivl om, at han i hvert fald i 1980rne tilhørte den sjældne race af socialdemokratiske, pro-europæiske idealister. Der kommer meget vel frem i diskussionen af partiets modstand mod Den Fælles Akt, som Nyrup Rasmussen skildrer som et opportunistisk og taktisk fejgreb på initiativ af Ritt Bjerregaard. Til gengæld er passagerne om hans rolle i forhold til Maastricht-afstemningen i 1992 og om dannelsen af det nationale kompromis skuffende ferske. Afstemningskampagnen lå kun få uger efter formandsopgøret, som vel ikke levnede mange kræfter. Men i betragtning af betydningen af afstemningen i juni 1992 kunne man have ønsket en mere dybtgående analyse af de dilemmaer og problemer, som afstemningen og dens resultat rummede for en ny oppositionsleder. Noget lignende gælder for omtalen af det nationale kompromis. Det nationale kompromis og dets vedtagelse var en betydelig politisk præstation. Man under også gerne Nyrup, at udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i denne sammenhæng i vidt omfang var sat udenfor indflydelse. Men i betragtning af de problemer, som regeringschefen Nyrup senere fik med undtagelserne, må der knytte sig en betydelig interesse til Nyrup Rasmussen lønkammerovervejelser. For en gangs skyld er døren her lukket.

For det tredje rummer bogen naturligvis uundgåeligt Poul Nyrup Rasmussens version af baggrunden for og forløbet af formandsopgøret. Selve historien om formandsopgøret er elementært spændende og medrivende, men på mange måder den mindst interessante del af erindringerne. Iscenesættelsen af forholdet til Svend Auken og positioneringen af forfatteren selv og Auken på hver af de to linier i partiet er tydelig, og det virker såmænd overbevisende nok, at Nyrup repræsenterede en anden politisk og strategisk linie, end den som kredsen om Auken stod for. Auken selv fremstilles i et mildt opportunistisk lys, men også med en vis nøgtern forståelse for, at der lå magtpolitiske realiteter bag Aukens positionering. Ingen bliver jo heldigvis formand for Socialdemokratiet uden en vis evne til taktisk positionering, og det faktum synes Nyrup ikke alene at være bekendt med, men også at acceptere. Alt andet ville da også være mærkeligt. Så hvis der ligger et karaktermord her, så er det i forhold til aukenisternes senere fremstilling af den faldne partiformand som en taktisk-politisk uskyldighed (i virkeligheden ikke nogen venlig fremstilling af en partileder). Der, hvor Nyrup virkelig sætter angrebet ind, er i forhold til den økonomiske og politiske linie, som Auken forbandt sig med, og mod den kreds med bl.a. Ivar Nørgaard, som stod for denne linie. Her gives der ingen pardon. Men de verbale missiler har kun tilsyneladende retning mod Svend Auken. De er i al diskretion nærmere låst fast på Ritt Bjerregaard, Ivar Nørgaard og – vel formummet – mod den i øvrigt så sympatisk skildrede Anker Jørgensen, som jo i sidste instans havde ansvaret for partiets linie i disse år. Bemærk den meget positive tegning af Svend Jakobsen.

Personskildringen af Svend Auken frem til 1992 er altså egentlig ikke overmåde fjendtlig bortset fra, at han skildres som lidt af et forkælet overklasseløg og måske en kende vel taktisk begavet og kanhænde også irriterende veltalende. Der lægges ganske vist ikke fingre imellem i beskrivelsen af ledelseskrisen i partiet efter Ritt Bjerregaards afgang som gruppeformand. Kønt er det ikke, men det svarer jo egentlig meget vel overens med beskrivelsen af opløsningstendenserne i andre også pro-Auken bidrag. Det er paradoksalt, at Nyrup på sin vis skildrer ledelseskrisen i partiet mere skånsomt end Aukens nære kampfælle Jakob Buksti, som i sit bitre tilbageblik på formandsopgøret skildrer ligefrem konservative tilstande (og samme mordvåben). Så vidt går Nyrup ikke. Han skildrer sin egen rolle som værende lidt i udkanten af de socialdemokratiske brydninger, og således at han efterhånden mod sin vilje blev trukket ind, da ledelseskrisen spidsede til, og pressen rettede sine angreb mod Auken. Der, hvor konflikten om hvem, der skulle være partiets statsministerkandidat, bryder ud, bruges der derimod meget, alt for meget plads på forholdet til Auken og på timingen af beslutningen. Der gøres så meget ud af, at Nyrup følte sig udfordret af Auken, og af Nyrups baggrund og opvækst i Esbjerg som motiverende for udfordringen af Auken, at man får indtryk af, at forfatteren mere søger at overbevise sig selv, end læseren. Som årsags- og motivforklaring på, at Nyrup valgte at stille op mod Auken er dette ikke helt overbevisende. Men det betyder på den anden side ikke nødvendigvis, at forskellen ikke spillede en rolle i Poul Nyrup Rasmussens egen oplevelse af opløbet til formandsopgøret.

