Menu
Forrige artikel

Historien om Danmark 2

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 324

Af Jørgen Mührmann-Lund. Historisk Afdeling, Aarhus Universitet

I forlængelse af anden del af DR’s serie Historien om Danmark har Gads Forlag i samarbejde med DR udgivet andet bind af bogserien med samme navn. Undertitlen ”Reformation, enevælde og demokrati” henviser til tre stadier af den danske stats tilblivelse. Fokus er da også som i de fleste Danmarkshistorier mere på den traditionelle politiske historie end på kulturhistorien, mere på konger og krige end på almindelige menneskers hverdag.

Bogen indeholder seks kapitler og en epilog. Morten Fink-Jensen har skrevet kapitlerne ”Reformation og renæssance” og ”Enevælde og oplysningstid”, som fortæller om dannelsen af den moderne stat fra 1500-tallets teokratiske fyrstestat til 1700-tallets bureaukratisk-oplyste enevælde. Sidste kapitel ender i 1770, hvor Jes Fabricius Møller tager over med kapitlerne ”Guldalder og krisetid” om den sene enevælde og ”Folket og magten” om kampen for demokrati 1849-1901. Selvom enevælden og oplysningstiden næppe var forbi og guldalderen ikke begyndte i 1770, synes meningen at være, at perioden fra indførelsen af trykkefrihed til parlamentarismens sejr udgør en glidende overgang fra enevælde til demokrati. Med andre ord traditionel Danmarkshistorie med fokus på evolutioner, frem for revolutioner. Niels Wium Olesen har skrevet de to sidste kapitler: ”Det svære demokrati” om konsolideringen af demokratiet frem til den kolde krigs udbrud i 1947 og ”Velfærd og kold krig”, som ender med ”the end of history” i 1993, hvor muren var faldet og Danmark sluttede sig til EU med visse forbehold. I modsætning til TV-serien ender vi ikke på Fukuyamask vis her, men Vium Olesens lille ”Epilog” giver et resumé af de sidste 24 års historie. Det er godt og gør Danmarkshistorien mere relevant for dem, som er født efter 1993.

På bagsiden præsenteres indholdet som ”alt det, man skal vide for at forstå vores historie, og en hel del, som man strengt taget ikke behøver at vide – men som er spændende alligevel.” Meningen er vel, at bogen både skal kunne fungere som lærebog og som adspredelse. Det første lykkes til fulde. De tre forfattere har et imponerende overblik over deres perioder og formår at koge stoffet ned til det allermest nødvendige. Det er en svær opgave. Kritikken af DR’s serie har især gået på de ting, der ikke var med, og på, at fremstillingen var for højre- eller for venstredrejet. Men noget af det første man lærer på historiestudiet er, at historiske fremstillinger er fortolkninger og ikke autoritære sandheder. I mangel af forskningsdiskussioner kunne det derfor måske have været en ide, hvis forfatterne havde præsenteret nogle tanker om formålet med denne Danmarkshistorie i forhold til ældre fremstillinger. I mangel af den videnskabelige teksts noter kunne det desuden have været en god ide at lade hvert kapitel følge af en litteraturliste til videre læsning.

Det skal dog ikke skygge for, at der længe har manglet en god oversigt over Danmarkshistorien til undervisningsbrug, hvor undervisere som denne anmelder i mangel af bedre har måttet bruge ældre fremstillinger, som ikke var ført up to date med den nyere forskning. Som formidling til alment historisk interesserede læsere svinger skrivestilen hos de forskellige forfattere fra det mere skolebogsagtige til det mere sprælske. Et eksempel på det sidste er Niels Wiums historie om en husmor fra Vejle, der impulskøber et strygejern i 1958. Det er fiktion, men illustrerer på en mere indlevende måde, hvordan datidens højkonjunktur ændrede hverdagen for helt almindelige mennesker. Ting, som ”man strengt taget ikke behøver at vide” er normalt placeret udenfor hovedteksten i blå bokse, som indeholder kulturhistoriske småstykker om alt fra parykker til nationalisme og rock’n’roll. Endelig bør billedredaktionen roses for de mange flotte og relevante illustrationer samt de smukke kort, som sammen med de blå bokse er med at gøre bogen mindre skolebogsagtig. Alt i alt er der tale om et vellykket og pragmatisk bud på en Danmarkshistorie anno 2017, efter at genren ellers var erklæret død i 1990’erne. Nedenstående kommentarer skal derfor ikke ses som en generel kritik af bogen eller de enkelte forfatteres bidrag.

