Sort hedder en sten
Menu
Forrige artikel

Sort hedder en sten

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1451

Af Anders Ellegaard, cand.jur.

I 1990 tilbragte anmelderen sommerferien i Norge. Nogle af dagene sammen med Ottar, som var direktør i Norsk Hydro og uddannet i international handel fra (dengang) Handelshøjskolen i København. Som svar på et spørgsmål om de mange forskellige bibelhøjskoler og -campingpladser langs kysten i Sydnorge svarede Ottar, at nordmændene var et kristent folkefærd, men i de inderste dale havde man stadigvæk Odin og Thor stående ude på tunet. ”Det kan vel ikke skade!”

På den ene Jellingesten kundgjorde Harald Blåtand, at han blandt andet gjorde danerne kristne. Det sidste skal vel nærmest forstås således, at han indførte kristendommen som statsreligion. Han har næppe kunne fastsætte et bestemt tidspunkt for handlingen.

I Njals Saga afholdt man Alting i år 1000, og her vedtoges det, at alle mennesker skulle være kristne… og ophøre med al afgudsdyrkelse... ”Straffen skal være landflygtighed, hvis det opdages, men hvis det sker i det skjulte, skal det være straffrit.” Det kan man da kalde pragmatisme og forståelse for, at ting tager tid.

En hersker kan måske godt befale, at en befolknings religion skal ændres på et nærmere fastsat tidspunkt, men at ændre befolkningens tro er en proces, som tager tid. Måske lang tid.

Det er emnet i Flemming Chr. Nielsen bog. Overgangen til kristendommen fra dét, som kaldes hedenskaben, har taget lang tid. Og man kan spørge sig selv, om det er en mission, som er lykkedes fuldt ud.

Bogen er opdelt i 18 kapitler og har bagerst et noteregister, hvor der henvises til de kilder, som er brugt i forbindelse med forskellige udsagn.

Emnerne er mangfoldige: Olav Tryggvessøns tvangskristning af folk. Verdens skabelse og indretning i mytologien. Jelling med Popo, runesten og realpolitik (985). Sorte og hvide diser/fylgjer (995). Kirkebyggeri og trolde m. fl. som stenkastere. Stednavne med førkristne rødder. Runesten og andre runeindskrifter - og måske lidt vidtgående tolkninger af teksterne. Sagnet og tolkninger af dronning Dagmars død og hvem var Liden Kirsten egentlig? (1212). Den teologiske fejekost: Erik Ludvigsen Pontoppidan, som 1736 satte sig for at feje al hedenskab og katolicisme ud. Eksempler på dyrkelse af hedenskab eller på ritualer med rødder tilbage til den i 1600-1700-1800 tallet. Valdemar Atterdags eller nattejægerens vilde ridt med mænd og hunde. Den rødskæggede Thor med hammer, styrkebælte og jernhandske som var almindelige folks gud. Den mere end dobbelttydige Loke. Balders død. Vølvens spådom og Ragnarok. Hedenskabens ”menneskelige” guder contra den æteriske kristne gud.

I det sidste kapitel: ”Troen der udeblev” skriver forfatteren blandt andet om Søren Kierkegaards skelnen mellem kristendom og kristenhed, om det egentlige formål med Reformationen i Danmark, om de ulærde præster, om de Ribekvinders ulydighed, om pastor Fengers ord: ”Vi har ikke lært folk kristendom, men at leve under den kristne fane,” om at kristendommen havde fundamentale fordele indbygget: sociologiske, politiske og kognitive snarere end religiøse, og om at kristendommen havde en forskrift i Bibelen med definition af sandheden – modsat hedenskaben. For hedningerne var der en mundtlig og stedbunden tradition, men ingen ”alterbog.” Skriften (Bibelen) var kristendommens fordel og bedste våben.

Bogen er forsynet med en del sort-hvide fotografier og tegninger. Dens titel stammer fra en 30 cm. lang, femkantet fyrrepind med runer på alle sider. Pinden er fra omkring år 1300. Det er en såkaldt lyfstav (lyf betyder helbredelse) med helbredelsesformularer. Én af formularerne begynder: ”Sort hedder en sten; han står ude i havet.” Formularerne anråber jorden, solen, den sorte sten med mere. Kristen? Nej!

Bogen er stærkt underholdene og oplysende, uanset om man er enig eller uenig i de forskellige fortolkninger. Læs den selv!

Historie-online.dk, den 27. marts 2018

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Forvandlingens pris
Rygternes Magt
Om revolution