Når Nyrup således anstrenger sig for at overbevise læserne om, at bruddet med Auken skete over kort tid og efter års loyalitet, er det vidnesbyrd om, i hvor høj grad det er lykkedes Auken-fløjen at sætte sig på den historiske tolkning af begivenhederne op til og i Vejle. Begreber som kongemord, intriger, komplot, kupmagere m.m. er ligesom hele tabuiseringen af et kampvalg om formandsposten interessante vidnesbyrd om en succesfuld revanche gennem historieskrivningen. Er det virkelig stigmatiserende at være blevet valgt som formand for Socialdemokratiet med et klart flertal og i det første demokratiske kampvalg i partiets mere end 100-årige historie? Hvorfor er det Julius Cæsar og snigmorderne i Finderup Lade, der er de litterære og historiske referencer, og ikke King Lear (som delte sit rige mellem sønnerne med borgerkrig som følge) eller Johs. V. Jensens Kongens Fald? Nyrup synes åbenbart selv at være optaget af bearbejdelsen af det traditionsbrud, som formandsopgøret udgjorde, og af at skrive sig op mod Auken-fløjens syndefaldstese. Men virkningshistorien af formandsopgøret og den dertil hørende mytologi hører mere til erindringernes bind 3 og til Nyrups vanskeligheder med at holde orden på partiets bagsmæk under sin regeringstid. Det ser vi frem til at læse mere om.

Set fra samtidshistorikerens synspunkt kan det i det store billede være mindre betydningsfuldt, om formandsopgøret brød ud som følge af Lykketofts ’kliniske analyse’ eller som følge af, at partiets forretningsudvalg på vegne af Auken afæskede Nyrup et afkald på at kandidere. Det væsentlige er, at partiet befandt sig i en brydningsfase og en ledelseskrise, som markerede et opbrud med den ortodokse venstrelinie, som havde præget partiet og dets ledelse gennem 1980rne. Nyrup var eksponent for denne bevægelse mod en realpolitisk, fagforeningsnær og i udenrigspolitikken pro-atlantisk og pro-europæisk linie, men det var linien og ikke personerne alene, der var årsag til de indre brydninger. Forfatteren lægger således ikke skjul på, at han stod kritisk overfor fodnotepolitikken og den Europaskeptiske linie i 1980rne.

Inddragelsen af Poul Nyrup Rasmussen som næstformand i partiet i 1987 var jo også begrundet i en erkendelse af, at partiledelsen havde brug for at dække sig af i forhold til fagbevægelsen og i forhold til den resultatsultne del af folketingsgruppen. I tilløbet til formandsopgøret får man faktisk ret meget at vide om disse indre brydninger, som jo rækker ud over blotte personstridigheder. Men man savner mere om den politiske substans og om de indgåede kompromisser. I hvert fald fra 1991 har samarbejdet mellem Nyrup og Svend Auken formentlig været vanskeliggjort af retningsstridigheder.