Morten Fink-Jensen får på en veloplagt og letlæselig måde udredt de komplicerede begivenhedsforløb omkring reformationen, svenskekrigene og enevældens indførelse. Han har tidligere bidraget til en række bøger om kirke- og skolehistorie med en række spændende cases, som der også trækkes på her. Som et af mange eksempler på den religiøse disciplinering i perioden får vi blandt andet den ekstreme historie om bonden Jens Bach fra Hald sogn ved Randers, der blev truet med landsforvisning for ikke at have været til alters i fire år. Religion ses primært som et redskab for staten til at disciplinere befolkningen, selvom pietismens oprørske potentiale også nævnes. Denne anmelder er stødt på en politirapport om de første pietister fra 1706, som viser, at enevælden bestemt ikke var begejstret for den nye sekt, som truede den statslige enhedskirke med at holde bønnemøder hos private borgere. Som eksempler på lovgivning med pietistisk baggrund nævnes sabbatforordningen fra 1735, selvom det blot var en skærpelse af det luthersk ortodokse forbud mod overtrædelser af det tredje bud i Danske Lov. At sådanne love måtte gentages igen og igen på grund af manglende overholdelse og håndhævelse nævnes ikke. Selvdisciplinering nævnes heller ikke som, når bønder i 1600-tallet selv tog initiativ til skoler, eller når lavadelen på samme tid talte for forbud mod syndig luksus.

Det lidt ensidige fokus på undertrykkende aspekter ved datidens teokratiske og patriarkalske samfundsorden går igen i behandlingen af fæsteforholdet i modsætning til Jes Fabricius Møller, der også fremhæver forsorgsaspektet. Fink-Jensen beskriver 1500-tallets fæstebønder som statister uden politisk indflydelse, som til trods for lokalpolitisk autonomi i landsbyfællesskabet var underlagt deres godsejeres vilkårlige magtudøvelse. Selvom der ganske rigtigt har været noget om det i praksis, nævnes ikke retssystemet eller godsejerens pligt til at forsvare sine bønder på tinge. Træhesten, som fik stor eksponering i TV-serien, omtales i en blå boks som en af måderne, hvorpå en godsejer havde ret til at straffe opsætsige fæstere på under enevælden. I Gunnar Olsens undersøgelse af straffeformer på godserne konkluderes det imidlertid, at denne militære straffeform kun blev brugt sjældent og næsten ikke i Jylland. Selv er jeg kun stødt på træhesten i en sag fra 1786, hvor den blev brugt som formildelse af en tugthusdom for tyveri.

I forhold til kirke- og skolehistorien berøres byhistorien kun overfladisk. I afsnittet ”den urbane verden” fortælles udelukkende om enevældens København. Håndværkslavene omtales ikke og de ofte frugtesløse forsøg på at forbyde deres skikke, den såkaldte ”Zünft”, der vandrede til landet fra de tyske byer i 1500- og 1600-tallet. Blandt de indvandrede bønder, som ikke blev borgere, nævnes ikke den store overvægt af kvinder, som ikke var underlagt stavnsbåndet og prægede bylivet med gadehandel, værtshushold og illegale aktiviteter som prostitution og tiggeri. At de andre købstæder og den jævne mand og kvinde ikke får mere omtale må skyldes, at Historien om Danmark primært er tænkt som en fortælling om den danske statsmagts historie. Ovenstående bemærkninger skal ikke skygge for, at Morten Fink-Jensen fører læseren sikkert gennem periodens politiske historie.

Jes Fabricius Møllers kapitler udmærker sig ved analytisk skarphed og får formidlet de lange linjer på en let og forståelig, men af og til noget tør måde, hvor Danmarkshistorien sættes i en global kontekst. Som det forklares indledningsvis, gennemgik Danmark som andre europæiske lande i 1800-tallet ”en stærk vækst i befolkningen i almindelighed og bybefolkningen i særdeleshed, en centralisering af statsmagten, en mental og juridisk individualisering af borgerne, en uddannelsesrevolution, sekularisering, religiøs frigørelse, en liberalisering af økonomien, industrialisering af produktionen samt en fuldstændig omlægning af landets politiske styre.”

Der lægges måske lidt skarpt ud med at præsentere bondens økonomi i begyndelsen af perioden som en overlevelsesøkonomi. Bondedagbøger fra 1600- og 1700-tallet, en forordning fra 1783 mod bønders forbrug af kaffe og luksushistorikeren Mikkel Venborg Pedersen tegner et billede af et knap så indskrænket bondeliv, men introen er nok tænkt som kontrast til den efterfølgende reformtid. Landboreformerne kan være vanskelige at forklare for nutidens bymennesker, men gennemgås her på en utrolig klar og overskuelig måde. Fabricius Møller får formidlet, hvordan udskiftningen og udflytningen var med til at forme det danske landskab, så man i dag ikke kan kigge ud over et landskab uden at få øje på en gård, med mindre det er gammel hovedgårdsjord eller en af få bevarede heder.

