Menu
Forrige artikel Næste artikel

En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1533

Af Christian Kaaber, antikvar, mag.art.

Ideen er god: Det er forfatterens erklærede ambition at levere en folkelig gennemgang af danmarkshistorien i form af, hvad han selv kalder "en højskolebog", der ikke tynges af den såkaldte "videnskabelige syge", som han undsiger i forordet. Det må ikke være kedeligt; der skal være plads til legender og anekdoter, til forfatterens egne tone, til kritik og sarkasmer - og når man, som han siger, "skal nå 15.000 år på et par hundrede sider, kommer det til at gå stærkt". Og det gør det sandelig også. Vikingetiden melder sig allerede på side 21 efter en ganske ferm gennemgang af de ældste tider i et mundret sprog, der helt klart nyder godt af forfatterens nemme for det mundtlige foredrag.  Det gælder også fortællingen om middelalderen, hvor han i modsætning til DR-serien om den danske historie fint får beskrevet tiden mellem Knud den Store og Valdemar den Store: Rask af sted går det, men det fungerer.

I den anden ende af bogen, efter 1864, præsenteres læseren for den såkaldte "danske myte", som over knap en side - og det er meget i denne sammenhæng - med sarkastisk vid og bid fremmaner forestillingen om danskerne som det, Grundtvig kaldte "Hjertefolket": Fredelige så langt tilbage, den folkelige hukommelse rækker, fremskridtvenlige og civiliserede. Herefter tager fortælleren fat på forfatningskampen og udformningen af det moderne Danmark. Med et par knaster undervejs går det egentlig også fint, og stoffet og forfatterens let sarkastiske, ret snusfornuftige og ræsonnerende stil passer godt sammen.  Gennemgangen af de seneste godt og vel 150 års historie er underholdende og veldisponeret, og forfatteren holder fint overblikket med et godt greb om stoffet, der også får lov at opløse sig i veldrejede detaljer. Højskoleforedrag, når den slags er bedst - hvis det ikke var for en vaklende fornemmelse for de store linjer i historien om Danmarks besættelse. For eksempel løber forfatteren sur i at forklare, hvordan samarbejdspolitik afløstes af undtagelsestilstand og voksende terror, og selve datoen 29. august 1943 nævnes ikke overhovedet.

På vejen i rask tempo gennem danmarkshistorien bliver det klart, at den mere militært betonede afdeling absolut ikke er forfatterens hjemmebane. Den Nordiske Syvårskrig banaliseres uden blik for, hvad magtspillet mellem Danmark-Norge og det ekspanderende Sverige drejede sig om; derfor fremstilles de to krige, Christian den Fjerde uomtvisteligt tog initiativet til, som resultat af "bissetricks" og vidløs eventyrlyst. Som resultat af Kalmarkrigen erobrede han dog "to af svenskernes bedste forter", oplyses det. Elvsborg og Kalmar. Forter? Sidenhen omtales Kastellet i København også sådan. Noget af et fort, skulle man mene!  Og videre går det. Over stok og sten. Som optakt til fortællingen om Torstenssonkrigen 1643-45 advarer forfatteren hensynsfuldt kommende historiestuderende om at "holde sig langt væk fra Slesvig og Holstens historie". Den er ganske vist både interessant og vigtig, men "det er sprithamrende umuligt at hitte rede i alle de hertuger og landområder". Det demonstrerer forfatteren fuldt ud fra den efterfølgende forkludrede udlægning af, hvad Gottorperne var for noget og frem til en rodet og fejltynget gennemgang af de slesvigske krige 1848-51 og 1864. Nej, østrigerne deltog ikke i Treårskrigen, for nu at nævne et eksempel. Og Dannevirke blev ikke knust i 1864, der karakteriseres som en "tragisk komedie". Det kan forfatterens fremstilling selv være!

Hvorfor Corfitz Ulfeldt i 1652 gik i svensk tjeneste, får læseren intet at vide om.  Følgelig heller ikke, hvorfor det var så ydmygende, at han i 1658 optrådte som svensk fredsforhandler ved delingen af Danmark. Nå, men freden holdt alligevel ikke længe. Københavns belejring omtales som "langvarige kampe". Jovist, der forekom da op til flere udfald. Stormen på København betegnes som "et langt og blodigt slag, hvor det kun med nød og næppe lykkedes danskerne at holde svenskerne ude af hovedstaden". Ja, tja-bum: Stormen varede fire timer, med under 20 dræbte på dansk side, hvorimod den hvidklædte svenske stormstyrke fik sin bekomst på isen foran byen, så blodigt, jovist. Her var en fantastisk historie at fortælle. Københavnske belejringer er ikke ligefrem forfatterens speciale: I 1807, hører vi, gik engelske tropper i land ved Køge. Nej, det var ved Vedbæk. Træskoslaget ved Køge optræder til gengæld ikke. Det efterfølgende bombardement "var en forfærdelig oplevelse for københavnerne". Englænderne sigtede efter byens højeste tårn, "nemlig domkirkens" - det blev Vor Frue Kirke i 1924. Men ud over bomberne måtte københavnerne nu også "leve med engelske angreb inde i selve hovedstaden, herunder "det berømte slag" i Classens Have på Østerbro. At Østerbro og Classens Have i 1807 lå uden for byen, og at udfaldet mod haven skete før bombardementet, er åbenbart gået hen over hovedet på fortælleren.

På de følgende sider forveksles prins Christian Frederik og hans fjerne augustenborgske slægtning Christian August i pinlig grad. På side 171 sender forfatteren augustenborgeren, der jo i 1809 nåede at blive svensk tronfølger og faldt død om et halvt år senere, til Eidsvoll i 1814 som norsk grundlovsgiver, mens der senere, i beskrivelsen af tronskiftet i 1839, gøres rede for Christian den Ottendes herkomst og fortid som norsk konge. Det er noget regederligt sjusk. Andre nærbilleder af enkeltpersoner kokser på samme måde. Kong Christian den Femtes Danske Lov af 1683 omtales som "en af Griffenfelds største bedrifter". Øh, nej: Han havde siddet på Munkholm i adskillige år, da Danske Lov blev givet; til gengæld forfattede han Kongeloven af 1665, som læseren dog lades lykkeligt uvidende om. Under Store Nordiske Krig var Tordenskiold "en ledende flådeofficer, og med en fin blanding af vovemod og ganske ordinær sindssyge fik han rodet sig ud af de mest fjollede situationer". Som da "han engang skulle erobre Marstrand". Sjældent er så gode historier tabt så grundigt i vandet som her, og skulle nogen hæve et øjenbryn over den overlegent arrogante mundrethed, der foldes ud her, er det forståeligt.

Vil man stille sig op på en tænkt ølkasse og fortælle danmarkshistorie for folket, må man beherske sit stof. Hele sit stof. Som læser bærer man gerne over med, at den mundrette tone ofte udarter - "svenske konger fes rundt i Europa og lavede ballade", hedder det for eksempel. Det fungerer muligvis mundtligt, men er trættende på skrift. Men brølere af den ovenfor beskrevne kaliber går altså ikke. I bogens efterskrift takker forfatteren sine redaktører for en "sikker faglig hånd". Det er venligt, men nok så meget sagt. Men ideen er god.

historie-online.dk, den 23. maj 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Vestindien. St. Croix, St. Thomas og St. Jan
Land at lede
Historien om Danmark 2