Menu
Forrige artikel Næste artikel

Budbringeren

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 521

Af Thor Lomborg

Den schweiziske muslimske teolog, universitetsprofessor og forfatter Tariq Ramadan underviser til daglig i islamisk teologi og historie dels på College de Sassure i Geneve dels på Oxford Universitetet i Storbritannien. Han agerer samtidigt som rådgiver for EU i religiøse og integrationsmæssige spørgsmål og har en række akademiske udgivelser bag sig, primært omhandlende islam og muslimer i en moderne europæisk kontekst. Han er også en særdeles kontroversiel herre, der har formået at skabe megen ophedet debat omkring hans egentlige holdninger til islam, muslimer, den vestlige verden og spørgsmålet om den sekulære stats berettigede eksistens. For Tariq Ramadan er en dreven akademiker og retoriker, og han formår i manges øjne til stadighed at sløre sine meningstilkendegivelser i en sådan grad, at nogle opfatter ham som en liberal fornyer og eksponent for en moderat euro-islam, mens andre anser ham for blot at være en islamistisk ulv i akademiske fåreklæder.

Hvis man søger efter svar på Profeten Muhammads liv og den tidlige Islam, så skal man i hvert fald ikke benytte hans nyligt oversatte Muhammed-biografi ”Budbringeren – I profetens fodspor” som kilde, for af den bliver man hverken klogere på forfatterens akademiske metode eller på de faktiske historiske omstændigheder omkring Islams fødsel. Bogen er en repræsentant for den islamiske litterære genre ”Sira”, som er en religiøs biografisk fortælling om profeten Muhammads liv og virke fra fødsel til død og bygger hovedsageligt på Ibn Ishaqs Sira fra 700-tallet. Den er fordelt på 15 kapitler, der ganske detaljeret beskriver Muhammads barndom og ungdom, hans kald til gud, forfølgelsen af den tidlige islamiske menighed, udvandringen fra Mekka til Medina, Islams udbredelse og ekspansion og sidst Muhammads død og valget af en ny leder for den muslimske Umma.

Denne kronologiske gennemgang leverer Ramadan meget følelsesfuldt og lige ud af landevejen, og man får indtryk af en dybt religiøs forfatter, der nærmest ønsker at udøve mission gennem sit værk, når man tager i betragtning hvor empatisk, retfærdig og fejlfri Muhammed beskrives hele vejen igennem. Det er også denne konstant positive og unuancerede fremstilling af profeten og hans gerninger, der er bogens store problem. I indledningen statuerer Ramadan, at han ”forholder sig strengt videnskabeligt til de klassiske islamiske kilder”, men dette er bestemt ikke tilfældet. Bogens konstante understregning af Muhammeds uovertrufne, ja, næsten overjordiske menneskelige kvaliteter, er nærmest kvalmende og står i skarp kontrast til den øvrige islamforsknings anderledes billede af Muhammad som en skarpsindig realpolitiker, der ikke gik af vejen for at plyndre karavaner og sælge sine slagne fjenders koner som slaver. Men denne side af profetens liv og gerning kommer bestemt ikke på noget tidspunkt til udtryk, og har man bare en smule kritiske sans, står det hurtigt klart, at Ramadan tager alle Muhammads handlinger og åbenbaringer fuldstændigt for pålydende, og at han tydeligvis ikke forventer, at læserne vil betvivle hans bogs udsagn.

Den videnskabelighed, som Ramadan hævder anvendt under dette værks tilblivelse, er således ikke på nogen vis synlig, og med ytringer som ”de rigtige svar på eksistentielle spørgsmål findes i vore hjerter, snarere end i fornuften” bliver der i hvert fald sat en tyk streg under denne konstatering. For Ramadan skyldes religionens praksis guddommelig indflydelse og ikke menneskeskabte traditioner, og når man antager dette, så bedriver man teologi og ikke videnskab, og ”Budbringeren” er derfor ikke et stykke videnskabeligt religiøst historisk faglitteratur, men et teologisk forsvarsskrift for Muhammad og Islams tidlige udbredelse. Hvis man blot ønsker en letlæst, hurtig og overfladisk og frem for alt ureflekteret gennemgang af Muhammeds liv, kan dette værk sagtens benyttes, men som seriøs lærebog om Islam og dens profet er den alt for tendentiøs, uvidenskabelig og ensidig. Læs i stedet for den danske orientalists værk, Franz Buhls ”Muhammeds Liv” fra 1903, den er langt bedre.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
H.C. Andersen og fotograferne - En ikonografi
Nationer og nationalisme
Fru Jensen og andre vestindiske danskere.