Om den sene enevælde insisterer Jes Fabricius Møller på at bruge ordet ”retsstat” i modsætning til TV-serien og tidligere fremstillinger, som ofte har tegnet et alt for karikeret billede af en brutal diktaturstat. Blandt andet fremhæves trykkefrihedsforordningen fra 1799 for at beskytte religiøse minoriteter mod bespottelse og for at stadfæste princippet om, at censursager skulle afgøres ved domstolene og ikke administrativt. Forordningen er ellers mest kendt for at give dødsstraf for at agitere mod enevælden, men paragraffen anvendtes kun i 1820, da dr. Dampe og smedemester Jørgensen blev dømt til døden for at have villet omstyrtet enevælden. Dampe er af andre blevet kaldt Danmarks første demokrat, men fremstilles her som en amatøragtig oprører. Jes Fabricius Møller opfatter sagen som en overreaktion fra styrets side under indtryk af den sociale uro efter statsbankerotten i 1813. Efter 1820 blev den hårde linje afløst af en mere forsigtig politik ved bl.a. at benåde Dampe og hans kumpan til milde husarrester.

Den rolige periode efter 1820 forklares også med politisk mathed, men kunne også skyldes bedre korruptionsbekæmpelse og mere effektivt politi, som Mette Frisk Jensen og Karl Peder Pedersen har været inde på i deres forskning. Et andet bud kunne være, at trykkefrihedsforordningens bestemmelser mod ikke kun at kritisere enevælden, men endda også at ”skumle” mod regeringen, ikke ytre sig i ”beskedenhed” eller skjult kritik i form af allegorier har virket enormt afskrækkende, som Øystein Rian har været inde på i sin bog om censuren under den dansk-norske enevælde.

Titelbladet til kapitlet ”Folket og magten 1850-1914” prydes af et billede fra TV-serien, hvor arbejdere demonstrerer med røde flag i Den Gamle By i Aarhus, hvis idyl på ufrivillig komisk vis skal gøre det ud for den industrielle by i slutningen af 1800-tallet. I modsætning til TV-serien har Jes Fabricius valgt at nedtone historien om arbejderbevægelsen. Der ses et billede af den fængslede Pio, men slaget på Fælleden nævnes ikke i billedteksten. Socialdemokratiet omtales som ubetydeligt før 1914 og fagbevægelsen omtales kun i en blå boks om Septemberforliget i 1899.

I stedet føres læseren først sikkert gennem de storpolitiske forviklinger omkring arvefølge- og forfatningsspørgsmålet i forbindelse med krigene i Slesvig. Siden fokuseres på forfatningskampen mellem Højre og Venstre i tiden efter 1870, hvor blandt andet Venstres leder, Chresten Berg, blev idømt seks måneders fængsel for under en tale i Holstebro at få byens politimester båret ned fra tribunen, hvor han havde insisteret på at sidde. Det skete kort efter, at den for sine provisoriske finanslove upopulære konseilspræsident Estrup blev forsøgt skudt af en ung typograf, som var medlem af Venstre. Enevælden kastede lange skygger langt ind over perioden efter Junigrundloven af 1849, som gentog bestemmelsen om majestætsfornærmelse fra trykkefrihedsforordningen fra 1799. Således nævnes en sag fra 1885, hvor en højskoleforstander fik fem måneders fængsel for at kastet et billede af kongen på jorden. Kapitlets happy end er folketingsparlamentarismens sejr med systemskiftet i 1901 samt udvidelsen af valgretten til tyende og kvinder i 1915.

Jes Fabricius Møller er god til at koge periodens vigtigste udviklinger ned til det allervigtigste, samtidig med at han får den nyeste forskning med. Efter denne anmelders mening er han måske lidt for venlig overfor den sene enevælde og måske får arbejderbevægelsen en lige lovlig stedmoderlig behandling, som håndværkslavene fik i Fink-Jensens afsnit. Det samme kan siges med den meget korte omtale af det moderne gennembrud og Edvard Brandes, som skoses for uretfærdig kritik af guldalderens kunst. At Brandes satte videnskab over tro nævnes ikke, men der levnes derimod meget plads til 1800-tallets kirkelige bevægelser. Blandt de blå bokse var jeg især vild med oversigten over de største byer i 1803, der viser, at de største byer udenfor København lå i Holsten og Norge, mens kongerigets største provinsby, Odense, kun når op på en 11. plads med 5.782 indbyggere mod hovedstadens 100.975.

