Menu
Forrige artikel Næste artikel

Gudernes skat 1 - Helvedeskoblet

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 520

Af Lars Kjær. Mag.art., arkivar, Køge Byhistoriske Arkiv. 

Den danske tegner Christian Højgaard og den franske forfatter Philippe Thirault har lavet et album, Helvedelkoblet kaldet. Albummet udkom først i Frankrig i 2003 under titlen La meute de l'enfer, på det store forlag Les Humanoïdes Associés, hvor nogle af de mest anerkendte tegnere i parentes bemærket får udgivet deres værker. Det kommer nu på dansk, udsendt af Forlaget Fahrenheit. 

Det er 1. bind ud af i alt 4 planlagte.

Historie eller Røverhistorie?

Serien foregår i landene omkring Middelhavet i det sjette århundrede. Scenen er det romerske imperium, som i disse år var under pres fra vandrende folkeslag. Det er selvfølgelig også grunden til, at albummet er sendt til anmeldelse hos historie-online. 

Der optræder autentiske personer, kendte slag, stednavne osv., hvor man kan se at forfatteren har gjort sig umage med sin research. De historiske elementer er dog overvejende fyldstof. Jeg vil således ikke kalde dette for et historisk værk, der f.eks. kunne være egnet til undervisning. Dertil er de overnaturlige elementer simpelthen for fyldige. 

Den ligger væsentlig tættere på fantasy/comic/science fiction genren, hvor tegneren da også har sin baggrund. Han har hidtil primært arbejdet inden for to forskellige genrer, fantazy og så illustrationer til historiske værker, som Ind i Historien fra Alinea (3.-5. klasse). Dette er hans første store værk og de to tråde fra bagkataloget knyttes effektfuldt sammen her. Det historiske synes dog som sagt at være en kulisse for den fantastiske historie. Eventyrpræget står meget tydeligere end det historiske islæt. Det er dog åbenlyst at tegneren har gjort sig umage med særligt hovedkarakterenes udrustning etc. og der ligger sikkert timers researcharbejde bag det færdige produkt. 

Fortællestilen er først springende i tid og sted, mens forhistorien afklares og femmandsgruppen ”helvedeskoblet” samles igen. Hurtigt indfanges man dog af historien og slutter med at sidde og længes efter bind 2. Er man som læser til tegneserier, vil jeg derfor gerne anbefale den. Den er flot og meget gennemarbejdet. Jeg er dog mest imponeret over, at den unge tegner debuterer i det helt store eventyrformat, i en indbundet udgave, med en fransk forfatter, på et af Europas anerkendte forlag. Det er virkelig en bedrift og et stort tillykke med det!

Alle tegninger er farvelagt af Jesper Ejsing, der foruden dette værk, også har farvelagt de sidste af Peter Madsen og Henning Kures Valhalla-albums.

Albummet indeholder et ”efterord” samt en kort baggrundsartikel om seriens skabelse. Der er skitser mv. og det er virkelig en god ide at ofre et par sider på den slags indhold. Her i dokumenteres det at processen er slidsom og det er åbenlyst, at der ligger et enormt arbejde i værket. Man får også som læser et fint indblik i arbejdsprocessens mange led. Den er derfor nyttig også for folk, der ikke holder af tegneserien som medie/genre.

Alt i alt er det en lovende debut i det store albumformat og jeg glæder mig til at læse de næste bind.

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Parlamentarismens krise
Politikere og prædikanter - Folketingets åbningsgudstjeneste fra begyndelsen til nutiden (1850-2013) Baggrund. Historie. Vurdering
Bønders og byfolks ære