Når Nyrup mener sig udæsket af Auken, så trækker trådene til denne erindring utvivlsomt også længere tilbage end til de tidlige måneder i 1992. Retningsstridighederne må have påvirket Nyrups arbejdsforhold som næstformand og forhandler, og det kan vel ikke have undgået at været et tema i forhandlinger med og kontakter til forligspartnere og i forhold til det potentielle parlamentariske grundlag blandt midterpartierne. Pressen har i sin dækning fremstillet formandsskiftet, som om det alene handlede om at komme til magten, og selv om det er vanskeligt at overvurdere dette perspektiv, så rummer en sådan enkeltfaktor-forklaring givetvis en grov simplificering af et forløb, hvor der må have været mange gråzoner med mudrede kompromisser, skiftende magtbalancer og en udvikling i det personlige samarbejdsforhold. Selv i Nyrups udlægning forekommer denne periode næsten ’forkortet’ i den forstand, at en del af de konflikter og spændinger, som herskede i 1992, også trækkes tilbage til 1987/88. Der er jo tale om et historisk forløb på ca. fem år mellem Nyrups næstformandspost i 1987 og hans udfordring af formanden i 1992. Men med hensyn til magten, så kunne forfatteren godt have gået mere i dybden med forbindelsen til f. eks. de radikales Niels Helveg Petersen i 1991-92, og diskuteret de dilemmaer, som må have præget den politiske hverdag.

Endelig rummer bogen en meget personlig dimension. Forfatteren har valgt at indflette sin nære familie i beretningen, og det giver en betydelig intimitet. Forældrene og datteren er trukket i centrum, mens Nyrup diskret og sympatisk lader ’civilister’ som tidligere ægtefæller glide i baggrunden. Skildringen af forældrene følges op fra første erindringsbind med en loyalitet og et vemod, som alle voksne, hvis travle hverdag har fjernet sig fra barndomsmiljøet, vil genkende. Allermest fylder skildringen af forholdet til datteren og af den skygge, som hendes sygdom kastede over familien. Disse dele af erindringerne er meget foruroligende åbenhjertige, og kun en læser med et hjerte af sten vil ikke lade sig berøre af den tvivl, de selvanfægtelser og den hudløshed, som skinner gennem disse passager. Har sådanne private sider af politikerens liv betydning for historikerens vurdering? Svaret er, at historikerens og læserens vurdering er uden betydning, da det er forfatterens privilegium at vælge blandt sine erindringer. Og man fornemmer flere steder, at denne forfatter i ligeså stort mål har skrevet sine erindringer for sig selv som for læseren og for eftertiden. Men historikeren har jo sin mening alligevel, og den mening kan ikke være upåvirket af forfatterens svære menneskelige vilkår i disse afgørende år for hans politiske karriere. Samspillet mellem det private liv og det politiske giver beretningen en kvalitet; en fornemmelse gives videre til læseren af, at selv analytikeren, perfektionisten og arbejdshesten Nyrups politiske beslutninger ikke kunne bero alene på gennemtænkte, langsigtede planer (endsige komplotter), men i høj grad faldt i kampens hede, når en nødvendig beslutning trængte sig på. Denne bevidsthed om det kaotiske livs vilkår gennemsyrer store dele af disse erindringer. Det giver dem en almenmenneskelig kvalitet, men har altså også betydning for forståelsen af de politiske realiteter.

Dette andet erindringsbind viser Poul Nyrup Rasmussen som et menneske på godt og ondt, og som erindringsforfatter på godt og ondt. Det første skal han have tak for. Det andet skal han ikke bebrejdes, nærmest tværtimod. Disse erindringer rækker langt ud over de gængse erindringer af typen ’møder, anekdoter og meninger’ og ’ting jeg ikke har fejet under gulvtæppet’. Faren ligger i forfatterens kontrol over stoffet. Det tredje erindringsbind, hvor indsatsen, magten og hemmelighederne er større, må derfor afventes med spænding. Det vil ikke alene kaste lys på Poul Nyrup Rasmussens format som statsmand, men også være et nøgledokument til belysning af arbejderbevægelsens og Socialdemokratiets allernyeste historie. Det er at håbe, at han vil holde stilen og fastholde den kontrolleret åbne, reflekterede – og ikke overalt tvivlfri – berettestil.

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Mit hjerte blev skabt til kærlighed
Sporskifte - Min Krønike 2 – 1980-2003
Den gode vilje