Niels Wium Olesen har næsten lige så meget plads til de sidste 100 års Danmarkshistorie som de to forrige forfattere har haft til de foregående 400 år. Det betyder, at han har mere plads til at boltre sig på med bl.a. sjove historier om impulskøbende husmødre fra Vejle. I det hele taget er skrivestilen meget sprælsk og humoristisk, hvor der veksles mellem indlevende fortælling og kvantitative data, som blandt andet bruges til forklare de store kulturelle forandringer i velfærdsstaten 1958-73.

Den nyere historie er et minefyldt farvand, som kritikken af de to sidste afsnit af TV-serien viste. Man kan da også mærke, at Wium Olesen gør sit bedste for at dele sol og vind lige i sin skildring af konfliktfyldte begivenheder som besættelsen, den kolde krig eller ungdomsoprøret. For eksempel skildres de forskellige partiers holdninger til forsvaret i 1930’erne med stor empati, og der er endda ros til de konservative for at være mere ærlige end de andre partier med deres uforbeholdne forsvarsvilje. Wium Olesen lægger dog ikke skjul for sin foragt for urealistisk værdipolitik og beskriver den pragmatiske neutralitetspolitik og det ligeså pragmatiske Kanslergadeforlig som succeshistorier, der gjorde at landet kom sikkert igennem 1. verdenskrig og mellemkrigstiden.

Mest afbalanceret er Wium Olesens gennemgang af besættelsen, som nok er Danmarkshistoriens mest ømtålelige emne. Med skildringen af tyskernes teknologisk og mandskabsmæssige overlegenhed den 9. april bringes læseren implicit til at forstå samarbejdspolitikken på trods af dens ”ubehagelige indrømmelser”. I modsætning til TV-serien fremgår det mere klart, at den første modstand kom fra både kommunister og konservative samt ”store drenge”, mens repræsentanter fra midterpartierne først kom med, da det stod klart, at tyskerne ville tabe.

Kapitlet ”Det svære demokrati” efterfølges af kapitlet ”Velfærd og kold krig”, der går fra den kolde krigs udbrud i 1947 til indtrædelsen i EU i 1993. Her fortsættes med afbalancerede fremstillinger af periodens modsætninger, hvor der også er ris til de ”progressive”. Om ungdomsoprøret hedder det blandt andet, at datidens unge både var ”ombejlet af kapitalismen og de nye kulturformer” og derfor kom til at opfatte sig selv som ”altings centrum”. Fremskridtspartiets sejr ved jordskredsvalget i 1973 ses dog ikke kun som en reaktion mod denne venstredrejning, men også som et resultat af Glistrups evne til at underholde på tv. Anker Jørgensen, der blev kåret til det forrige århundredes værste statsminister af Søren Mørch, betegnes som ”fuldstændig ukorrumperet” og hans krisepolitik analyseres ud fra sin samtids forudsætninger og ikke i bagklogskabens lys.

Ud over den politiske begivenhedshistorie kommer Niels Wium Olesen også rundt om de vigtigste strukturelle forandringer i det 20. århundrede fra massekulturens fremkomst i begyndelsen af århundredet til det store kulturelle opbrud under højkonjunkturen 1958-73. Det hele underbygges med tal, som at det gennemsnitlige antal beboere pr. bolig faldt fra 7 til 2,5 i perioden 1930-1985. Og at der var fire gange så mange lejeboliger som ejerboliger i 1930, mens det i 1985 var omvendt. Vium viser desuden, at uligheden er faldet markant og kun steget meget lidt siden 1980’erne i modsætning til den øvrige verden. I sin epilog erklærer han, at Danmark er godt rustet til fremtiden, selvom tiden efter 1993 har været præget af nye globale kriser. Epilogen er lidt overfladisk, men det skyldes nok, at samtidshistorien er uudforsket land.

Der har længe savnet en opdateret Danmarkshistorie til undervisningsbrug og til almen oplysning. De tre forfattere er alle eminente formidlere, der formår at skrive på en klar og forståelig måde. Dog skal man ikke forvente den samme litterære oplevelse, som man kender det fra for eksempel Ulrik Langens forfatterskab. Det er måske også for meget at forvente af en Danmarkshistorie, da genren af de fleste forbindes med skolebøger. Det er da også en meget traditionel Danmarkshistorie med fokus på den politiske begivenhedshistorie og mindre på kulturhistorien. Indenfor de rammer er der gjort en kæmpe indsats af forfatterne og forlaget for at gøre Danmarkshistorien spændende for nye generationer af historieinteresserede. Det skal de have stor ros for.

Historie-onlne.dk, den 20. november 2017

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Vestafrika. Forterne på Guldkysten
Vestafrika. Forterne på Guldkysten
Politik der forandrede Danmark. 65 beretninger om landets vigtigste lovgivning 1848-2012